Formanden for en af Tysklands vigtigste erhvervsorganisationer er blevet kaldt “upatriotisk” og “fædrelandsløs” af regeringen og Socialdemokratiet, fordi han har rådet virksomheder til at overveje at flytte til udlandet, skriver Berlingske Tidende onsdag.
Samtidig vurderer IBM-chef, Walter Raizner, ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag, at der på et enkelt år er forsvundet 70.000 jobs i den tyske it-branche. Raizner henviser til de høje lønomkostninger i Tyskland som den afgørende faktor, der får mange virksomheder til at flytte jobs ud af landet.
Det tyske brancheorgan, Bitkom, mener dog snarere, at tallet er 70.000 it-jobs over de sidste 3 år.
Siemens afviser, at koncernen har konkrete planer om at flytte flere arbejdspladser til andre lande. På den anden side har koncernens øverste chef, Heinrich von Pierer, ifølge Berlingske Tidende onsdag tidligere sagt, at man for fremtiden især vil udvide i lavtlønslande, især i Kina.
– 12.000 ingeniører i Kina koster det samme som 2.000 i Tyskland, har Pierer udtalt.