Adam Moe Fejerskov er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Stuider, DIIS, og medlem af Udviklingspolitisk Råd, som rådgiver udenrigsministeren (eller udviklingsministeren, når der er sådan en) om udviklingssamarbejde.
Det danske civilsamfund er skarpt. Selvom der i stor stil serveres vegetarisk rundt om i de danske ngo-kantiner, er der ikke mange fladtandede drøvtyggere blandt de danske civilsamfundsorganisationer.
De danske ngo er til stede, de forstår, hvad det kræver at skabe forandring, og de har kompetencerne til det. Men alle knive skal slibes regelmæssigt, hvis de skal bevare deres skarphed.
Derfor kommer her fire punkter, som har fyldt for mig i 2024, når jeg har snakket med og observeret danske civilsamfundsaktørers arbejde. Fire punkter som kan blive endnu bedre i 2025, et vigtigt år med ny udviklingspolitisk strategi og nye strategiske partnerskaber.
Alle fire tager deres udgangspunkt i den måske væsentligste observation for mig i året der er gået – og som jeg udfolder først – nemlig at danske civilsamfundsaktører er trådt op som helt afgørende implementerende partnere i kernen af det danske udviklingssamarbejde.
Det kræver et nyt narrativ om ngo’ernes rolle og målsætninger, men det etablerer også en række nye forventninger til dem.
Skarpere narrativ om civilsamfundsaktørerne rolle
Det første punkt her er i virkeligheden afsættet for de resterende pointer – nemlig at de danske civilsamfundsaktører er blevet så centrale for Danmarks udviklingssamarbejde, at vores forventninger til deres arbejde og impact også vokser – og bør vokse.
Med det ikke sagt, at de ikke altid har været vigtige, og jeg behøver ikke vove mig ud i en historisk analyse eller påstand om, at de er vigtigere i dag end tidligere.
Men der er ingen tvivl for mig om, at de er kommet mere centralt ind i udviklingssamarbejdet som kerneaktører i implementeringen.
En udvikling, der uden tvivl er sket i takt med, at Danmark har engageret sig i et stigende antal vanskelige kontekster over de senere år, og som har gjort, at danske indsatser omkring alt fra klimatilpasning til migration (se bare de nyligt formulerede migrationsindsatser) har ngo’er som centrale implementeringspartnere.
Ja, de er stadig dygtige til at understøtte og opbygge lokale civilsamfund, ligesom de er en stærk kobling til den danske befolkning, men de leverer efterhånden et væld af centrale indsatser på tværs af stort set alle danske prioriteter.
Og selvom Danmark igennem de senere år har set sin multilaterale bistand stige markant, så går en stor portion af de midler i sidste ende også til ngo’er, der implementerer på jorden (under markant dårligere forhold, end hvis vi havde støttet dem direkte, men den tager vi en anden gang).
… det betyder, at vigtige aktører heller ikke nødvendigvis forstår eller værdsætter præcis, hvor store forandringer vi har set over de senere år, når det kommer til civilsamfundsaktørernes rolle.
Det skifte formuleres for nuværende ikke med tilstrækkelig styrke af ngo’erne selv, og det betyder, at vigtige aktører heller ikke nødvendigvis forstår eller værdsætter præcis, hvor store forandringer vi har set over de senere år, når det kommer til civilsamfundsaktørernes rolle.
Derfor kan vi til stadighed se et outdated narrativ omkring, hvad civilsamfundsaktørerne kan, hvordan de arbejder, og med hvad de arbejder, som ikke er produktivt for hverken ngo’erne selv eller udviklingspartnerne, der støtter dem og er afhængige af deres indsatser.
Sådan et outdated narrativ risikerer at sætte civilsamfundsaktørerne i bås, opstiller et unødvendigt omstændeligt kontrolregime (modsat eksempelvis vores tilgang til de store multilaterale partnere) og lader til nogle gange at fastholde gammeldags tanker om, at visse hierarkier mellem ngo’erne skal bevares, eller at man kun kan se en bestemt procentvis stigning i sin støtte ud fra spøjse fairness-øvelser eller stiafhængighed.
