I en kronik – ”Under overfladen” – i Weekendavisen den 8. april skrev jeg om mange års erfaringer med en udviklingshjælp, der ofte kæmper med ineffektivitet og korruption. Det gav positive og negative reaktioner i pressen og på sociale medier, inklusiv et svar fra udviklingsministeren. Flere nikkede genkendende og takkede, mens andre ikke kunne genkende det beskrevne. Nogle udbad forslag til, hvordan man så gør det bedre.
Forslag til forbedringer
Vi er mange, som håber på, at debatten fortsætter og forstærkes med henblik på at gøre udviklingshjælpen bedre. Men uden viljen og lysten til at analysere og erkende problemer i industrien, og bruge det som et udgangspunkt, så tvivler jeg på, at vi kommer langt. Så ender det hele nok i fortielse eller afvisninger, uændret. Som en forspildt mulighed.
Her er nogle ideer og forslag til forbedringer. De hænger sammen, og er del af et endnu større og sværere puslespil:
Kvalitet: find alternativer til budget og forbrug/afløb som de primære målestokke for, hvor gode eller ringe vi er til at hjælpe andre. Tænk bredere. Fokuser mere på kvaliteten i hjælpen og værdien, effekten af den. Svært at måle, fordi udvikling og forandring er komplekse størrelser. Men lad os indrømme det, acceptere og omfavne fejl, og lære af processen. Værdien af udviklingshjælp kan ikke blot opsummeres i penge og tal. Jo større pengegaver og lån (det giver næsten sig selv) jo større risiko for misbrug, når de gives i korrupte sammenhænge. Det rammer kvaliteten og effekten. Det forringer den rigtige værdi.
Lokale løsninger: Støt hjælp til selvhjælp hvor folk tager ansvar, håndhæver egne rettigheder og pligter, og løser problemerne indefra. Det giver værdighed og selvagtelse. Det giver identitet. Det opbygger nedefra. At udarbejde løsningsmodeller udefra og ovenfra med checks udstedt bag fjerne skriveborde kan lede til fjernelse af ansvar hos både giver og modtager. Det er risikabelt og kan være kontraproduktivt.
Nærvær: Hjælp forpligter rent menneskeligt, lykkeligvis, for forpligtelsen kan føre til den dybere glæde, man oplever netop ved at give noget af sig selv og ofre sig for en god sag og for sin næste. At hjælpe andre kræver nærvær og tilstedeværelse. Det kan udfordre komfortzoner, men belønningen kan være stor for alle. Tit drejer det sig i virkeligheden ikke om (høj)teknologiske løsninger men om næstekærlighed, om simpel medmenneskelighed og om globalt menneskeligt fællesskab.
Afbureaukratiser: Rationaliser forretningsgangen og minimer bureaukratiet. Bliv klog på praktisk udviklingshjælp. Det er mere håndværk, hjerte og sjæl end akademiske øvelser, fine gloser og papirarbejde. Se til at de, som administrerer, har/får solid felterfaring. Helt ude i marken hos de ultimative målgrupper. Ikke godt nok med kontor-på-kontor karrierer bag større-og-større skriveborde på højere-og-højere niveau… det risikerer at ende med dygtige, dyre teknokrater, som mestrer bortforklaringens kunst for godt og med tiden selv vænner sig til at tro på den. Jeg har selv siddet der.
Konsekvens: vær rede til at tilbageholde penge og samarbejde, når modtagere og partnere ikke følger spilleregler og aftaler. Opprioriter kampen mod korruption og misbrug. Min hustru – opvokset i fattigdom i Filippinerne – minder mig stadig om, hvor naiv jeg stadig er i pengesager. Bestikkelsen er for eksempel en naturlig del af den verden, hun kommer fra. Jeg er med årene blevet bedre til at se den, hjulpet af hendes indblik, men er stadig lidt blød og blåøjet og falder stadig i. Kulturforskelle er sejlivede. Men jern skærper jern.
