Måske er det Stine Bosse, der bør klappe hesten, inden hun udtaler sig så kategorisk om et område, hvor hendes engagement (i dansk regi) omfatter en post som relativ ny bestyrelsesformand i fadderskabs-organisationen BØRNEfonden.
Men lad os tage den med “traditionalister”. Sådanne tilnavne er jo ikke noget nyt i øgenavnenes fædreland. Uffe Ellemann-Jensen (V) talte i sin tid vrissent om “kustoderne” i det hjemlige u-landsmiljø og hans partifælle, Bertel Haarder, betegnede dem senere som “forstokkede”.
“Miljøet” svarede igen. Der gik ikke længe efter at Ulla Tørnæs (V) havde sat sig i ministerstolen, før viddet døbte hende “statholderen” udfra en tankegang om, at VK-regeringen nærmest var at betragte som en sparekniv-bevæbnet besættelsesmagt for rigtig mange u-lands-engagerede herhjemme.
Det var også dengang Dansk Folkepartis Søren Espersen fandt lejlighed til at benævne Folkekirkens Nødhjælp “det Radikale Venstre i pjalter”.
Hendes efterfølger, Søren Pind (V), fik et ret så ondskabsfuldt tilnavn, der ikke skal gengives her. Men “frihedsministerens” ideologiske og politiserende korstog var også svær at sluge.
Nu er turen så kommet til Christian Friis Bach (R), hvis temmelig iøjnespringende “jeg har altid ret”-holdning har irriteret nogle vittige hoveder i et par u-landsforeninger så meget, at de har døbt ham “Kong Christian”.
Modtaget med et lettelsens suk
Mærkeligt, at det er gået sådan. For den radikale agronom, som på nærmest ingen tid ombyttede en byrådspost i Nordsjælland med hvervet som udviklingsminister, kom jo til jobbet med måske det bedste af alt: En stor sum ekstra penge til bistanden – over 800 mio. kr. i alt i år og næste år.
Han blev modtaget – om ikke som en frelser – så dog med et lettelsens suk. Han var fagligt stærk på bistanden og dens indretning, havde aftjent sin værnepligt som organisationsmenneske i u-landsmiljøet, hvor han kendte Gud og hver mand. Virkede åben, sympatisk og debativrig.
Kort sagt en af “vore egne”, som det blev udtrykt – se portræt ved hans tiltrædelse på http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/03-10-11/christian-friis-bach-helt-til-tops-gennembrud-i-tr
Og så ville han – stort set – det samme som mange toneangivende aktører i dansk bistand, først og fremmest sætte fattigdomsorienteringen i centrum igen. Efter Tørnæs og Pind var her endelig en minister, som var til at kommunikere med i en meningsfuld dialog, hed det.
Så langt, så godt. Nok var der begyndende kurrer på tråden, bl.a. med hans klare besked om at give mere til de store u-landsorganisationers bistandsvirke og mindre til de små. Der var striden om at yde flere tilskud direkte til u-landenes budgetter som led i bistanden (sådan som han ønsker) og svindelsagen på Institut for Menneskerettigheder, hvor han blev angrebet politisk.
Alligevel var det chokerende for en del at opleve, hvordan piben fik en hel anden lyd, da den første udmelding om at grave rigtig dybt kom i december.
For nu skulle der gøres op med 50 års indretning af dansk bistandsvirke – og det skulle en hel ny “grundlov” for udviklingsindsatsen i Den 3. Verden sørge for.
Den gamle duede ikke og det gjorde de elementer, der havde båret den, så heller ikke.
Heller ikke U-landsstyrelsen, som tæller folk fra store dele af samfundet. Den skulle nedlægges, forsvinde slet og ret.
Spørgsmål og (mine) svar
Flere læsere af U-landsnyt.dk har mailet spørgsmål til denne kommenta-tor på baggrund af tidligere kommentarer i serien “U-landsstyrelsens fremtid”, som hermed afsluttes.
Her skal nogle af disse spørgsmål – og flere andre – søges besvaret ud fra mit udgangspunkt (links til tidl. kommentarer i serien findes efter artiklen her).
Hvorfor er U-landsstyrelsen i det hele taget vigtig?
Fordi den sikrer løbende indsigt i bistanden fra vigtige aktører i samfundet, såsom industrien, landbruget, fagbevægelsen, de humanitære organisationer og den akademiske verden, som sidder i den.
De er så at sige med i bistandens maskinrum – en del af bevillings-apparatet – og får derved et medansvar for og engagement i dansk u-landsvirke.
