Lad os få disse historier frem!
Der ligger ude i det danske samfund en masse erfaring fra tidligere Danida-udsendte om det arbejde som, som Danida årligt har brugt milliarder af skattekroner på. Hvis den erfaring blev bragt i spil på en for den almindelige skatteborger forståelig måde, ville det i høj grad kunne kvalificere debatten.
Globalnyts nye tema om udviklingsstrategien burde kunne lokke disse ”gode historier” frem fra de mange tidligere udsendte fagfolk, som stadig findes rundt om i landet!
Med udtrykket ”gode historier” mener jeg fortællinger om, hvordan pengene blev brugt og hvilke virkninger, der i sidste ende kom ud af det. Det er ikke kun fortællinger om de vellykkede indsatser, der kan bidrage til forståelsen.
Vi kan naturligvis lige såvel blive klogere af de historier, der fortæller om indsatser, som ikke er lykkedes.
Nedenstående er dog et eksempel på indsatser, der lykkedes:
”De fattige landbokvinder fik ikke en øre af bistanden – men de blev mindre fattige”
Danida havde i en årrække nogle landbrugsprojekter kørende i flere af Indiens delstater i de fattigste af disse delstaters landdistrikter.
Projekterne var rettet imod kvinderne i familierne, fordi det var disse, der stod for dyrkning af fødevareafgrøderne bortset fra ris. Formålet var at få sikret uddannelse af kvinderne i dyrkningsmetoder, der gav bedre og større udbytte og var mere miljørigtige.
Danske landbrugskonsulenter samarbejdede med indiske kvindelige landbrugskonsulenter, der udførte arbejdet i marken sammen med de involverede landbokvinder.
De kvindelige landbrugskonsulenter var uddannet som agronomer på indiske landbrugsuniversiteter, men havde som en del af projektet været på et kort højskoleophold i Danmark om blandt andet ligestilling mellem mænd og kvinder.
Fokus på ris – og mændenes arbejde
Den eksisterende indiske landbrugskonsulenttjeneste bestod dengang kun af mandlige landbrugskonsulenter, der fokuserede på de afgrøder, først og fremmest ris, som det var mændenes opgave at stå for.
Kvinderne stod for haveafgrøder, såsom grøntsager af forskellig slags, men modtog ikke råd og vejledning fra den eksisterende indiske konsulenttjeneste.
Kvindernes arbejde ansås traditionelt ikke for vigtigt, selvom ”deres” afgrøder var ligeså vigtige som mændenes for familiens ernæring.
Formålet med Danida-projekterne var at ændre denne holdning og sikre landbokvinderne samme adgang som mænd til faglig konsulentbistand vedrørende de afgrøder, de havde ansvaret for.
Derigennem ville projektet bidrage til at øge såvel mængden som kvaliteten af fødevareafgrøderne til sikring af familiens ernæringsmæssige tilstand.
Samtidigt skulle det bidrage til frigørelse af kvinderne fra deres kulturelt undertrykte situation. Denne var til ernæringsmæssig skade for dem selv, for familiens børn og – i det lange løb – for mændene!
Ved et møde på landsbyens torv skulle chefen for pågældende delstats eksisterende indiske konsulenttjeneste fortælle om Danida-projektet, der på der tidspunkt havde været i gang i nogle år. Han pralede han i sin indledende tale lidt med, at det var ”hans projekt” og hans ”gave” til de mange forsamlede fattige landbokvinder.
En af disse, der havde haft gavn af projektet, rejste sig ganske imod den kulturelle sædvane op i forsamlingen og spurgte direktøren fra hovedstaden:
”Hvorfor tager du først vores situation alvorligt, når der kommer et projekt helt fra Danmark! De kvindelige landbrugskonsulenter er jo alle uddannede i Indien!”
Et skub til en udvikling
Det var de – bortset fra det korte højskoleophold i Danmark. Det afgørende var, at initiativet til at bruge kvindelige konsulenter kom udefra.
Projektet gav i høj grad skub til, at der blev ansat kvindelige indiske landbrugskonsulenter i de mandsdominerede konsulenttjenester og de fik løbende igennem projektperioden solid teknisk, moralsk og økonomisk opbakning til arbejdet med at støtte og uddanne de fattige landbokvinder.
Projektet kom endvidere med pengene til dækning af omkostningerne. Penge, som de indiske delstatsregeringer end ikke ville have drømt om at bruge på den måde, selvom de havde haft råd.
De danske penge gik ikke til de fattige landbokvinder. De gik til betaling af de indiske kvindelige landbrugskonsulenters løn og transportudgifter.
Endvidere til dækning af udgifter til frø, gødning og andre lokale omkostninger over hele projektperioden. Og – naturligvis – til de dansk udsendte landbrugskonsulenters løn, transport- og opholdsomkostninger!
Virkningen af projektet var, at den eksisterende indiske mandsdominerede konsulenttjeneste blev ændret på en måde, som totalt ændrede fattige landbokvinders vilkår i positiv retning.
Det var de indiske teknisk veluddannede kvindelige agronomer, der var instrumentale i projektet.
De udgjorde som samarbejdspartnere ”ildsjælene” i projektet. De fik igennem de danske penge, det danske højskoleophold og de fra Danmark udsendte konsulenter et helt nødvendigt rygstød til at få gennemført fundamentale positive ændringer for landbokvinder i fattige mandsdominerede lokalsamfund – til alles bedste!
Poul Buch-Hansen har mange års erfaring med udviklingsarbejde fra bl.a. Liberia, Uganda og Indonesien. Han er i dag freelancekonsulent og arbejder fortsat med konsulentopgaver indenfor planlægning, opfølgning og evaluering af ulandsbistanden.
Desuden er han fast blogger på Globalnyt. Se hans blog her.
