Turkish Airlines lover stop for transport af truet papegøje

images
Thomas Jazrawi

Turkish Airlines har nu indført forbud mod transport af gråpapegøjer i deres fly. 

Det sker efter en kritisk undersøgelse af World Animal Protection og en underskriftsindsamling, som ifølge NGO’en har indsamlet 80.000 signaturer. 

“Den 13. februar udsendte Turkish Airlines et globalt forbud mod at transportere gråpapegøjer på deres fly. Samme dag mødtes vi med repræsentanter for selskabet og takkede dem for at tage sagen alvorligt”, skriver organisationen på sin hjemmeside mandag.

En undersøgelse præsenteret tidligere i år af World Animal Protection, konkluderede, at der foregår en omfattende transport af gråpapegøjer til det illegale marked med det tyrkiske luftfartsselskab. 

Mere end hver anden af den sjældne fugl dør undervejs, nævnte kampagnelederen ved den lejlighed. 

Gråpapegøjen, eller den afrikanske gråpapegøje, er en truet dyreart, ifølge IUCN’s rødliste

Mere konkrete tiltag

Dengang nævnte World Animal Protection, at det store tyrkiske selskab ikke havde reageret på henvendelser. 

Nu har dyreorganisationen været i dialog med udbydderen af flyrejser. 

NGO’en ønsker at se mere konkrete skridt i bekæmpelsen af handelen med den skrøbelige papegøjeart. 

“Vi har beviser for, at krybskytter ofte smugler gråpapegøjer ud af DR Congo ved at skjule dem i samme kasser som grønne papegøjer. Det bør Turkish Airlines anerkende, så de kan stoppe det”, lyder det på hjemmesiden.

“Vi vil fortsætte den positive dialog med Turkish Airlines og understreger over for dem, hvor vigtigt det er, at de ændrer deres procedurer ved lastning af flyene. Ellers kan de ikke håndhæve forbuddet mod at fragte gråpapegøjer”.