Klaus Winkel
Klaus Winkel (født 1939) er Cand. polit fra Københavns Universitet (1965) og var ansat i Udenrigsministeriet fra 1966 til 2004.
Økonomisk rådgiver i Ministry of Finance and Planning i Nairobi (1974-76). Chef for Danida-missionen i Dar es Salaam (1980-82). Chef for Danidas evalueringsenhed (1982-86). Chef for kontoret for evaluering, forskning og dokumentation (1986-2001) og konsulent i u-landsforskning (2002-04).
Han var formand for OECD/DACs evalueringsekspertgruppe (1989-92) og
indtil 2002 var han censor i u-landsspørgsmål ved de fleste af landets universiteter, bla. censorformand i ti år ved Internationale Udviklingsstudier på RUC.
Han har desuden udført konsulentopgaver for Verdensbanken, CGIAR og GBIF (Global Biodiversity Information Facility).
Indtil juni 2010 var han ansat på Statens Serum Institut som dansk kontaktpunkt for EDCTP (European and Developing Countries Clinical Trials Partnership).
Gennem over 50 års dansk bistand blev der opbygget en betydelig dansk kapacitet til at sætte ind over for u-landenes største problemer, især et lavproduktivt landbrug og katastrofale mangler på uddannelses- og sundhedsområderne.
Når bevillingerne til den langsigtede udviklingsbistand styrtdykker, visner en god del af denne kapacitet på grund af reduceret efterspørgsel, og det dansk samfund bliver fattigere.
Vi bliver mindre relevante
Vi bliver mindre relevante for løsningen af de globale udfordringer, og danskernes engagement heri svækkes.
Nedskæringer af den størrelse har konsekvenser, som til en vis grad er irreversible, man kan ikke bare skrue op og ned, det tager i bedste fald lang tid at genetablere kapaciteten.
De aktuelle nedskæringer forstærker på drastisk måde den beskæring af Danmarks udviklingskapacitet, som har stået på i en årrække.
Årsagen er ikke mindst, at Udenrigsministeriets bemanding til at forvalte Danida-milliarderne løbende er blevet beskåret til nu at være ganske utilstrækkelig. Både med hensyn til antal medarbejdere og til disses faglige kompetencer.
Det har tvunget ministeriet til i høj grad at vælge bistandsformer, som stiller mindst mulige krav til forvaltningen såsom pengeoverførsler i form af budgettilskud. Det er mere krævende at involvere dansk ekspertise, men det giver mere udvikling for pengene, og det er berigende for det danske samfund.
Over en længere årrække opbyggedes i Danmark institutioner, som – med Danida-støtte – opsamlede, udviklede og formidlede dansk ekspertise til vore partnerlande.
Der var adskillige inden for forskningsområdet, herunder det internationalt fremtrædende DBL – Centre for Health Research and Development; de er alle, som tilfældet er med de fleste på de andre områder, blevet lukket af Danida. Det var for besværligt at administrere.
Endnu en trussel
Af de få tilbageværende, danske u-landsmiljøer trues nogle nu fra en helt anden kant: regeringens ønske om at flytte institutioner ud af København. Det gælder således for Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, som ønskes flyttet til Århus.
Vi er et lille land, og vi kan på u-landsområdet ikke opnå kritisk masse på højt plan, hvis vi spreder os. En flytning vil gå hårdt ud over et samlingspunkt for u-landsekspertise, som næres af det tætte samspil med den store del af aktørerne og eksperterne på u-landsområdet, som nu engang befinder sig i København og omegn.
Stillet over for den vigtigste globale udfordring: kampen mod fattigdom og hvad deraf følger af migration, ustabilitet, evt. terror m.m., er regeringen i fuld gang med at nedruste Danmark.
