Udlandsliv – Når det fremmede bliver hverdag
I serien “Udlandsliv” tager Globalnyt fat på livet som udstationeret dansker.
Vi lader tidligere og nuværende udstationerede føre ordet, når vi dykker ned i de gråzoner og dilemmaer, som kan opstå i mødet med en fremmed kultur: Hvordan forbereder man sine børn på at være væk hjemmefra? Skal man have en kontrakt med hushjælpen? Er det nødvendigt med havemand og kok? Er det naturligt at blive venner med de andre udsendte? Og passer mærkaten ‘privilegeret migrant’? “Udlandsliv” sætter fokus på disse forhold og mange flere.
Oversigt over alle artikler i serien
Kan man forberede sig på en udstationering?
Hvad gør du, når havemanden ser fjernsyn i stedet for at klippe hæk?
Som udstationeret bliver du modtaget med åbne arme
“Jeg har aldrig haft en hushjælp, som ikke stjal fra mig”
“Jeg har opbygget et skjold af kynisme”
“Det er utrolig u-eksotisk at komme hjem til Danmark”
Lider danskere af privilegie-blindhed? (skribenternes kommentar)
“Jeg tror mange havner i et dilemma, når de udstationeres første gang. Der er mange gråzoner, som man skal lære at navigere i,” fortæller Katja Kjar-Levin, som tilbage i 2002 var udstationeret for første gang i Honduras for Folkekirkens Nødhjælp.
For de fleste udstationerede danskere lyder kontrakten hjemmefra på et par år. Den store omvæltning kræver en grundig forberedelse, da livet som velhavende i et fattigt land ofte skaber dilemmaer: Skal du låne chaufføren penge til hans børns skolegang? Hvad gør du, hvis hushjælpen bruger dit håndklæde? Og må barnepigen arbejde seks dage om ugen? Udadtil forekommer livet privilegeret, så hvorfor er det et dilemma at have havemand?
Katja Kjar-Levin, i dag senior humanitarian advisor hos Oxfam Ibis, modtog ingen forberedelse forud for sin første udstationering:
“Det var meget anderledes dengang,” fortæller Katja og fortsætter: “Det var mere – tag ud i det blå og se, hvad der sker”. Sådan er det ikke længere:
“Sektoren er blevet langt mere professionel og der er meget mere fokus på ægtefæller og børn,” siger hun og fortæller, at hun forud for sin anden udstationering i Cambodja var på besøg i landet, så hun kunne se på hus, besøge skolen og møde ham der havde stillingen før hende.
Børnene er vigtigst
Når først stillingen som udstationeret er i hus, begynder forberedelserne, og de indebærer ofte overvejelser om ægtefæller og børn.
Ifølge Katja Kjar-Levin er et godt råd at fokusere på børnene i den første tid: “Det vigtigste er at forberede sine børn, da de skal igennem en kæmpe omvæltning med nyt sprog, ny skole og nye venner. Lige så privilegeret det er at være udsendt, lige så svært og udfordrende er det,” siger hun.
Rikke Zeuner, der i dag arbejder som chefkonsulent i Udenrigsministeriet, er enig. Hun har været udstationeret af flere omgange: I Honduras for Folkekirkens Nødhjælp i forbindelse med studiet, i Nicaragua for Mellemfolkeligt Samvirke og senest i Bolivia for Udenrigsministeriet.
“At rejse ud bør være en fælles beslutning for begge forældre. Det er både hårdt og ikke særlig konstruktivt for børn eller forældre med beskyldninger om, ‘at det er også din skyld eller pga dit arbejde, at vi er her’, når udfordringer opstår,” siger hun.
For Rikke Zeuner er det altafgørende, at der bliver taget hånd om familiens trivsel: “Hvis organisationer vil have medarbejdere ude, der yder deres bedste, bør der også sikres rimelige rammer, der muliggør trivsel på hjemmefronten – i særdeleshed i forhold til børnene uanset alder”.
Rikke Zeuner blev forberedt før alle sine udstationeringer. Fokus lå dog primært på det faglige frem for familien. “Jeg blev sendt en hel måned til Mellemfolkeligt Samvirkes kursuscenter i Tanzania forud for min første udstationering i 2006. Her var der undervisning i alt fra køn til demokrati, hvilket var yderst interessant og fagligt relevant – men som jeg husker det, var der ikke det helt store fokus på, at jeg skulle afsted med min familie”.
