For godt et år siden stoppede jeg som udviklingsarbejder efter mere end 25 år ude for diverse internationale donorer og organisationer, og kastede mig i stedet over vores egen virksomhed og projekter. Det gav tid til selvransagelse og en kort depression. Som 54-årig var jeg løbet tør for benzin. Motivationen, passionen og troen på udviklingsbistandens effekt var væk. Og jeg er den type menneske, der skal arbejde med noget, jeg tror på. Det holder ild i sjælen.
Set i bakspejlet havde flere ting tappet for energien. En af dem var korruption. Jeg er med tiden blevet overbevist om, at meget af det, vi gør for den velmente bistand, er med til at smøre korrupte hjul. Tit er donormidler nemmere at snyde med end modtagerlandets egne penge. Jeg husker stadig, da en offentligt ansat og nær kollega i et modtagerland fortalte, hvordan landets fattigdomsbekæmpelsesprogram ”program 135” i korridorerne spøgefuldt blev kaldt ”531”. Startede man med 5 millioner dollars, nåede ca. 1 million dollars derud, hvor de var tiltænkt. Resten var forduftet undervejs.
Brune konvolutter var en del af systemet
Jeg kunne ofte ”lugte” korruptionen i det daglige arbejde. Jeg er stadig overbevist om, at når vi hyrede lokale konsulenter for donormidler, så fik vores nationale samarbejdspartnere inde i regeringssystemet kickbacks. Jeg har ingen beviser, men det var en klar fornemmelse, som også deltes af flere kollegaer.
Alt så på overfladen og på papiret korrekt ud. Vi fulgte procedurerne for transparens og rettidigt omhu. Vi annoncerede, shortlistede, og valgte den bedste kandidat. Men samtidig var der intet til hinder for, at topkandidaterne uformelt blev kontaktet af vores lokale regeringspartnere med den besked, at hvis de fik tjansen, så skulle de aflevere en del af honoraret i en brun konvolut.
Det samme med hotelkontrakter når vi arrangerede workshops og konferencer; der var hemmelige parallelkontrakter. Brune konvolutter var/er en fast del af systemet.
Samtidig følte jeg ikke, at vi mødte nok lydhørhed indenfor egne rækker. Til trods for, eller måske nærmere på grund af, en officiel nul-tolerance-politik overfor korruption vil mange embedsmænd indenfor donorverdenen og diplomatiet helst ikke vide af det. For hvad gør man uden håndgribelige beviser? Så mine mavefornemmelser forblev for det meste i maven, og det er ikke altid sundt.
Uindfriede mål og bortforklaringer
En anden grund til modløsheden var bureaukrati. Udviklingsindustrien skal konstant berettige og retfærdiggøre sig selv. Alt skal måles, vejes, dokumenteres og afrapporteres. Der kræves resultater og værdi for pengene. Megen tid og penge som bruges på at forklare, og bortforklare, hvorfor det ikke er gået som planlagt. Det var specielt det sidste – bortforklaringen – som gik mig på. Jeg følte ikke altid, at der var nok plads til ærlig og hudløs rapportering. Tingene skulle pakkes ind i de rette gloser.
Og når man sammenkobler ambitiøse planer med forskønnende afrapportering, så har man opskriften på en ond spiral: i næste runde skal målene endnu højere op og bortforklaringen mestres på et endnu højere niveau, og så fremdeles. Jeg blev aldrig god til at skrive rosenrødt, og efter godt ti års på papiret solidt arbejde for den største danske donororganisation sagde jeg op og afleverede en lang og kritisk men velment afslutningsrapport, som inviterede til dialog. Jeg fik en kort tilbagemelding om at det var en fin rapport, men ellers tavshed.
Jeg har i årenes løb sagt op fra flere udviklingsprojekter, som formelt kørte godt. Nogle gange i frustration, andre gange af hensyn til familie og jobsikkerhed. Og det er den tredje ting der pinte. Jeg følte, at jeg blev for afhængig af den gode gage, men at det arbejde, vi udrettede, ikke berettigede den pæne løn og frynsegoder. Jeg følte, at jeg solgte ud af min sjæl og integritet. Det lyder måske frelst i nogle ører, men jeg vil hellere arbejde for lavere løn og større jobtilfredshed. Lønnen var høj men tilfredsheden lav. Det duede ikke. Det gav ikke mening. Det føltes ikke godt i maven.
