Ud at virke – alder ingen hindring

Forfatter billede

Erling Rasmussen starter den 3. august 2011 som Team Leader for et EU-finansieret projekt i Namibia.

Projektet, som varer 18 måneder, skal støtte myndighederne i at udarbejde en strategi for udvikling af jordbruget i det karrige sydvestafrikanske land (Rural Development Strategy) og et efterfølgende sektorprogram.

Den 62-årige cand. merc. har beskæftiget sig med udviklingsforhold, siden han i 1974 blev udsendt for FN til Etiopien, herefter til Swaziland. Han har arbejdet i 20 år fra Danmark, først for Danida, siden for private konsulentfirmaer.

Fra 1986 til 1997 var han admin. direktør for Danagro Adviser (nu en del af Niras-koncernen). Fra 1997 til 2002 var han chefrådgiver for det Danida-støttede Agricultural Sector Programme Support i Uganda.

En tilsvarende stilling bestred Erling Rasmussen i Kenya fra 2005 til 2008. Indimellem (fra 2002 til 2005) var han ansat hos Danidas britiske modstykke, DFID, som chefrådgiver for det Verdensbank-støttede Northern Mountains Poverty Reduction Project i Vietnam.

Erling Rasmussen er gift og har 2 børn. Datteren Katrine er virksom i Coop Norden, hvor hun indkøber frugt og grøntsager fra Afrika og Sydamerika, mens sønnen Jakob er ansat på Verdensbankens kontor i Ugandas hovedstad, Kampala.

Så virket i Den 3. Verden har sat sig spor i næste generation.