Det har i årtier været med til at skabe ro om bistanden (bortset fra dens politisk bestemte omfang) og fastholdt den aura af “folkesag”, som dens fædre ønskede tilbage i 1962, da det hele begyndte.
Er der lavet om på det, så det er anderledes i dag?
Nej, grundlæggende ikke. “Styrelsens” ni medlemmer og otte stedfortrædere har med institutionens 50 år på bagen en vigtig plads, en slags historisk pondus, som også i dag sikrer respekt om den.
Det er vigtigt, ikke mindst internt i Danida. Uanset hvad der sættes i stedet, vil en ny forsamling have svært ved at opnå samme tyngde. Medmindre altså, at man reelt overlader det hele til Danida, før projekterne og programmerne går videre til politikerne på Christiansborg.
Hvorfor vil ministeren så af med U-landsstyrelsen?
Jeg hverken kan eller skal svare på ministerens vegne. Men han har på den ene side rost U-landstyrelsen for dens indsats, på den anden sagt, at han ikke ønsker, at “de aktører, der selv er engagerede i udviklingsbistanden, sidder i et forum i ministeriet og er med til at bestemme, hvordan projekter og programmer skal udmøntes”.
Hvad er der galt i, at de er med til at bestemme?
Ikke noget. Det er dygtige og vidende folk, der sidder i Styrelsen, og der er ingen gangbar grund til at beklikke deres indsats. Hvem skulle også ellers sidde i den end lige præcis dem, der er interesserede og engagerede i Danmarks bistand til u-landene?
Er der nogen fordele for ministeren ved at have en sådan Styrelse?
Ja, masser. Han får dækket sit bagland ind som få andre politikere – og kan til enhver tid sparre med medlemmerne, hvis han har lyst. Der sidder folk med årtiers erfaring i bistanden i den forsamling. Og de vil hellere end gerne debattere med ministeren. Også om de store strategiske linjer. Man kan vist roligt sige, at han har fået et forum foræret på et sølvfad.
Når han nu alligevel er utilfreds, kan ministeren så lave om på U-landsstyrelsen uden at der skal en helt ny lov til?
Ja, det kan han sagtens. Til hver en tid. Han kan f.eks. give den en større strategisk rolle i udformningen af bistanden i stedet for mest at være et sted, hvor bevillinger skal igennem. Mulighederne er mange, hvis han vil. Og han kan nøjes med at sige, at han bare ønsker den nuv. “grundlov” fra 1971 ændret på visse punkter. For en minister har stor magt.
Det er således ham – og ingen anden – der udnævner Styrelsens medlemmer. Det sker for tre år ad gangen og næste gang er i slutningen af 2013, hvor en ny Styrelse (såfremt den får lov at eksistere) skal udpeges for 2014-2016.
Stort set alle hans otte forgængere som udviklingsministre siden 1993 har siddet så længe, at de har kunnet sammensætte en ny styrelse. Og nogle har valgt at ændre den (undskyld) meget radikalt. Men ingen har nogensinde taget initiativ til at fjerne den.
Medmindre regeringen skulle falde inden da, vil ministeren f.eks. kunne udpege den første radikale formand for Styrelsen i over 40 år (siden Kjeld Philip), hvis han ønsker det. Akkurat på samme måde som han allerede har udpeget sin partifælle, tidl. kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, til ny formand for Center for Kultur og Udvikling, som passer det kulturelle samarbejde med u-landene.
Han kan også vælge at køre videre med det nuværende erfarne formandskab, som ret enestående forener Venstre og Socialdemokrater på henholdsvis formands- og næstformandsposten. Noget, der giver ro på bagsmækken. For når både V og S er med, behøver man slet ikke tælle til 90 mandater.
Hvordan vil det gå politisk, hvis U-landsstyrelsen så ikke er der?
Ja, uanset hvad ministeren sætter i stedet, vil situationen uvægerligt ikke være den samme. Man kan sammenligne det med at fjerne hegnet omkring en beskyttet ager. Bistanden vil ligge åben for alle omskiftelige politiske vinde. Meget mere end nu, hvor det allerede er slemt nok.
Men vil politikerne sætte sig på det hele og køre det folkelige element, som U-landstyrelsen trods alt er, ud?
Ja, det er der nok mange politikere, som gerne vil. Spørgsmået er dog, hvor mange af dem, der i det hele taget vil engagere sig. Ingen politiker i dette land er nogensinde blevet valgt på sin støtte til u-landsbistanden. Mange har smerteligt måtte erkende det. Spørg bare ministeren selv om hans oplevelser, da han stillede op i 2005 og bl.a. fik u-landskoryfæer til at anbefale sig. Hans parti fik et forrygende valg – og han kom ikke ind i Tinget.
