”Handel med småkager og vandpumper”. Sådan karakteriserede journalist Martin Krasnik den danske udenrigstjeneste anno 2016, lige inden han inviterede udenrigsminister Kristian Jensen (V) på scenen i Det Kongelige Bibliotek.
Anledningen var konferencen ’Kulturen – det tredje ben i udenrigspolitikken’, der fandt sted tirsdag d.30. august og var arrangeret af Dansk Kulturinstitut i anledning af instituttets 75-års fødselsdag.
Krasnik, der var moderator på konference, lod småkage-bemærkningen falde med henvisning til, at sikkerhed og handel synes at komme før kultur i den nuværende udenrigspolitik, og at de voldsomme besparelser, udenrigstjenesten har lidt under de sidste 15 år, har ramt kulturen hårdt.
Således findes der stort set ikke længere kulturattachéer på ambassaderne, og sidste år meldte Venstre-regeringen ud, at Center for Kultur og Udvikling (CKU), der har fungeret som bro mellem udenlandsk og dansk kultur, ikke ville modtage flere støttekroner. CKU lukker derfor ved udgangen af 2016.
Kristian Jensen gav igen ved at sige, at danskerne har de politikere, de har stemt på, og slog desuden senere fast, at det jo ikke kun er på kulturen, Udenrigsministeriet har sparet de sidste mange år, men på alle leder og kanter.
Men udenrigsministeren ser stadig kulturen som central i Udenrigsministeriets arbejde:
”Kultur, kulturforståelse og kulturformidling er kernen i public diplomacy og en hjørneopgave for ambassaderne,” sagde Kristian Jensen og gav som eksempel, at når man i ministeriet snakker om opbygning af civilsamfund, er det i bund og grund en kulturel opbygning af lande, man hentyder til.
Bruge eller bruges?
Under konferencen blev der talt meget om kultur som soft power, cultural diplomacy og som en slags kulturel public diplomacy, hvor kulturen aktivt kan bruges til at fremhæve og promovere Danmark og danske værdier, eller hvor man kan sende bevidste signaler gennem støtte til kulturelle projekter og undertrykte og forfulgte kunstnere
Vigtigheden af den kulturelle udveksling, og hvad vi som danskere kan få ud af kunst fra andre lande blev til gengæld ikke diskuteret. Kun den verdensberømte kunstner Olafur Eliasson understregede, at kunst ikke er til for at vise omverdenen, hvem han som kunstner er – eller hvem ’vi’ i Danmark er – men for at beskueren forhåbentligt kan genkende sig selv i kunstværket, så han derved kan lære noget om sig selv.
Olafur Eliasson kritiserede også de danske ambassader for tit at have vældig travlt med at spinde guld på danske udstillinger og koncerter i udlandet, men sjældent tænker på at hjælpe kunstnerne: ”Hvad har den danske ambassade gjort for Lukas Graham?” spurgte han retorisk.
Konferencen sluttede, måske meget passende, med en koncert med det energiske Middle East Peace Orchestra, der netop er et eksempel på, hvordan kunst og kultur har magt til at bygge broer over kulturelle og religiøse skel.
