Marie Tolstrup udsendes for Maternity Worldwide til Gimbie i det vestlige Etiopien endnu engang.
Den 63-årige jordemoder fra Thisted sygehus skal være afsted i ni måneder, nemlig fra august i år til april 2013.
Hun blev færdiguddannet fra Aalborg jordemoder skole i 1983 og har siden tilføjet professionen adskillige kompetencer indenfor bl.a. international sundhed med speciale i tropiske sygdomme.
Det er tredje gang Marie Tolstrup tager afsted til Gimbie i området West Wollega. Hun var udsendt i ni måneder i 2010 og siden da været på genbesøg for at dække ferien for den daværende jordemoder.
Hun har også deltaget i et “charity bike ride” mellem Gimbie og den etiopiske hovedstad, Addis Ababa, hvor hun rejste ca. 30.000 kr. for MWW og har dertil fået doneret medicinsk udstyr under sine udsendelser.
Maternity Worldwide (MWW) er en dansk-baseret organisation stiftet i 2005 på frivillig basis af seks danske kvinder med det formål at nedbringe mødredødeligheden i Den 3. Verden.
NGOen har hjemsted i Danmark, hvorfra projekterne føres ud i livet med hjælp fra fageksperter, arbejdsgrupper, frivillige rådgivere, udsendt klinisk personale m.v.
Etiopien er præget af høj mødredødelighed, hvorfor også den danske indsats er højst påkrævet.