Image: Gå mindre op i eget image. Bliv mindre navlebeskuende. Modstå fristelsen til selvrosen og de lyserøde fortællinger om, og (selv)manipulerende billeder af, hvor gode vi er til at give udviklingshjælp og til at løfte andre folk ud af fattigdom. Lad andre berette om vores arbejde og kalde os dygtige, hvis/når det er berettiget. Find en mere ærlig og sand balance mellem den positive og den kritiske afbildning. Det giver troværdighed og integritet. Det vækker tillid og tiltrækker. Det kan måske sågar give et bedre image på sigt.
Sprog: Fokuser mere på det mellemfolkelige. Invester i tværkulturel forståelse og samhørighed. Sprog åbner døre og skaber grobund for samvær, tillid og indsigt. Jeg arbejdede blandt kristne NGO’er i Cambodja, hvor udsendte på små projekter og for små budgetter brugte et år på at lære nationalsproget Khmer, og derefter endnu et år på et etnisk minoritetssprog, før de drog ud i felten til det egentlige langvarige arbejde. Og kræver vi i øvrigt ikke selvsamme af folk udefra, som gerne vil opholde sig i Danmark i længere tid: At de lærer dansk og om Danmark? Fordi de derved fungerer bedre som medmennesker til fælles gavn for samfundet.
Ydmyghed: Vi kontrollerer langt mindre i livet, end vi foregøgler os selv. At tro at vi løser andres problemer med nemme penge er naivt og et udtryk for manglende forståelse og respekt for andres situation. Vi har brug for at blive mere ydmyge og realistiske. Min hustru og jeg har i godt 25 år af egen lomme givet gaver og lån af til fattige slægtninge og naboer på hendes hjemegn i Filippinerne. F.eks. støtte til unges uddannelse. En niece klarede ikke studiet, en anden blev gravid og stoppede, en tredje gør nu karriere i et stort regnskabsfirma. En nevø blev uddannet sømand og fik job på McDonald’s, en anden blev skolelærer, en tredje døde af en hjernesvulst som 22-årig. Alle har deres egen unikke historie. Udviklingshjælp har utilsigtede, uforudsete og uforudsigelige forløb og konsekvenser. Måske har vi brug for at gentænke definitionen af ’succes’?
Mindre VIP: Sidst men ikke mindst: Skær ned på de dyre VIP-besøg, møder og workshops og brug i stedet pengene på det faktiske arbejde. Røde løbere rulles ud, når VIP’er kommer på besøg, og det er alt for let at give og at få et falsk indtryk af tingenes reelle tilstand. Der er en grund til, at ”Kejserens Nye Klæder” stadig giver genklang i dag. H.C. Andersens klassiker er ikke en anakronisme. Det lever i bedste velgående.
Lad os mødes til virtuelt kaffebord
Jeg har selvsagt ikke formularen på en bedre udviklingshjælp. De som har burde vel indstilles til en nobelpris. Det er et meget komplekst område, og det er meget vigtigt, at man inddrager stemmerne fra felten, fra modtagerne. Lytter med hoved og hjerte til de folk hvis liv og levebrød, det i virkeligheden drejer sig om. Lad os arbejde åbent og ærligt for en bedre udviklingshjælp. Ikke via flere store forkromede studier udført af dyre konsulenter, som selv lever fedt af udviklingshjælpen. Dem er der rigeligt af.
Udviklingsministeren inviterede til kaffe efter at have læst Weekendavis-kronikken i april, så lad os starte der. Jeg har foreslået et klima- og corona-venligt virtuelt kaffebord, hvor flere kan mødes i trygge rammer og tage bladet fra munden (vi bor selv udenlands og kommer ikke til Danmark foreløbigt). Og hvis ikke ministeriet, så måske en/flere NGO’er har lyst til at initiere? Eller den private sektor?
PS: Efter de mange års arbejde med officiel udviklingshjælp driver min hustru og jeg i dag virksomhed på Filippinerne (mindre beach resort og økologiske skovlandbrug). Vi tjener penge, skaber beskæftigelse og levebrød og geninvesterer lokalt i fattige fiskersamfund. Det er på en gang hårdt, svært, fornøjeligt og meningsfyldt. Konstant lærerigt. Det virker langt fra altid efter hensigten, men det føles mere rigtigt og oprigtigt.
Jens Peter Tang Dalsgaard er selvstændig erhvervsdrivende.
Læs hans kronik i Weekendavisen her
