Det konservative Folkepartis u-landsprofil bliver næppe mindre markant i fremtiden.
Partiets folketingsgruppe valgte onsdag eenstemigt og med akklamation sin udviklingspolitiske ordfører, tidl. familie- og forbrugerminister Lars Barfoed, til ny gruppeformand efter Adam Møller, der trækker sig efter at have bestridt posten 1998-99 og fra 2005.
Den 50-årige markante politiker har flere gange varmt talt u-landenes sag og gik på sin hjemmeside op til valget i november sidste år ind for en forøgelse af dansk bistand efter VK-regeringens omfattende nedskæringer i midlerne til de fattige nationer siden 2002.
Den konservative folketingsgruppe omkonstitueres efter sommerferien, men kilder i partiets pressetjeneste siger, at Barfoed udmærket kan have ordførerposter ved siden af jobbet som gruppeformand. Han var før onsdagens valg næstformand for folketingsgruppen.
Lars Barfoed betegnes som liggende til venstre hos de konservative og har et noget anstrengt forhold til Dansk Folkeparti, efter at dette parti gjorde ham ansvarlig for “fødevareskandalen” i 2006 og reelt tvang ham væk fra ministerposten.
Barfoed har markeret sig med flere indspark i sin tid som udviklingsordfører og er medforfatter til sit partis udspil sidste år, “Styrkelse af dansk udviklingspolitik”.
Se også www.larsbarfoed.dk
Læs tillige telegrammet www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=13883&mode=Nyhed