Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Han er desuden blogger på Globalnyt.
Enhver politiker vil være minister og enhver, der har prøvet at være minister, har hede drømme om at blive det igen.
Undtaget én: Christian Friis Bach, der har været udviklingsminister, men nu hellere vil nedlægge posten end kravle tilbage op på taburetten, hvis han får chancen efter det ventede folketingsvalg.
I alt fald hvis man skal tro hans udtalelser i et interview med Altinget tidligere i august.
Her sagde den radikale folketingskandidat og tidligere udviklingsmininster nemlig, at Udviklingsministeriet bør sløjfes og udviklingspolitikken deles ud på andre ministerier, så ministrene fremover ikke blot får til opgave at tage sig af Danmark, med også af dansk udviklingspolitik og -bistand i de fattige lande.
“Alt for meget fokus og energi går til forskellige udviklingsprojekter, og denne ’projektitis’-tilgang skal lægges i graven,” siger 56-årige Friis Bach, der selv har været projektmager i Folkekirkens Nødhjælp, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp og vicegeneralsekretær i FN.
“En projekttilgang er ikke den måde, vi kan ændre verden på. Vi skal i stedet skabe fundamenter for velfærdssamfund rundt omkring i verden. Det er den aller vigtigste opgave,” siger han.
Friis Bach importerer i dag varer fra krigs- og konfliktramte samfund gennem sin handelsorganisation, Warfair, og forsøger dermed at ændre verden ved at give de allermest udsatte mulighed for at hjælpe sig selv.
Fattigt og uambitiøst
Man kan tro det eller ej, når Christian Friis Bach siger, at han ikke vil være udviklingsminister én gang til. Hverken politikere (eller vi journalister) har ry for at være ufejlbarlige sandhedsvidner.
Ikke desto mindre har Friis Bach ret i, at den tid er forbi, hvor vi kunne bilde os selv ind, at et dansk udviklingsministerium kunne skabe udvikling i fremmede samfund og kulturer ved at pådutte andre vores færdigsyede Danida-modeller.
Tykke evalueringer af et halvt århundredes danske forsøg på at omplante andelstanken fra dansk landbrug til den røde jord i Afrika og Asien har således vist, at det ikke er en farbar vej. Et nyt dansk udviklingsministerium vil derfor være en forfejlet anakronisme, hvis det bliver sat til at bestyre dansk projektmageri.
Det er dog ikke det samme som at sige, at en fremtidig regering bør sløjfe Udviklingsministeriet og overlade det hele til de andre ressortministre som nye dele af deres danske arbejdsopgaver. Det ville være for fattigt og for uambitiøst, og de vil sandsynligvis sjofle bistanden!
Fredsmægling i stedet for projekt- og krigsmageri
I dag er vi på vej mod af opgive den civile projekttilgang. I stedet er det som om, Danmark ser det som sin rolle at bidrage med militær for at løse udviklingsproblemer, som den sidste snes års erfaringer burde have lært os, at hverken vi eller andre kan tackle på den måde. Manglen på positive resultater af vores indsats i Mali, Afghanistan og Irak taler for sig selv.
Men der er andre måder. Ved at opdyrke vores evne til at se og fremme andre tilgange til de globale udviklingsproblemer end civilt projektmageri og militært krigsmageri, kunne en dansk udviklingsminister og et dansk udviklingsministerium stadig yde bidrag til en bedre Verden, der ikke dækkes af eksisterende ministerier!
Her kan vi måske lære af Norge. Norges regering har forsøgt sig med freds- og forsoningstilgangen i sin udviklingspolitik. Langt fra altid med held!
Der er kun laser og pjalter tilbage af 1990’ernes norsk-støttede initiativ til at få Israel og Palæstina til at slutte fred (Osloprocessen). Årtusindskiftets norske forsøg på at støtte våbenhvile mellem singhalesere og tamiler på Sri Lanka endte i katastrofe, og det er endnu for tidligt at sige, om Norge får held til at mægle efter årtiers blodige borgerkrig i Colombia.
Måske kunne Danmark og Norge i fællesskab gør det bedre? For årtier siden ydede Danmark og danske NGO’er faktisk nyttige praktiske bidrag til forsoning mellem sorte og hvide i Sydafrika. Måske kan vi igen slå ind på den slags udviklingshjælp?
Så behøver en Christian Friis Bach heller ikke mangle job i en ny regering.
