Udlandsliv – Når det fremmede bliver hverdag
I serien “Udlandsliv” tager Globalnyt fat på livet som udstationeret dansker.
Vi lader tidligere og nuværende udstationerede føre ordet, når vi dykker ned i de gråzoner og dilemmaer, som kan opstå i mødet med en fremmed kultur: Hvordan forbereder man sine børn på at være væk hjemmefra? Skal man have en kontrakt med hushjælpen? Er det nødvendigt med havemand og kok? Er det naturligt at blive venner med de andre udsendte? Og passer mærkaten ‘privilegeret migrant’? “Udlandsliv” sætter fokus på disse forhold og mange flere.
Oversigt over alle artikler i serien
Kan man forberede sig på en udstationering?
Hvad gør du, når havemanden ser fjernsyn i stedet for at klippe hæk?
Som udstationeret bliver du modtaget med åbne arme
“Jeg har aldrig haft en hushjælp, som ikke stjal fra mig”
“Jeg har opbygget et skjold af kynisme”
“Det er utrolig u-eksotisk at komme hjem til Danmark”
Lider danskere af privilegie-blindhed? (skribenternes kommentar)
Det var kærligheden, der førte Elsebeth Nørskov Nielsen til Ecuador, hvor hendes – nu eksmand – introducerede hende til livet med stort hus, store biler og ikke mindst hushjælp. Her har hun boet de seneste 18 år.
Elsebeth Nørskov Nielsen har altid haft hushjælp og er i den forbindelse ofte blevet konfronteret med situationer, hvor kulturforskellene mellem Danmark og Ecuador har været meget tydelige:
“Jeg har flere gange oplevet, at hushjælpen tog bad i mit bad og brugte mit håndklæde og min hårbørste. For mig er det meget grænseoverskridende, men for dem er det helt normalt,” fortæller Elsebeth Nørskov Nielsen.
Selvom hendes nuværende hushjælp er god til sit arbejde og sød at tale med, så oplever Elsebeth Nørskov Nielsen, at hushjælpen stjæler fra hende, og det er ikke første gang:
“Jeg har indtil videre aldrig haft en hushjælp, som ikke stjal fra mig,” fortæller hun.
Skal du være venner med din hushjælp?
Elsebeth Nørskov Nielsen har vænnet sig til, at hun somme tider bliver bestjålet, og at hushjælpen overskrider hendes grænser:
“Jeg havde købt et par nye Rayban solbriller, som jeg havde brugt en enkelt gang og så lagt fra mig på spisebordet. Siden har de været væk. I Ecuador følger hushjælpen lidt et princip om, at hvis man er fattig, så må man gerne tage fra de rige,” siger hun.
Trods de mange frustrationer forsøger Elsebeth Nørskov Nielsen stadig at være en imødekommende arbejdsgiver:
“Jeg giver både mad, en god løn og julegaver, og hvis jeg har sorteret ud i mit tøj, så giver jeg noget af det til min rengøringshjælp. Det er vigtigt, at der er en venlig stemning, og at man taler sammen,” siger Elsebeth Nørskov Nielsen.
Om man ønsker at bevare et rent professionelt forhold eller åbne op for en mere venskabelig relation varierer fra person til person. For Katja Kjar-Levin, senior advisor for Oxfam IBIS, blev hushjælpen en stor del af familien under hendes udstationering i Honduras for Folkekirkens Nødhjælp:
“I Honduras blev vores hushjælp en meget stor del af vores virkelighed. Vi så dem i weekenden og hendes barnebarn var med os på ferie her i sommers,” fortæller hun.
På hendes anden udstationering et par år efter i Cambodja var det udelukkende en arbejdsrelation, hun havde til sin hushjælp.
“Det kommer an på sproget, hvor man er i livet, eller hvilken hushjælp man har. I Cambodja havde vi heller ikke så små børn mere, som også har en indflydelse på det. Men det er også det personlige, og et spørgsmål om kemi,” forklarer Katja Kjar-Levin.
Et personligt velgørenhedsprojekt
Uanset om man har et familiært eller professionelt forhold til sin hushjælp, vil der opstå dilemmaer, hvor man for eksempel skal tage stilling til, om man vil give hushjælpen et lån.
