Det er blevet ekstremt populært at betale penge for at blive fotograferet med en rigtig løve på ferierejsen i Sydafrika eller ride på elefanter i Thailand, fremgår det af en pressemeddelelse fra NGOen mandag.
På verdensplan besøger over fire millioner turister hvert år attraktioner som delfinarier, løveparker og shows med aber, elefanter eller bjørne.
Alt sammen underholdning med vilde dyr, som kan virke uskyldigt under sydens sol, så længe man ikke tænker på, hvordan dyrene egentlig har det bag kulisserne, hedder det
Størstedelen af attraktionerne med vilde dyr har ringe dyrevelfærd
I en ny rapport lavet af Oxford University i samarbejde med World Animal Protection, har man for første gang undersøgt konsekvenserne af den globale turistindustris udnyttelse af vilde dyr. Og rapporten er bestemt ikke opløftende for dyrene i ”underholdningsbranchen”.
Forskerne har identificeret 24 typer af underholdning med vilde dyr – lige fra etablerede delfinarier til små gadeshows med bjørne. Langt de fleste attraktioner i undersøgelsen behandler dyrene så dårligt, at det påvirker deres trivsel negativt.
Rapporten konkluderer også, at op imod 550.000 vilde dyr på verdensplan lider for at underholde turister.
Download rapporten The Customer Isn’t Always Right – Conservation and Animal Welfare Implicationsof the Increasing Demand for Wildlife Tourism (PDF, 15 sider).
Turister opdager ikke dyremishandlingen
Folkene bag rapporten har også undersøgt, hvordan turister efterfølgende har bedømt og anmeldt deres oplevelser med vilde dyr på rejsesitet TripAdvisor.
Rapporten konkluderer her, at kun knap otte procent af anmeldelserne fra de dyrevefærdsmæssigt værste attraktioner i verden er negative. De fleste turister skriver altså positive anmeldelser på TripAdvisor, selv om dyrenes kår er helt i bund.
Turister skal hjælpe dyrene på TripAdvisor
Ifølge World Animal Protections danske biolog, Christina Abel, er det trist, at så få turister er opmærksomme på, hvordan dyrene på ferien bliver behandlet.
”Jeg tror faktisk, at turister, der betaler for at se elefantshows, holder af dyr. De ved bare ikke, at dyrene bliver mishandlet. Jeg håber, at folk bliver mere opmærksomme når de er på ferie, og vælger sådanne attraktioner fra”, siger hun og lægger til:
“Men hvis man er så uheldig at opleve vilde dyr der behandles dårligt, så opfordrer jeg folk til at lave en negativ anmeldelse. Det vil advare andre turister og på sigt hjælpe dyrene”.
Yderligere oplysninger om kampagnen hos:
Biolog Christina Abel på tlf. 33 27 60 33
Se også “Vilde dyr er ikke legetøj – fokus på den skjulte mishandlng” på
http://www.worldanimalprotection.dk/fokus-paa-en-grusom-industri