KOMMENTAR
Livet er for kort til at blive til grin for en organisation, der ikke vil lære af sine erfaringer
Af Erik Lyngsø-Petersen
Ingeniør, redaktør
opr. bragt i forkortet udgave i dagbladet Information fredag den 5. juni 2009
Jamen, du godeste, foregår det stadig sådan?! En ellers næsten fortrængt oplevelse som medvirkende i et evalueringsteam for Danida poppede op i min erindring, da både Berlingske og Information den 22. maj bragte en sønderlemmende kritik af Danidas metoder og holdninger til evaluering af u-landsbistanden (også gengivet her på u-landsnyt.dk).
Der er åbenbart ingen forandring sket med organisationskulturen i Danida, siden jeg for nogle år siden gjorde mine egne erfaringer hermed.
Jeg er oprindelig maskiningeniør, men skiftede som yngre fag til journalist, og dækkede i ugebladet “Ingeniøren” fra begyndelsen af 1970erne og frem til begyndelsen af 90erne u-landsstoffet ret så systematisk, henunder specielt u-landenes teknologiske og erhvervsmæssige udvikling.
Det var baggrunden for, at jeg i 1996 accepterede at blive medlem af et team på 3 fagfolk, som skulle evaluere et mindre, Danida-finansieret rådgivningscenter, hvis opgave var at formidle konkret “Business-to-Business” samarbejde mellem virksomheder i Danmark og u-landene.
Lederen af vores team var en garvet konsulent, økonom og civilingeniør, med stor erfaring fra tilsvarende opgaver for internationale og nationale bistandsorganisationer.
Desuden deltog en docent fra Aalborg Universitet, der hele sin karriere har forsket i teknologioverførsel til u-lande. Vi vidste tilsammen ganske meget om emnet, supplerede hinanden godt fagligt og havde et fremragende samarbejde.
Igennem et hektisk forår besøgte teamet stort set alle de danske virksomheder og personer, hvis projekter var i pipelinen eller som havde etableret samarbejder med virksomheder i u-landene på baggrund af rådgivning fra centrets medarbejdere.
Desuden besøgte vi på en intens studietur til Sydindien, Kenya, Uganda og Zimbabwe en række virksomheder, der af centret var anført som samarbejdspartnere. Dette blot for at sige, at vi virkeligt satsede al vores energi og sagkundskab på at løse opgaven.
ALDRIG, ALDRIG MERE
Men ærinde med dette er at forklare, hvorfor jeg efter den oplevelse svor på, at jeg aldrig, aldrig mere ville deltage i en evaluering for Danida.
Efter at vi ud på sommeren havde fremsendt vores første udkast til rapporten til Danida med vores anbefaling om at lukke centret, blev teksten gennemgået særdeles kritisk i 2 møder mellem evalueringsteamet og lederen af evalueringsafdelingen samt den kontorchef, hvis afdeling havde ansvaret for bevillingerne til centret og som var chef for Danidas eget privatsektor- eller “Business-to-Business” program.
Men det, jeg i min naivitet i første omgang opfattede som ærlig interesse i at få rapporten så stringent og fyldestgørende som mulig, viste sig snart at være et ret groft manipulerende forsøg på at reformulere teksten, så den passede til Danidas forudfattede meninger.
Vi måtte således forsvare en række formuleringer i nogle detaljerer, som var helt ude af proportion. Der skulle argumenteres på en ganske særlig diplomatisk Danida-måde, fremgik det.
Jeg har siden genkendt den konfliktsky argumentationsform i andre evalueringsrapporter.
Men der var også bestemte ting, vi slet ikke måtte omtale. F.eks. blev vi meget skarpt tilrettevist, fordi vi havde påpeget, at Danidas rotationsordning, som flyttede diplomater og en stor del af de konsulentansatte medarbejdere mellem lande-repræsentationer og fagområder med få års mellemrum, virkede negativt på bistandens kvalitet.
Rotationen forhindrede ganske effektiv medarbejdernes udvikling af specialiseret sagkundskab og dybere indsigt i et fagområde. Hvilket måske betyder mindre i det traditionelle diplomati, men som i særligt grad får negative konsekvenser for de specialiserede fagområder – som f.eks. netop teknologioverførsel og erhvervsudvikling.
Jeg ved ikke, om Udenrigsministeriet stadig fjoller rundt med personalet på denne idiotiske måde, men emnet var dengang simpelt hen tabu, og bemærkningerne herom blev da også krævet slettet.
Vi brugte også vore observationer til at foreslå en styrkelse af Danidas interne faglige kapacitet i forbindelse med det store Privatsektor Program, der på det tidspunkt befandt sig i en kritisk, ekspansiv fase.
Danida var simpelt hen for svagt bemandet med erhvervserfarne fagfolk til at kunne håndtere sådanne programmer i samarbejde med eksterne konsulenter.
Siden 2001 er Danida i øvrigt blevet endnu svagere efter nedlæggelse af ca. 25 procent af stillinger i forvaltningen af den danske u-landsbistand.
Trods mange hårdt arbejdende medarbejdere, må det koste på kvaliteten og fagligheden. De senere års kritik af B-to-B programmerne, som Danida åbenbart ønsker at skjule, taler deres tydelige sprog.
På et tidspunkt under diskussionen advarede jeg den ansvarlige kontorchef for B-to-B programmet om, at hans skrivebord om et år eller 2 ville drukne i sager, som han ikke ville have folk til at håndtere sagkyndigt.
Han svarede: ”Nej, det bliver heldigvis ikke mit problem! Om 2 år regner jeg med at være udsendt til en af missionerne igen”. Lederen af evalueringsafdelingen, som var til stede ved mødet, så ikke engang ubehagelig berørt ud over denne afslørende bemærkning.
RYSTET OVER OPLEVELSEN
Det var stilen i Danida for 13 år siden. Jeg orkede på grund af travlhed ikke dengang at starte en debat om disse forhold, selv om jeg var noget rystet over oplevelsen.
Jeg følte mig vel tilige bundet af kravet om fortrolighed. I de nærmeste år derefter afviste jeg henvendelser fra 2 forskellige konsulentfirmaer, der ville have mig til at deltage i tilsvarende evalueringer. Brændt barn skyr ilden.
Men jeg kan nu forstå på de aktuelle udsagn om Danidas afvisning af eller mangelfulde brug af kritiske evalueringer, og organisationens systematiske undertrykkelse af kritik fra fagfolk, at stilen åbenbart er helt uændret.
Politikerne og befolkningen er fyldt med gode intentioner, men er dårligt vejledt af et embedsværk, hvis ledelse åbenbart tænker mere i karriereveje og hævdvundne personalegoder end på kvalificeret løsning af de vigtige opgaver.
I mit tilfælde lod de implicerede embedsfolk tydeligvis kun på skrømt som om, de ville trække på ekstern sagkundskab. De ville i realiteten blot bekræftes i deres forudfattede meninger og ville meget nødig se kritik på tryk.
Ikke så mærkeligt, hvis befolkningens opbakning til vores u-landsbistand begynder at svigte.
Forfatteren har stillet denne længere udgave af kommentaren til rådighed for u-landsnyt.dk. Erik Lyngsø-Petersen har e-mail [email protected]
Se også http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=18584&mode=Nyhed
og
http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=18563&mode=Nyhed
