Udlandsliv – Når det fremmede bliver hverdag
I serien “Udlandsliv” tager Globalnyt fat på livet som udstationeret dansker.
Vi lader tidligere og nuværende udstationerede føre ordet, når vi dykker ned i de gråzoner og dilemmaer, som kan opstå i mødet med en fremmed kultur: Hvordan forbereder man sine børn på at være væk hjemmefra? Skal man have en kontrakt med hushjælpen? Er det nødvendigt med havemand og kok? Er det naturligt at blive venner med de andre udsendte? Og passer mærkaten ‘privilegeret migrant’? “Udlandsliv” sætter fokus på disse forhold og mange flere.
Oversigt over alle artikler i serien
Kan man forberede sig på en udstationering?
Hvad gør du, når havemanden ser fjernsyn i stedet for at klippe hæk?
Som udstationeret bliver du modtaget med åbne arme
“Jeg har aldrig haft en hushjælp, som ikke stjal fra mig”
“Jeg har opbygget et skjold af kynisme”
“Det er utrolig u-eksotisk at komme hjem til Danmark”
Lider danskere af privilegie-blindhed? (skribenternes kommentar)
“Det er tusinde gange sværere at komme hjem end at rejse ud.”
Sådan lyder det fra Kirstine Primdal, der i år vendte hjem til Danmark efter næsten 10 år i Zimbabwe og Malawi. I 2009 rejste hun fra en 2-værelses lejlighed på Nørrebro, så omvæltningen var stor, da hun i sommer vendte hjem med mand og tre børn til et parcelhus i Ballerup.
“Lige så spændende, eksotisk og fantastisk det er at tage ud, lige så utrolig ueksotisk er det at komme hjem igen. Vi kunne godt have brugt meget længere tid på at forberede os mentalt på den forandring,” siger Kirstine Primdal.
I Danmark ventede NemID, e-boks og familiesammenføring, da Kirstines mand er fra Zimbabwe og derfor ikke har en arbejdstilladelse endnu. Familien Primdal Sutton var i høj grad overladt til sig selv i disse udfordringer:
“Man har et system i ryggen når man rejser ud, lige meget om det er FN, Udenrigsministeriet eller Røde kors. De sørger for, at alle døre bliver åbnet for én. I Danmark må man selv gå igang med alt det administrative, og det er altså kompliceret, når man ikke har været i landet i mange år, ” fortæller Kirstine Primdal.
Et liv til låns
For de fleste danskere, der bliver udstationeret, lyder kontrakten på et par år.
“Når man er ude kører man rundt i en flot hvid landcruiser og har swimmingpool. Men det er et liv man har til låns, og slipper igen, når man tager hjem. Så flytter de fleste i rækkehus i Hvidovre,” siger Kirstine Primdal.
Midlertidigheden spiller en stor rolle for de familier, der sætter livet i Danmark på pause for en tid. For Kirstine Primdal endte det med at blive en 10-årig pause, og opholdet i Danmark vil fortsat være midlertidigt for hende og familien:
“Vi skal helt klart rejse ud igen, og også vende tilbage til Danmark igen. Men lige nu har vi besluttet, at vi de næste par år skal have lavet nogle rødder her,” fortæller Kirstine Primdal.
For Rikke Zeuner, der var udstationeret to år i Nicaragua og fire år i Bolivia, kom midlertidigheden mest til udtryk i opdragelsen af børnene:
“Når man har ansatte, der gør rent, vasker tøj og rydder op, bliver ens børn hurtigt en smule forvænte. Vi snakkede derfor med vores barnepige om vigtigheden i at lære vores yngste datter at rydde op efter sig selv, tage tøj på selv og tage ansvar, da det alt andet lige ville være den virkelighed, der ville møde hende, når vi vendte hjem til Danmark,” fortæller Rikke Zeuner.
Familien Zeuner står i fremtiden overfor flere udstationeringer, men de er enige om, at timingen skal være rigtig i forhold til børnenes skolegang. De ser eks. gerne, at børnene skal gå i gymnasiet i Danmark, da det ifølge Rikke Zeuner er “den tid, hvor der slås rødder og livslange venskaber grundlægges.”
Fra voksenstyring til frie rammer
De fleste udstationerede, der rejser med ægtefælle og børn, fortæller, at det især er hjemkomsten, der er svær for børnene at håndtere.
