Human Development Report fra FNs Udviklingsprogram (UNDP) mangler et vigtigt element, hvis målet skal nås: Forholdene for mennesker med handicap kræver langt mere fokus i udviklingsarbejdet, anfører Thorkild Olesen.
Han fortsætter:
Overordnet set er der mange positive resultater at måle i 2016, men rapporten konkluderer også, at der fortsat er udfordringer. Tre af rapportens overordnede pointer er, at
– når der alene måles økonomisk fremgang i gennemsnit for fx, beskæftigelse, sundhed eller uddannelse, så bliver det usynliggjort, at der er sårbare grupper i befolkningen, der ikke er med i udviklingen – f.eks. personer med handicap;
– hvis man først er placeret i en risikogruppe, er der tendens til, at man også har dårlige forhold på andre områder. Vores erfaringer med arbejdet i syd er, at lever man med et handicap, så er der også højere risiko for fattigdom, ringe eller ingen adgang til beskæftigelse, sundhed eller uddannelse;
– løsninger først og fremmest skal fokusere på de personer og grupper, der har de største vanskeligheder.
Disse tre pointer er meget væsentlige for, at personer med handicap globalt bliver mere og bedre inkluderet i udviklingen generelt, i udviklingsinitiativer og i nødhjælps- og katastrofebistand. Kun initiativer, der tager højde for dette, vil reelt nå alle, fremhæver DH-formanden.
"Rapporten halter"
Rapporten halter, fordi de tre pointer ikke bliver ført igennem i de afsnit, der omhandler eller perifert omtaler mennesker med handicap, gør Thorkild Olesen gældende.
Eller måske rettere: Der er så begrænset specifik viden om personer med handicap, særligt i syd, at det ser ud til, at UNDP ikke helt selv ved, hvordan de vigtige pointer skal anvendes.
F.eks. savner vi, at den begrænsede adgang til sundhed eller til uddannelse for personer med handicap i det globale syd er tydeligere reflekteret.
Vi ved, at data og statistik om personer med handicap er mangelfuld.
Washington Group under FN’s Statistical Commission har udarbejdet et sæt spørgsmål, der kan anvendes i indsamlingen af handicap-specifik data og statistik.
Noget af det, DH gør, er netop at understøtte Washington Groups arbejde, at arbejde med den globale handicapparaply, International Disability Alliance for inklusion af personer med handicap i initiativer og arbejde hos bl.a. FN’s agenturer, og selvsagt i samarbejdet med partnerorganisationer i fire lande i syd.
Spørgsmålene er netop udviklet til brug bl.a. for statistik bureauer med begrænsede ressourcer til rådighed. UNDP kunne meget vel anvende rapporten til både at sætte fokus på den utilstrækkelige data på området og samtidig promovere det fine redskab, der er til rådighed.
Når mere end 80 procent af verdens befolkning, der lever med et eller flere handicap, befinder sig i det globale syd, finder vi det bemærkelsesværdigt, at en rapport med fokus på udvikling til alle, ikke problematiserer forholdene for mennesker med handicap på en tydeligere måde.
Det havde vi gerne set tydeligere afspejlet i rapporten, slutter Thorkild Olesen.
