Efter et kvart århundredes stadig fremgang indenfor bl.a. sundhed, uddannelse og kvinders muligheder for jordens befolkning som helhed, må vi konstatere at en stor del af vores medmennesker står tilbage uden forbedringer i deres liv og med lige så ringe muligheder som for 25 år siden. Det er den overordnede konklusion i den seneste udgave af Human Development Report fra FN’s udviklingsprogram UNDP.
Overordnet set befinder én ud af tre af jordens indbyggere sig i den lave ende af UNDP’s indeks for menneskelig udvikling, som en grundlaget for rapporten.
Ved lanceringen af rapporten, der fandt sted tirsdag eftermiddag i Stockholm, lagde den svenske statsminister Stefan Löfven vægt på, at det gælder om at få alle med – ikke mindst i forhold til FN’s verdensmål, der er rettesnoren for den samlede globale udviklingsindsats frem til 2030.
Han præsenterede rapporten sammen med chefen for UNDP, Helen Clark, som lagde vægt på, at næste skridt må være, at alle verdens indbyggere får del i de fremskridt, der er opnået indenfor bekæmpelse af ekstrem fattigdom og andre barrierer for udvikling.
Ujævn fordeling af uretfærdigheder
Rapportens hovedforfatter Selim Jahan, som er leder af den afdeling i UNDP, som står for rapporten, erkendte ved lanceringen, at hans egen organisation – blandt mange andre – lægger for stor vægt på nationale gennemsnit, når der skal laves statistikker og rapporter.
De nationale gennemsnit camouflerer, at der ofte er enorme forskelle mellem forskellige del af befolkningerne i mange lande.
Dykker man ned i rapporten ser man, at der inden for de fleste lande findes grupper, der har dårligere muligheder end andre grupper og derfor ofte ender med ikke at få del i en national fremgang.
Det drejer sig for eksempel om kvinder og piger, folk på landet, oprindelige folk, etniske minoriteter, migranter og flygtninge og seksuelle minoriteter.
De møder mange forskellige barrierer, som både kan være af økonomisk, social og kulturel art.
Kvinder er den største marginaliserede gruppe
Hvis man ser på verdens kvinder som en samlet befolkningsgruppe, så er det den største af de
I flere end 100 lande er der jobs, som kvinder ikke må bestride udelukkende på grund af deres køn. I 18 lande skal kvinder have tilladelse fra deres ægtemand, for at kunne arbejde. Dertil kommer den udbredte praksis med kvindelig omskæring, som er en lang mere indgribende operation end den mandlige omskæring, og tvangsægteskaber.
På landet i fattige lande er der fortsat mange børn, der ikke får meget uddannelse og det gør at de allerede fra begyndelsen af deres liv vil være bagud i forhold til befolkningen i byerne.
Nogle af de helt store tabere i … er de oprindelige folk. Ikke alene har mange af dem måtte se deres land blive besat af andre befolkningsgrupper, de fastholdes også i fattigdom og ofte uden for politisk indflydelse. De oprindelige folk udgør fem procent af verdens befolkning men hele 15 procent af verdens fattigste.
For medlemmer af seksuelle minoriteter gælder det, at de ofte lever under love, der tvinger dem til at skjule deres seksuelle præferencer. For eksempel er sex mellem mænd ulovligt i flere end 70 lande.
En enorm udfordring
Det, der skal til, lød det fra Helen Clark i Stockholm er, at sociale og kulturelle normer, der diskriminerer befolkningsgrupper skal væk. En enorm udfordring, erkendte hun.
En anden udfordring er at få fokus drejet fra kvantitet til kvalitet når der tales om udvikling. Det handler for eksempel om, at det flere og flere piger kommer i skole men at de viser sig, at flertallet af kvinder i udviklingslande, som har gået fire-seks år i skole stadig ikke kan læse.
Men det er muligt, fastholder UNDP-spidserne og fremhævede nogle af de fremskridt, der er opnået siden 1990, for eksempel at én milliard mennesker er løftet ud af ekstrem fattigdom, at kvinder rettigheder i dag er på dagsordenen i næsten alle lande og at 127 lande i dag har love mod vold i hjemmet.
