U-landsnyt og Operation Dagsværk topscorere på stor u-landskonference

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Internettjenesten u-landsnyt.dk og Operation Dagsværk blev topscorerne, da deltagerne på torsdagens store konference om fremtidens u-landsoplysning og -journalistik på Christiansborg skulle prioritere ideer og forslag for fremtiden.

Det fremgik, da formand for Folkekirkens Nødhjælp, Kirsten Lund Larsen, præsenterede resultatet af øvelsen “Prioritering i de 4 verdenshjørner – afgiv dine stemmer på de ideer, der er fremkommet ved tilmelding og her på dagen”.

Øvelsen bestod i, at de over 200 fremmødte fik udleveret en label med 5 grønne og 2 røde prikker og derefter skulle placere de grønne og positive prikker – eller røde og negative – på sedler med ideer og forslag, der var hængt op på tavler i et tilstødende lokale, som deltagerne havde adgang til i konferencens pauser. Hver seddel repræsenterede en ide eller et forslag.

En utraditionel tilgang, som afspejlede den nytænkning, konferencen ville lægge op til. Og det samlede resultat var en imponerende mængde sedler med forslag – hvor Operation Dagsværk og u-landsnyt.dk altså løb af med topprioriteringerne for støtteværdige tiltag.

NOTE:
Det skal understreges, at ingen af de tilstedeværende medlemmer af u-landsnyts redaktion stemte på sig selv. Man kan læse mere om u-landsnyt i rubrikken “Om os” i menuen ude til venstre her på siden og Operation Dagsværk på www.od.dk

I år handler Operation Dagsværks kampagne og indsamling om at bygge skoler og sikre undervisning til piger og nomader i det vestafrikanske ørkenland, Niger, der er en af verdens fattigste nationer. Dagsværksdagen er onsdag den 5. november. Se også om sidste år på http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=13461&mode=Nyhed

Konferencen samlede repræsentanter fra stort set hele det danske u-landsmiljø og andre interesserede og foregik i den historiske Landstingssal (Landstinget blev nedlagt som Rigsdagens andet kammer med den nye grundlov i 1953).

Konferencen var arrangeret af Folkekirkens Nødhjælp og u-landsjournalisternes sammenslutning, Nairobi-klubben. Baggrunden er en gave på 10 mio. kr. fra journalist og forfatter Jørgen Harboe til at forbedre oplysningen herhjemme om forholdene i Den 3. Verden og bistanden dertil.

Journalist Jan Kjær vil udarbejde et samlet katalog over ideer og forslag, som ventes klar primo oktober. Det lægges ud på Folkekirkens Nødhjælps website, så alle interesserede kan blive delagtiggjort i resultatet.

Deadline er dog efter konferencen rykket til medio oktober.