Da Rikke Zeuner og hendes familie vendte hjem efter to år i Nicaragua, var deres søn 4 år og skulle derfor starte i en dansk børnehave, hvor kulturen var helt anderledes end den han havde vænnet sig til:
“Min søn kom fra et ekstremt voksenstyret system, hvor børnene i det daglige ikke fik lov at tage nogen konflikter selv. Da vi kom hjem til en dansk udflytterbørnehave med mindre voksenstyring og friere rammer, havde min søn derfor meget svært ved at navigere i alle de uudtalte sociale spilleregler,” fortæller Rikke Zeuner.
Da familien vendte hjem fra Rikkes anden udstationering i Bolivia, var sønnen blevet 13 år, og da var det den danske folkeskole, der var svær at vende tilbage til:
“Min søn skulle hjem og starte i den samme klasse, han havde gået i inden vi tog afsted. Han havde derfor en masse forventninger til, hvordan hjemkomsten ville være ift. venner, lærere, og hvad vi alle troede var kendt territorie. Men det var slet ikke nemt. Der var nye elever, nye lærere, helt andre sociale spilleregler, en helt anden måde at undervise og lære på, og hele hans fagsprog var på engelsk. Han følte sig alene og anderledes, og var ked af det i lang tid” fortæller Rikke Zeuner.
Det endte med, at Rikke Zeuner og hendes mand måtte tage fat i skolens ledelse for at sikre, at der blevet taget ordentlig hånd om de sproglige, sociale og kulturelle omvæltningerne deres søn tumlede med. Heldigvis kom et nyt lærerteam til, som havde forståelse for og som prioriterede at hjælpe med at integrere Rikkes søn i klassen igen.
Det lange perspektiv
Efter hjemkomsten til Danmark har Kirstine Primdal og hendes mand besluttet at sætte børnene i en dansk folkeskole, og ikke en international skole, hvor forældrene ofte rejser meget og der derfor ofte er skift i klasserne:
“Vi har valgt en dansk folkeskole, da der er lidt mindre omskiftelighed, end det vores børn har levet i indtil videre. De har lov til at få det lange perspektiv, og følges med de samme børn i længere tid,” siger Kirstine Primdal, hvis børn stadig er ved at finde sig til rette i det danske. Det tager tid.
Rikke Zeuner arbejder i Udenrigsministeriet og har efter sin hjemkomst efterspurgt tilbud til familier, der vender hjem og oplever udfordringer med deres børns trivsel:
“Vores børn har ikke valgt det selv, men er tvunget til at følge med verden rundt, når vores job dikterer det. Af samme grund synes jeg, det bør være obligatorisk, at der også tages professionelt hånd om børnene fra arbejdsgivers side,” siger Rikke Zeuner
Ifølge hende vil et forløb til børnene, hvor de sammen med andre børn og unge i samme situation, og med assistance fra kvalificerede fagfolk, kan få hjælp til at tale om det svære ved en hjemkomst, være meget nyttigt.
“Alene på min arbejdsplads er vi mange familier, der ville tage imod sådan et tilbud med kyshånd,” siger Rikke Zeuner.
Et liv at vende hjem til
For Kirstine Primdal var noget af det sværeste ved at vende hjem, at hun og familien stod meget alene. Hun savnede det imødekommende expat-miljø, som hun havde mødt som udstationeret:
“Man mangler expat-miljøet helt vildt meget, når man kommer hjem. Som udstationeret får man serveret vennekredsen på et fad, og folk lukker én ind. I Danmark er det svært at blive lukket ind,” fortæller hun.
Kirstine Primdal vendte hjem til en stilling som chefkonsulent i Udenrigsministeriet, et miljø der ifølge hende har hjulpet meget, da andre kan genkende de samme udfordringer:
“Mange står med de samme udfordringer og kan genkende den mur, man rammer, når man kommer hjem. Flere har også børn, som kæmper med sproget og er gift med udlændinge, så der er en kæmpe forståelse for, hvad man går igennem.”
Rikke Zeuner oplevede, at varigheden af udlandsopholdet havde stor betydning for, hvordan det var at genintegrere sig i det danske samfund:
“Det var nemt at vende tilbage til vennekredsen i Danmark efter 2 år i Nicaragua. Men efter 4 år i Bolivia var det en uventet udfordring at komme ind i det sociale liv igen. Vores venners liv var jo ikke sat på stand-by, bare fordi vi var væk – og gudskelov for det. Jeg kan også til tider have svært ved at forstå den lidt reserverede danske omgangstone, fordi jeg nok er blevet præget af den åbne latinamerikanske omgangsform og den generelle åbenhed i expatmiljøet ude.”
Derfor trækker Rikke Zeuner også meget på de andre udstationerede, som hun og familien mødte under tiden i Bolivia, og som også er vendt hjem til Danmark: “Vi og vores børn har noget historik og kultur til fælles, som vi kan bygge videre på sammen,” siger hun.