Uffe Torm
Uffe Torm (1944) har i mere end 45 år arbejdet med dansk udviklingsbistand og international udviklingspolitik som journalist, redaktør, projekt- og oplysningskonsulent, projektkoordinator, programdirektør og var fra februar 1998 til februar 2012 sekretariatsleder for Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U).
Han har tidligere arbejdet for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), FN-forbundet, Mellemfolkeligt Samvirke (MS), Danida, Folkekirkens Nødhjælp (FKN), Red Barnet og Det lutherske Verdensforbunds afdeling for Mission og Udvikling (LWF/DMD) i Geneve og var medstifter af de danske udviklingsjournalisters klub, Nairobi-klubben i 1976.
Kristendom og udvikling – kan tro flytte bjerge? (2015).
Se alle Uffe Torms blogindlæg på Globalnyt
Allerede i forbindelse med lanceringen af udkastet til Venstreregeringens nye udviklingsstrategi antydede daværende udviklingsminister (nuværende finansminister) Kristian Jensen (V) i efteråret 2016 i et interview med Altinget Udvikling den 7. september 2016, lidt tvetydigt at ”NGO’erne skal i højere grad lægge sig op ad Danmarks overordnede målsætning” men tilføjede, ”at det kan også være, at vore programmer skal indrette sig mere efter, hvor vi har NGO’er, der kan understøtte den danske indsats.”
Lidt mindre tvetydig var Venstres udviklingspolitiske ordfører Michael Aastrup-Jensen på et debatmøde i Ingeniørhuset senere på måneden. Her udtalte han, at støtte til de danske NGO’er i højere grad skal gives ”i samspil med regeringens overordnede strategi.”
Venstreregeringen nåede dog ikke at få den nye udviklingsstrategi vedtaget i Folketinget, inden regeringen blev udvidet med Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Regeringsomdannelse betød, at Danmark fik en ny minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs (V), som før har været minister for udviklingsbistand.
I Altinget Udvikling den 11. januar citeres hun for følgende skriftlige kommentar: ”Der, hvor der er sammenfald mellem NGO’ernes arbejde og danske prioriteter, skal vi styrke samarbejdet. Konkurrence-udsættelse er en fair og gennemsigtig måde at gøre det på. Det giver NGO’erne mulighed for at vise og blive vurderet på, hvordan deres arbejde spiller ind i den nye strategi.” Men ministeren forholder sig ikke til, hvad der skal ske der, hvor der ikke er et prioritetssammenfald eller hvis, NGO’ernes arbejde ikke spiller ind i udviklingsstrategien på regeringens præmisser. Men gæt selv!
På banen – eller på bænken?
Staten har hidtil støttet NGO’ernes selvstændige arbejde og er ofte blevet inspireret heraf. Men nu er det åbenbart NGO’erne, der skal understøtte det statslige udviklingsarbejde, og lade sig inspirere af staten.
Derfor vil Udenrigsministeriet i løbet af 2017 gennemføre en åben ansøgningsrunde om de ca. 1 mia. kr., der er afsat til NGO-bistand i de kommende år. Posen med NGO-midler skal rystes, og døren åbnes så evt. nye aktører kan komme på banen og gamle aktører måske sættes på bænken. Ministeren mener, at en øget konkurrence om de beskårne NGO-midler, vil medføre, ”at vi får mest muligt for pengene.” Måske – men mest muligt hvad? Og hvem er vi – Danmark eller de fattigste befolkningsgrupper i udviklingslandene?
Især siden midten af 1980’erne, hvor NGO-bistanden toppede, har der været en stiltiende forståelse mellem Danida, politikerne og de eksterne aktører (primært erhvervslivet og NGO’erne) om, at der skulle være ”lidt til alle” – landbruget, industrien, håndværksfagene, fagforeningerne samt de kirkelige, de humanitære, de mellemfolkelige, de grønne og kvinderne. Og alle de nævnte interessenter blev repræsenteret i Danidas daværende styrelse og/eller Rådet for internationalt Udviklingssamarbejde.