Et par år senere tog Rikke Zeuner sin familie med til Bolivia for Udenrigsministeriet:
“I Udenrigsministeriet er der meget fokus på de medfølgende ægtefæller. Blandt andet deres muligheder for efteruddannelse, karrieresparring og pensionsforhold,” fortæller Rikke, der dog understreger, at hun også synes, der ud over sprogkurser burde være et obligatorisk forløb for børn og unge, både før og efter udsendelse.
Hvid mands status
Det er ikke kun familielivet, som sættes på prøve under en udstationering. Ens selvbillede bliver også udfordret, fordi man står over for markante kulturelle og økonomiske uligheder.
Asia regional advisor for Care, Peter Bruun Clausen, har været udstationeret i en lang årrække, herunder i Ecuador, Ghana og Vietnam, hvor han nu bor. På en skypeforbindelse fortæller han, at det er vigtigt, at man bliver forberedt på de magtforhold og den ulighed, som eksisterer i udviklingslande:
“Man kan ikke abstrahere fra, at man har meget mere end lokalbefolkningen. Både flere materielle goder, men også mere status, fordi man er en hvid mand,” siger han.
Især en oplevelse har brændt sig fast i Peter Bruun Clausens bevidsthed:
“I Ghana for et par år siden sad jeg i en kæmpe-kæmpe firhjulstrækker på vej til et møde. Der kom en lille pige gående op til bilen. Jeg tror, hun var fra et nomadefolk i Mali eller Niger. Jeg sad der med vinduet rullet ned og så rigtig tjekket ud, og så kiggede hun op på mig og sagde: ‘I want to be you’,” fortæller han.
Inden sin udstationering til Ghana for Oxfam Ibis havde Peter Bruun Clausen været på et tredages kursus. Han havde også snakket med en psykolog: “De skulle finde ud af, hvor robust jeg var,” siger han.
Trods forberedelse blev Peter Bruun Clausen meget utilpas, da den lille pige kom op til bilen. Hun bad ikke om penge, og det var først da hun henvendte sig direkte til danskeren, at han værdigede hende et blik: “Man bliver så vant til gadesælgere, så det var først, da hun begyndte at snakke, at jeg fik øjenkontakt med hende. Det var så ubehageligt, fordi det var så direkte,” fortæller han.
Generelt var der ikke meget fokus på det kulturelle møde og på magthierarkier i Peter Bruun Clausens forberedelse, og han fortæller, at man i høj grad er overladt til sig selv og må navigere efter sit eget moralske kompas i mødet med ulighed og fattigdom.
Frivillig forberedelse
Der er stor forskel på, hvordan arbejdsgivere forbereder kommende udstationerede.
Dansk Røde Kors har stor erfaring med udstationeringer og har permanent omkring 100 udsendte ad gangen. Organisationen har derfor en klar procedure for forberedelse inden udsendelse:
“Næsten hver måned holder vi en firedagesbriefing, som vi anbefaler at alle, der skal langtids udsendes, deltager i, inden de tager afsted,” fortæller Dine Ogueboule, HR-Partner i Dansk Røde Kors.
Derfra er det det lokale Røde Kors-kontor som hjælper de udstationerede, når de ankommer, fortæller Dine Ogueboule. Det står blandt andet for at vejlede om lokale forhold så som hushjælp og indkøbsmuligheder.
I Udenrigsministeriet har mange ansatte udsendelsespligt, og ministeriet har derfor stor erfaring med at forberede kommende udstationerede.
Inden udsendelse inviteres de til et frivilligt rådgivningsmøde om de praktiske aspekter af udsendelsen.
“Udenrigsministeriet har et omfattende program af førudsendelseskurser som målrettes, hvor den enkelte skal udstationeres. Derfra er det i høj grad på den lokale ambassade, at man kan få information og hjælp til det praktiske, da de kender de lokale forhold bedst,” fortæller Mads Weck Hansen, chefkonsulent i HR-afdelingen i Udenrigsministeriet.
I tilfælde af problemer i udstationeringen har Udenrigsministeriet en fast tilknyttet familierådgiver, som medarbejdere kan gøre brug af før, under og efter udstationeringen.
Familierådgivningen er ikke obligatorisk, men Mads Wenck Hansen siger: “Rådgivningen kan være relevant da mange aspekter af en udsendelse kan berøre familien – også selvom familien måske slet ikke er med på posten.” Det gælder for eksempel Kabul i Afghanistan, hvor det ikke er muligt at medbringe sin familie på grund af sikkerhedssituationen i landet.
Kulturforskelle og magtforhold er emner Globalnyt berører mere i næste del af “Udlandsliv”, som også ser nærmere på de gruppeforhold, der opstår, når man udstationeres i et fremmed land.
Synspunkterne i denne artikel er alene udtryk for interviewedes egne holdninger.