“Det kan godt føles som et velgørenhedsprojekt, fordi man føler sig enormt forpligtet. Det er jo ikke kun den ene person, man er ansvarlig for, men hele den store, udvidede familie,” fortæller Katja Kjar-Levin.
Katja Kjar-Levins hushjælp i Honduras var alenemor med fem børn, som også havde fået børn og dertil kom fætre, kusiner og en gammel mor.
Selvom Katja Kjar-Levin og hendes familie havde et meget nært forhold til hushjælpen, stod de ofte i et dilemma om, hvor meget de skulle hjælpe:
“Vi gav ufatteligt mange lån. Men vi stod hele tiden i et dilemma: Hvornår siger vi stop? Hvornår engagerer vi os? Hvornår engagerer vi os ikke? Man kunne jo sådan set hjælpe dem med alt, men på et tidspunkt bliver man også nødt til at sige fra,” siger hun.
For Nimbus Poulsen, der af flere omgange har været udstationeret i Mozambique, var det meget vigtigt at bevare et professionelt forhold til hushjælpen for netop ikke at havne i en gråzone:
“Hvis man begynder at blande privatliv og arbejdsliv, så bliver det altid sværere at sætte grænser,” siger han.
Overordnet finder han det problematisk, når udstationerede gør enkeltpersoner til et personligt velgørenhedsprojekt:
“Problemet opstår, når folk tror, at de kan redde nogle enkelte i en stor sammenhæng. Støtten til enkeltpersoner fungerer ikke,” mener han.
Ansvar som arbejdsgiver
Det er ikke kun problemer angående lån og små-tyverier, man som arbejdsgiver kan blive nødt til at tage stilling til, når man har ansat en hushjælp.
Under sin udstationering i Bolivia havde Rikke Zeuner, chefkonsulent i Udenrigsministeriet, en barnepige, som blev slået af sin mand, hvilket Rikke følte sig forpligtet til at reagere på.
“Jeg tog hende hen med til et kvindekrisecenter, hvor hun blev oplyst om sine rettigheder og handlemuligheder. Vi tilbød også hjælp til at skaffe et safehouse, hvis hun ville skilles fra sin mand. Det var vigtigt for os, at hun forstod sine rettigheder, og at både hun og hendes børn kunne være i sikkerhed,” fortæller Rikke Zeuner.
Rikke Zeuners reaktion handlede først og fremmest om barnepigens ve og vel. Hun skulle vide, at hun ikke var alene, men at hustruvold er et alvorligt samfundsproblem i Bolivia. Det handlede dog også om, at barnepigen fortsat skulle være i stand til at passe Rikkes børn:
“Min 4-årige datter spurgte jo: ‘hvorfor har Martha et blåt øje?’. En nødløgn kunne af hensyn til min datter og Martha måske gå en enkelt gang, men kunne vi på sigt forsvare at lyve overfor vores barn? Eller skulle vi sige sandheden om hustruvold til en 4-årig? Det var et forfærdeligt dilemma at stå i,” lyder det fra Rikke Zeuner.
“At stiltiende lade stå til og acceptere, at hun fortsat mødte op på arbejde gennembanket, var i hvert fald ikke en mulighed.”
Som arbejdsgiver bør man altid træde til og hjælpe medarbejdere, lige meget hvor i verden man befinder sig, mener Rikke Zeuner. Derfor ville hun forvente den samme respons på en arbejdsplads i Danmark.
Rikke Zeuners barnepige endte med at flytte fra sin mand, men valgte af hensyn til sine børn ikke at melde ham til politiet:
“Om det var det rigtige ikke at melde ham, er det fristende at gøre sig til moralsk dommer over. Men hun traf beslutningen på et informeret grundlag, og det har jeg det godt med,” slutter hun.
Det rigtige navn på barnepigen “Martha” er kendt af redaktionen.
Alle der rejser fra det globale nord til det globale syd – og opnår en økonomisk fordel – er privilegerede migranter, mener forsker. I næste afsnit af “Udlandsliv” undersøger Globalnyt de klasseskel og økonomiske uligheder, som forekommer, når man udstationeres i et udviklingsland.