Statslig industripolitik og fælles interesser med eliten er nemlig vejen frem.
”Det er afgørende at forstå de politiske magtforhold. Hvilke magtfulde grupper er der? Hvilke industripolitikker er det muligt at få op at stå? Vi ville forstå, hvornår politiske eliter fremmer produktion, der i sidste ende kan føre til jobskabelse og fattigdomsreduktion,” forklarer lektor i statskundskab, Anne Mette Kjær.
I sin nye bog ’The Politics of African Industrial Policy’, udgivet af Cambridge University Press, har hun sammen med medforfattere undersøgt, hvad der skal til for at skabe udvikling i de fattigste lande.
Med en bevilling fra Danida i ryggen, har hun og hendes kollegaer siden 2008 arbejdet i Ghana, Tanzania, Mozambique og Uganda.
Hvordan eliten holder sig ved magten….
”Fra 2008 til 2012 talte vi flere gange med alle relevante aktører i sektoren. Alt fra forskere til politikere; parlamentsmedlemmer, tidligere ministre eller andre offentlige embedsmænd. Og vi talte også med producenterne – både små og store mælkebønder, mælkehandlere og de, der førte kontrol med mælkens kvalitet,” fortæller Anne Mette Kjær og fortsætter:
”Vi ville forstå magtforholdene i landet, så vi blev nødt til at se på, hvordan eliten holder sig ved magten – både hvordan den forsøger at vinde valg, og hvordan den forsøger at holde sin koalition sammen.”
”Vi fandt ud af, at det helt afgørende for at få eliten til at gennemføre en erhvervspolitik, der kunne blive til noget, var, at der var gensidige interesser mellem eliten og aktørerne i den enkelte sektor. Hermed kom vi frem til at fokusere på bl.a. kakao-, ananas-, palmeolie- og mejerisektorerne,” forklarer Anne Mette Kjær.
Fra statslig styring til liberalisering
Forskningen i udviklingsstrategier i Afrika rækker tilbage til afkoloniseringen i 1960’erne og 1970’erne.
Da kolonierne blev selvstændige, var der stor tiltro til, at Afrika og Asien hurtigt ville udvikle sig økonomisk. Man talte om 1960erne som et udviklingsårti, fordi man troede, at det ikke ville tage mere end et årti at indhente Europa og USA.
Sådan gik det ikke, og optimisme blev hurtigt afløst af pessimisme.
”Dét, som har drevet udviklingsforskningen, er i høj grad en frustration over, at der ikke skete mere,” forklarer Anne Mette Kjær og uddyber:
”Der skulle kapital til, men manglen på kapitalister gjorde, at staten tog over og investerede med midler fra vestlige lande”.
“Store projekter var kendetegnende for perioden, og der var stor udveksling mellem praktikere og akademikere, hvor forskere f.eks. blev konsulenter, ansat i Verdensbanken osv. Men til trods for den store indsats stagnerede økonomierne.”
I et forsøg på at skabe forbedringer liberaliserede og privatiserede man i høj grad de store statsejede virksomheder, som kørte meget ineffektivt.
Man prøvede at få styr på landbruget ved at afregulere priser, fjerne subsidier og skære ned på offentlige midler. Verdensbanken og (Valutafonden) IMF spillede en stor rolle, men til alles frustration skete der fortsat ikke meget.
Skulle der være permanent krise i Afrika syd for Sahara?
Good governance-modellen pådutter fattige afrikanske lande et vestligt ideal
Læs videre på
http://ps.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/udviklingsdebatten-i-afrika-en-statusopdatering-anno-2015
Og her lidt om hvordan det gik med Ugandas mælk
Lektor i statskundskab Anne Mette Kjær har opholdt sig meget i Uganda, hvor hun bl.a. studerede mælkeproduktion i et område, som var dav. præsident Milton Obotes højborg, men nu er støttebase for den siddende regering.
Efter borgerkrigens ophør i 1986 var staten mere eller mindre kollapset, og det var mælkesalget også. Bønderne producerede næsten kun mælk til eget brug, mens størstedelen af Uganda var afhængig af mælkepulver fra World Food Programme.
Det var i præsidentens personlige interesse at udvikle dette område i det sydvestlige Uganda, da han havde brug for støtte fra folk her for at opbygge en koalition.
Eftersom befolkningen var fra hans egen etniske gruppe, gjorde det arbejdet nemmere. Det blev hermed en fælles interesse at opbygge mælkesektoren.
Ved hjælp af en aktiv industripolitik fra regeringen (hvilket allerede begyndte i 1987), statslige investeringer i mælkekølere og transport-infrastruktur samt liberalisering af det store statslige mejeriselskab kom der gang i handlen med mælk.
Alle de små mælkebønder med 1-10 køer kunne nu sælge mælk og tjene penge nok til at sende deres børn i skole, og i 1990’erne blev Uganda selvforsynende med frisk mælk og er nu langsomt begyndt at eksportere.
