EUs udenrigsministre skal på deres møde mandag og tirsdag i Luxemburg drøfte Unionens politiske prioriteter og udgifter for 2007-2013. Særligt indsatsen for samhørighed og konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse forventes at få en fremtrædende plads.
På rådsmødet skal ministrene tillige fortsætte arbejdet med forbedring af EUs indsats i katastrofesituationer, skriver udenrigsministeriet torsdag i en pressemeddelelse.
Arbejdet er påbegyndt med den handlingsplan, EU vedtog i januar som følge af flodbølgen i Sydøstasien. Kommissionen og Den Høje Repræsentant Solana vil præsentere oplæg til, hvordan EU kan styrke sin indsats ved fremtidige katastrofer – både med hensyn til humanitær bistand, civilbeskyttelse, genopbygning og det konsulære samarbejde.
Et dansk forslag om at etablere et modulbaseret beredskab indgår i Kommissionens forslag til, hvordan EUs reaktionsevne kan forbedres ved fremtidige katastrofer. Rådet vil fortsætte drøftelserne om opfølgningen på flodbølgekatastrofen på rådsmødet den 23.-24. maj.
Herudover vil udenrigsministrene drøfte en række andre aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner, herunder forholdet til Rusland.
Yderligere oplysninger hos ministersekretær Ulrik Vestergaard Knudsen på mobil 40 25 06 37.