Anmeldelse af Jesper Søe, U-landsnyt.dk
Der er beretningen om polakkerne, der søgte at give de udmattede og forstenede jøder vand, når de ankom til Treblinka efter op til flere døgn i kreaturvogne uden vådt eller tørt. Selv om det var strengt forbudt.
Skete det alligevel, morede de ukrainske vagter sig med at sende salve efter salve ind i kreaturvognene. En ung mor, der var kravlet ud af en vinduesåbning og tryglede om vand til sit lille barn, blev omgående skudt i hjertet.
Moderens skæbne overværes af en lokal polak i Treblinka og han fortæller om det over 40 år senere, mens han bryder hulkende sammen ved netop denne erindring i storfilmen “Shoah” (1985), som DR K viste søndag aften og natten til mandag.
Der er beretningen om, hvordan jøder fra “familielejren” i Auschwitz efter seks måneders “skåning” og børnenes leg med bødlerne blev sendt i gaskamrene alligevel. Fuldt bevidste om den skæbne, der ventede dem, måtte de prygles ind til zyklon-gassen. Og det blev de – uden skånsel.
Om hvordan en sending tjekkiske jøder, der alle snart ville være forvandlet til aske, i en sidste trodshandling istemte den tjekkiske nationalsang, før de massive døre til dødskammeret blev lukket i (her brød beretteren sammen).
Han var gået med ind i gaskammeret; var “kun” vagt, men ville ikke leve mere. Kvinder derinde så hans arbejdsdragt og sagde: “Hvad hjælper du os med det! Vi skal dø alligevel. Bliv derude, så du kan fortælle om det”.
De fik ham ud i sidste øjeblik.
Camoufleret som Røde Kors
Om hvordan bilerne, der ankom med hylstrene af giftgas, var camoufleret som vogne fra Røde Kors.
Om den statelige polske gesandt, der grædende så mange år efter fortalte om sin umulige mission overfor de allierede: At fortælle det ubegribelige – at et helt folk blev tilintetgjort og det med tysk effektivitet og præcision.
Om hvordan de intetanende nyankomne til lejrene blev gennet ind i et “internationalt modtagelsescenter” med plakater for flere lande og advarsler om nødvendigheden af renlighed, før de skulle “afluses” inde ved siden af – i gaskammeret.
Så længe folk ikke anede uråd, gik det hele lettere og hurtigere, havde SS-bødlerne regnet ud, før de gik hen for at spise.
Intet blod, ingen opkastning, ingen fortvivlede mødre, der bad for deres børn. Ingen forsinkende desperat tryglen om nåde.
Om hvordan der så ud, når hjælpepersonellet åbnede porten til gaskammeret igen – beskrevet i alle ubærlige detaljer af en overlevende jødisk slavearbejder.
Eichmannns grupperabat hos Reichbahn
Om hvordan øen Korfus over 1.000 jøder blev trommet sammen af tyskerne på en plads i øens hovedby, før den lange transport til døden i Polen, mens deres kristne naboer stimlede sammen og passivt så tavse til. 122 overlevede.
Om hvordan Deutsche Reichbahn gav Eichmann og hans dødsmaskineri grupperabat, fordi der ikke var noget officielt transportbudget til udgifterne ved “Endlösung”.
Om hvordan køreplanerne i Østeuropa vrimlede med særtog med mærket SB – “Sonder Behandlung” – kodeordet for det forbryderiske regimes ugerning.
Om hvordan togene kørte tomme tilbage efter at have afleveret deres last af ulykkelige og bange mennesker – omhyggeligt markeret med bogstavet L (Leer) ud for hver transport.
Om hvordan jøderne reelt betalte for deres egen død via konfiskation af deres værdier og ejendom.
Om hvordan lokomotivførerne aldrig vænnede sig til at høre skrigene fra de forreste kreaturvogne under den lange rejse og fik rigeligt med gratis vodka af tyskerne som “bonus” til at dulme sig på.
Rædsler uden ende
Der er ingen ende på rædslerne i dokumentarfilmen “Shoah” – ingen ende overhovedet.
Den blev vist i sin fulde ni-en-halv timers længde søndag-mandag på DR K i anledning af Auschwitz-dagen – for tirsdag d. 27. januar er det 70 år siden dødslejren blev befriet af de fremrykkende russere.
Aldrig – og jeg gentager aldrig – i mit nu 67-årige liv har jeg set en så uafrystelig dokumentar. Så klinisk og nøgtern i sin beskrivelse af det utænkelige, at den var umulig at se i sin helhed.
Jeg måtte slukke flere gange for overhovedet at stå det igennem – denne ultimative blotlægning af organiseret og gennemført ondskab.
Aldrig, aldrig aldrig aldrig nogensinde må noget tilsvarende kunne ske igen.
Og jeg sidder jo blot på sidelinjen, sikkert og godt i mit danske hjem – har aldrig været blot i nærheden af dette menneskelige helvede og armageddon.
Evner ikke psykisk at beskrive flere rædsler. For jeg kan – nøgtern set – ikke se tastaturet mere.
Og jeg har ingen nøgternhed tilbage.
Lidt senere:
Cinemateket i København skriver i foromtalen til sin visning af “Shoah” lørdag (24.01) følgende, som forklarer mange ting, jeg ikke formåede at få med:
“Her er ingen brug af arkivoptagelser, ingen gamle fotos, ingen udmagrede KZ-fanger, ingen lig.
I stedet retter Claude Lanzmann sit kamera mod en åben, frodig mark. Umiddelbart den rene landlige idyl.
Alene teksten på billedet – Treblinka – minder os om, at her har noget forfærdeligt fundet sted.
Sådanne scener bliver understøttet af lange, uafbrudte førstehåndsberetninger fra både overlevende og tidligere nazister.
Det er intellektuelt krævende, og alligevel følelsesmæssigt stærkt overrumplende – en påmindelse om, hvordan fortiden altid er til stede”.
Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/25-01-15/se-her-ryd-s-ndag-aften-og-natten-med-til-storv-rk
Mere om Treblinka på
http://en.wikipedia.org/wiki/Treblinka_extermination_camp