Sådan er det, og det ændrer sig realistisk set næppe nogensinde. Sager, der ikke er stemmer i, afsætter man ikke tid til. Derfor behøver man jo ikke at være et dårligt menneske eller noget i den dur.
Men ministeren har også andre begrundelser for at ville nedlægge U-landsstyrelsen. Han siger den er et tillukket foretagende?
Det kan han ændre på. Sagtens. Han er jo minister nu, ikke en eller anden udefra. Han kunne f.eks. begynde med at ændre den paragraf i Styrelsens forretningsorden, der pålægger medlemmerne tavshedspligt.
Han kunne beslutte, at alle papirer skal være tilgængelige før møderne, også dagsordenen, tillade pressemøder efter møderne osv. Give styrelsen en høj profil i Danidas informationssystem, f.eks. ved at sige, at denne vigtige grundsten i Danidas hus skal præsenteres på (nogenlunde) lige fod med den bestandige strøm af pressemeddelelser, han og de øvrige ministre i udenrigsministeriet får deres ministersekretariater til at spy ud.
Det er skam gjort før. Styrelsen holdt pressemøder, indtil Uffe Ellemann-Jensen forbød det. Og undertegnede kommentator modtog i årevis detaljerede oplysninger om alt, hvad der var gået igennem styrel-sen efter dens møder. Det skete ganske enkelt på den måde, at Danidas dav. informationschef som led i den helt nødvendige u-landsoplysning ringede op og gennemgik det hele – hvorefter det havnede i avisen.
Vil det så gå bedre med oplysningen om projekterne, hvis det hele havner ovre i Folketinget og debatteres dér?
Nej, det viser al erfaring ikke er tilfældet. Stoffet behandles af politiske journalister i Folketingets presseloge uden særlig indgang til eller for det meste interesse i bistandsstoffet.
De får allerede i dag nyhederne ind, når de havner i Finansudvalget, som endeligt bevilger pengene. Det afføder stort set ingen omtale, højst et kortfattet Ritzau-telegram i ny og næ, selv om det ofte drejer sig om bistandsbevillinger på meget store beløb.
Politiske journalister er interesserede i sager med sprængstof i, politisk kontroversielle ting. Først hvis der opstår en kontroversiel sag omkring bistanden, vækkes de af dvale. Hvis ministeren tror, han kan lave om på det, ved han noget, vi andre ikke ved.
For at være lidt syrlig, kan man tage Politikens nylige debat om den nye bistandsstrategi, som ministeren nærmest havde bestilt hos dem. Der kom ikke mange pølser ud af det skind.
U-landsforeningerne – NGOerne – meldte ikke ind. Hvorfor skulle de også det til et blad, som stort set altid konsekvent har arkiveret deres ting lodret. Deres pressemeddelelser, udtalelser og så videre.
Debatten foregik – og foregår – på U-landsnyt.dk, som tager stofområdet alvorligt. Hver dag. Men sådan tror ministeren nok ikke det er. Samtidig er intet ændret på Politiken, som kører uanfægtet videre uden bistandsstof efter at debatten sluttede i dette blad forleden.
U-landsoplysning er ikke et masseforetagende, hvor så mange som muligt skal have alt muligt at vide. Det er, hvad reklamefolk kalder at skyde med spredehagl. Målrettet oplysning om u-landene og vor indsats derude er information til opinionsdannere, som er interesserede og grundlæggende positivt indstillede og senere kan påvirke andre.
Det er overkommeligt, fordi opinionsdannerne er langt færre og så at sige gør arbejdet færdigt – og det giver resultater. Sværere er det ikke.
Lige igen om U-landsstyrelsen: Hvad vil ministeren sætte i stedet?
Ja, den del, der hedder at indstille penge til bevilgelse, skal overtages af Danidas egen bevillingskomite, hvor embedsmændene sidder og ordner det. Så er man af med det åbenbart generende folkelige element, som U-landsstyrelsen er det væsentligste udtryk for i administrationen i dag.
Som et plaster på såret vil ministeren (og vel at mærke ministeren) udpege op til fire såkaldte eksperter til komiteen udefra, der ikke må have tilknytning til nogen uden sig selv. NGOerne kæmper for, at der kommer lige mange uafhængige udefra og folk fra Danida i komiteen.
De ønsker også, at det bliver det nye Udviklingspolitiske Forum, som ministeren også vil oprette, der udpeger de fire eksperter. Lige nu ser det mest ud, at han vil give den kosmetiske indrømmelse, at der skal være lige mange fra hver side, altså fire mod fire i komiteen. Men vel at mærke med en Danida-person som formand.