Denne indbyrdes forståelse indebar nogle fordele, især at der helt op til slutningen af 1990’erne i det store hele var politik konsensus om hovedlinjerne i dansk bistandspolitik. Det gav ro om arbejdet og mulighed for en langsigtet planlægning til gavn for de lande og målgrupper, Danmark gerne ville støtte.
Øget konkurrence om færre midler
Som et resultat heraf har ca. 20-25 større NGO’er, paraplyorganisationer, puljer og netværk i de seneste ca. 20 år forvaltet langt størstedelen af NGO-midlerne. De har indtil for nyligt i det store hele hidtil kunne regne med ofte voksende bevillinger i de kommende år, selv om der undervejs er sket mindre justeringer især i bidragene til rammeorganisationerne med flerårige samarbejdsaftaler med Danida.
Men denne konsensus og kontinuitet blev nok en sovepude for nogle af aktørerne. Det fremmede måske ikke i tilstrækkelig grad den nytænkning og den innovative tilgang, som de stadig mere åbenlyse manglende resultater af udviklingsbistanden og dens faldende betydning for u-landene ellers tilsagde. Men vil øget konkurrence mellem NGO’erne og mellem NGO-bistand og andre former for partnerskaber i sig selv medvirke til nye og mere innovative tilgange til det globale udviklingsarbejde? Næppe – der skal mere til.
Man skal nemlig ikke glemme, at udviklingsarbejdet består i lange seje træk henover en længere årrække.
Langsigtet udviklingsarbejde kræver en stabil, forudsigelig og flerårig finansiering. Ellers risikerer man, at tidligere investeringer går til spilde og erfaringer og kompetencer oparbejdet over en årrække går tabt. Pludselige besparelser og nedskæringer på bistanden er, som vi så det i 2015, ødelæggende for arbejdet.
Meget tyder desværre på, at størrelsen af den langsigtede udviklingsbistand bliver mere uforudsigelig. Den vil i højere grad end tidligere afhænge af væksten i det danske nationalprodukt, af det voksende behov for humanitær bistand som følge af bl.a. klimaforandringerne, af udgifter som følge af flygtningestrømme og antallet af asylansøgerne og andre udgifter i Danmark, som delvist dækkes af bistandsmidlerne.
Flere private partnere
Udkastet til en ny udviklingsstrategi anerkender civilsamfundets særlige rolle i udviklingsarbejdet. Men ministeren ønsker også i højere grad at inddrage erhvervsvirksomheder, kapitalfonde, uddannelses- og forskningsinstitutioner, andre ministerier og kommuner i udviklingsarbejdet. Og de har sikkert også noget at byde ind med. Men det vil ifølge ministeren betyde, at der bliver færre NGO-partnere i 2018.
Hvilke organisationer, det vil gå ud over, er uklart. Men forhåbentlig vil udvælgelsen ikke ske efter rent partipolitiske kriterier, som vi før har set det ske under borgerlige regeringer – også mens Ulla Tørnæs var bistandsminister – men efter efter objektive kriterier, selv om det kan synes en næsten umulig opgave.
NGO’erne og skiftende regeringer har normalt i store træk været enige om den danske bistandspolitik.
Men det kan godt være, at enkelte både mindre og større organisationer vil stå af, hvis NGO-bistanden fremover i højere grad skal underlægges regeringens prioriteringer. Næppe alle NGO’er ønsker at blive set som underleverandører og regeringens forlængede arm ved at lægge sig for tæt op ad de officielle målsætninger for udviklingsbistanden om i højere grad inddrage ”danske interesser” i arbejdet.
Det er afgørende for deres troværdighed, at NGO’erne bevarer deres uafhængighed og selvstændige profil og ikke bliver underleverandører. Men mon ikke de fleste stiltiende vil lære at indrette sig på de nye vilkår – og så i højere grad se sig om efter alternative finansieringsmuligheder til kerneaktiviteter, de måske ikke længere kan få statslige støttemidler til.
