Ud for sjette gang med Læger uden Grænser

Forfatter billede

Himedan Mohammed Himedan er torsdag rejst ud med Læger uden Grænser (MSF) for sjette gang; denne gang til byen Ijaara i den nordøstlige del af Kenya.

© Mikkel Dalum/MSF

Her skal han som projektkoordinator være med til at videreudvikle MSFs sundhedstilbud til befolkningen.

Læger uden Grænsers oprettede projektet i Ijaara for omkring et år siden, og tilbyder befolkningen i området basal lægehjælp med særligt fokus på gravide og børn under 5, ligesom patienter kan blive behandlet for tuberkulose. En af opgaverne bliver at give mulighed for kejsersnit til kvinder med akutte fødselsproblemer.

45-årige Himedan Mohammed Himedan kender allerede til arbejds-opgaverne – det er hans fjerde udsendelse som projektkoordinator og anden gang han arbejder i et område, der grænser op til Somalia:

– Projektet ligner på mange måder et af de projekter jeg har arbejdet med i Etiopien, som også ligger tæt på Somalia. Noget af det som vi skal være opmærksomme på er at bygge forbindelse med mange forskellige grupper for at sikre sikkerhed og opbakning til vores arbejde, fortæller han.

Som projektkoordinator kommer Himedan Mohammed Himedan til at stå for den daglige drift af projektet og bliver chef for 20 kenyanske og 4 udsendte medarbejdere.

Himedan Mohammed Himedan kommer oprindeligt fra Sudan, men har boet i Danmark siden 1998. Han har en bachelorgrad i økonomi og en mastergrad i International Health fra Københavns Universitet.

Han har tidligere været udsendt til Indonesien, Yemen, 2 gange til Etiopien og en gang før til Kenya, hvor han arbejdede med hiv/aids-bekæmpelse.

Læger uden Grænser har virket i Kenya siden 1987 og arbejder i mange forskellige dele af landet, bl.a. i slumområder i hovedstaden Nairobi og med somaliske flygtninge i projekter langs grænsen til det kaosramte naboland.