Så der er ikke meget tilbage af den udefra kommende indflydelse og rimeligt uafhængige stilling, som U-landsstyrelsen indtager. Om noget overhovedet.
Hvad er det for et forum?
Det foreslåede Udviklingspolitiske Forum skal ifølge lovudkastet have 15 medlemmer, heraf gerne nogle fra de organisationer som er smidt ud af Styrelsen, i og med den (i så fald) er skudt i sænk.
Udviklingsministeren vil selv være formand og helst udpege hver og én. Og kunne sætte folk på porten, hvis han ønsker det. Man kan vist godt konkludere, at det er ganske uspiseligt for den del af det folkelige Danmark, som følger u-landsbistanden.
Om ministeren reelt har tænkt sig at lave om på det, henstår p.t. i det uvisse. Og hvorfor han ret beset vil have u-landsmiljøets aktører med på den galej, henstår også i det uvisse. Er der virkelig gået så meget prestige i det her for ham allerede?
Hvad skal de 15 udvalgte så lave?
Ifølge ministeren er der nær sagt ingen grænser for, hvad man kan diskutere åbent og hvor seriøst han vil tage disse drøftelser om overordnede tiltag, handlingsplaner m.v. Dette diskussionsforum vil få virkelig indflydelse, forsikrer han.
Kritikere kalder det den perfekte skabelon for en potentiel tandløs snakkeklub, som den til enhver tid ansvarlige minister kan lytte til eller lade være. Som en NGO-mand gør gældende: Der er en verden til forskel på at få lov til at snakke løs og have noget at skulle have sagt.
Altimens er det hele sukret ind i smukke ord om åbenhed, medbestem-melse, lydhørhed, reformer, moderniseringer og “serviceeftersyn”.
Hvad risikerer det at ende med?
At ministeren i alt væsentligt får sin vilje – som ministre jo ofte gør -, at det almindelige Danmarks store interesseorganisationer kobles ud, at tjekket på Danida forringes, at (med)ansvaret for bistanden tyndes ud til nogle få embedsmænd og politikere og at den næste minister efter Friis Bach laver meget af det om.
For nu har han jo ligesom selv åbnet ballet.
Måske skyldes det også, at Christian Friis Bach er en utrættelig mand og vil nå så meget. Bl.a. derfor skal en ny bistandslov nu hastes igennem over hals og hoved og vedtages før sommerferien.
Han har til dato ikke reageret positivt på talrige opfordringer om at spise brød til og i det mindste forlænge den offentlige høringsperiode om loven. Den er holdt nede på fire uger.
Han har heller ikke reageret på ønsker fra mange sider om at udsætte en ny lov som sådan.
Så er det man kan spørge:
Når/hvis aktørerne i u-landsmiljøet ikke opnår større indflydelse nu, hvordan skulle de så få det senere hen med ham ved roret?
Det kunne jo være, at det er derfor, vittige hoveder er begyndt at kalde ham Kong Christian, når undersåtterne i alt væsentligt skal makke ret.
Måske er tiden inde til at lytte til chefen, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Hun sagde bl.a. for nylig til Berlingske Business Magasin:
“Det er vores opgave at skaffe et så bredt flertal som overhovedet muligt. Det er en politikers måde at arbejde på altid at søge samarbejde og få ting til at mødes frem for at splitte og træffe hurtige beslutninger”.
Se, Helle ved, hvad hun taler om. Først forenede hun sit splittede parti, så forenede hun den splittede opposition og endte med at forene tre partiers vidt forskellige krav i en ny regering.
Det gjorde hende immervæk til Danmarks-historiens første kvindelige statsminister.
For Christian Friis Bachs vedkommende kan det vel sammenfattes i kunsten at udvise (royalt) storsind i stedet for (politisk) stivsind.
Med andre ord tage kampen med sig selv og erkende, at man måske ikke altid har ret. Både være åbenhedsfanatiker OG kompromisfanatiker. I god dansk stil.
Læs Knud Vilbys blog her på U-landsnyt.dk og alle debatindlæggene den affødte på
http://www.u-landsnyt.dk/blog/26/ny-bistandslov-mindre-benhed-og-mindre-bistandsfag
Tidligere artikler i serien findes her
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/25-01-12/u-landsstyrelsens-fremtid-i-hvad-har-friis-bach-eg
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/29-01-12/u-landsstyrelsens-fremtid-ii-tyst-forsamling-med-p
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/01-02-12/u-landsstyrelsens-fremtid-iii-storebror-fik-forslu
————–
Kommentaren er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk af forfatteren.