Den eneste periode, hvor jeg kan stå inde for det arbejde vi lavede, er årene ude med kristne organisationer. Det skyldtes til dels, at der var tale om udviklingsarbejde for små midler. Græsrodsarbejde hvor tilstedeværelsen var mindst lige så vigtig som den materielle støtte. Det drejede sig om det kristne vidnesbyrd, og det behøver ikke koste mange penge, men det kan sagtens være virkningsfuldt og effektivt.
Et vendepunkt
Jeg afsluttede den sidste jobkontrakt tidligt i 2018 og ramte kort efter lavpunktet i form af en kortvarig depressiv episode. Den skyldtes flere faktorer: følelsen af økonomisk sårbarhed, udbrændt, jobløs, min fars nylige død, usikkerhed om familiens fremtid, flytning mellem lande… For mange stressfaktorer på en gang.
Det var hårdt og meget ubehageligt. Men det blev et vendepunkt. Når man er længst nede, er hjertet blødt og åbent. Jeg bad og følte Vorherres nærhed stærkere end på noget andet tidspunkt i mit liv. Anger og tilgivelse, min hustrus uforbeholdne støtte, hjælp fra vores præst samt en god bog om sjælepleje som kom lige på det rette tidspunkt, psykolog og medicin, og jeg begyndte igen at svømme opad. En meget intens oplevelse, og en som jeg idag ikke ville være foruden. Jeg savner den faktisk af og til, hvor sært det end lyder. Følelsen af noget eksistentielt og stærkt. Følelsen af Guds nærvær er nok den bedste måde at sige det på.
Idag kører jeg virksomhed med min hustru. Vi har siden 2012 år gradvist opbygget et beach resort på Filippinerne og er i gang med at starte økologiske jordbrug samme sted. Vi har været heldige med satsningen og ramt et turistmarked i opsving. Det kræver en anden is i maven at være selvstændig og uafhængig. Men vi udlever vores drømme og forsøger at skabe noget, som er til gavn for lokalsamfundet og miljøet. Vi sætter folk i arbejde, geninvesterer lokalt, og fokuserer i stigende grad på bæredygtighed. Det motiverer. Og samtidig har jeg indimellem tid til at agere hjemmegående husfar for vores to yngste teenagere. Det tilfredsstiller. For mig giver det mening og indre glæde. Det er godt for maven.
Slut med polerede PowerPoints
I virkeligheden udretter vi meget af det, jeg tidligere forsøgte at rådgive andre om for andres penge. Det er meget sjovere selv at være iværksætteren. Ikke flere endeløse planlægningsmøder, ikke flere polerede PowerPoints, ikke mere politisk korrekt afrapportering, ikke mere spild af tid og andres penge. Det føles sundere. Det føles rigtigt og ærligt. Og det understreger vigtigheden af tilstedeværelsen som noget essentielt i forandringsprocessen. Spørg bare min hustru der styrer godt 25 ansatte, hvoraf hovedparten knap har en grundskoleuddannelse. De menneskelige relationer og holdninger er altafgørende for, hvordan det går.
Penge og teknologi bliver aldrig det endelige svar på udviklingsproblematikken, hvor meget vi end vil det. Men som kristen burde det heller ikke overraske. Bibelen foreskriver ikke pengeløsninger. Tværtimod er penge en central del af problemet: ’Vi kan ikke tjene både Gud og mammon”. Det er sådan noget, jeg tidligere i livet kækt ville have slynget ud som en smart bemærkning. Med årene er jeg blevet mere og mere overbevist om, at det rent faktisk først og fremmest drejer sig om det kristne vidnesbyrd, udlevelse af kristne værdier, og Helligåndens tilstedeværelse, hvis der skal skabes ægte og vedvarende forandring. Mere hjerte, sjæl, visdom og sund fornuft. Samt en god portion tålmodighed. Og det kan sagtens være fornøjeligt.
Der er jeg p.t. landet efter mange års stræben efter noget mere oprigtigt og meningsfyldt. Vi skal ikke pådutte andre vores tro eller meninger, men vi skal genfinde og udleve vores kristne værdigrundlag, og med det som afsæt arbejde ydmygt og hårdt for det, vi tror på. Kæmpe mod ulighed og for en mere retfærdig verden. Men at tro at flere penge, rapporter, og menneskeskabt teknologi er løsningen er velkendt menneskeligt hovmod. Det er dansen om guldkalven igen, igen…
Jens Peter Tang Dalsgaard er PhD i Agrøkologi. Tidligere ansat ved Danida, Danmission, USAID, WorldFish.
P.t. bonde på Filippinerne, glad husbond og far til fire. Aktiv kristen.