Til sammen en række forhold, der ikke belønner de organisationer, der viser stor evne til at skabe forandring, og i det hele taget ikke får udnyttet potentialet for endnu større impact i det danske udviklingssamarbejde.
Så mit tydelige budskab her er, at de danske civilsamfundsaktører skal blive bedre til at italesætte deres vigtighed og reelle rolle i dagens udviklingssamarbejde.
Derfra er det selvfølgelig også vigtigt at forstå, at med en voksende rolle kommer også voksende forventninger, og det er de tre næste forslag til forbedringspunkter så nok et udtryk for.
Skarpere tænder
Jeg forlod 2024 med en fornemmelse af, at visse danske civilsamfundsaktører er lige rigeligt fokuserede på deres egen butik og ikke for alvor formår at forholde sig kritisk til, hvordan Danmarks udviklingssamarbejde er sat sammen i dag, hvor det er på vej hen, eller hvorvidt der er behov for nye ambitioner og visioner for, hvordan fremtiden for det kan se ud.
Danmark har en relativt unik tilgang til at arbejde med civilsamfundsaktører, og man ville nok være misundelig i mange andre lande, hvis man hørte om vores strategiske partnerskaber, der i hvert fald på papiret giver både mere forudsigelighed og fleksibilitet end hvad mange ngo’er ellers er vant til i støtten til deres programmer og projekter.
For en del har den finansielle støtte fra Danida betydet markant vækst over de senere år, men også begrænset diversiteten i finansieringskilder. Væksten er positiv, men spørgsmålet er så, om den voksende tæthed mellem Danida og ngo’erne betyder en større ensretning i, hvordan man ser tingene, eller om det betyder, at man holder lidt igen i forrhold til at kritisere Udenrigsministeriet.
Det er vigtigt at fastholde over for Udenrigsministeriet, at en kritisk dialog ikke handler om, at nogen bliver holdt ud i strakt arm eller skal udskammes. Tværtimod handler det om, at civilsamfundet føler et ansvar og en samhørighed med, hvad Danmark går og laver.
Om det er en reel forklaring, synes jeg er svært at sige. Det er selvfølgelig også vigtigt at forstå den overordnede finansieringskontekst, der for civilsamfundene globalt set betyder nedskæringer og hårdt pressede økonomier.
I en sådan kontekst er det ikke så overraskende, at man mest er fokuseret på sin egen butik, men jeg savner alligevel skarpere tænder og skarpere visioner fra civilsamfundet, ikke kun på egne vegne, men på vegne af hele Danmarks udviklingssamarbejde. En kritik, som nogle retfærdigvis vil føle er unfair, for den rammer et bredt og ujævnt felt, hvor nogle faktisk er skarpe, mens andre mest passer deres egne heste.
Jeg tror dog også, at det er vigtigt at fastholde over for Udenrigsministeriet, at en kritisk dialog ikke handler om, at nogen bliver holdt ud i strakt arm eller skal udskammes. Tværtimod handler det om, at civilsamfundet føler et ansvar og en samhørighed med, hvad Danmark går og laver – og det er kun positivt, når der skal gøres en forskel ude i verden.
Skarpere fokus på indflydelse
Nogle gange føles det, som om alle år er strategiår, men 2024 og 2025 har alligevel været, og bliver, specielle med både en ny Afrikastrategi og en ny udviklingspolitisk strategi, der lander i forsommeren. Alle danske ngo’er er interesserede i og bidrager med et kæmpe arbejde i forsøget på at påvirke, hvad der kommer ned på papir i de forskellige strategier, som Danmark producerer. Alligevel kan jeg ikke lade være med at sidde tilbage med en usikkerhed om, hvorvidt alle de kræfter nu også bruges rigtigt.
Strategier er vigtige. Eller det vil sige, gode strategier er vigtige. De udstikker retning og skarpe ambitioner, foretager vigtige fravalg og tilbyder en rettesnor, når man står ved en korsvej og er i tvivl om man skal gå til venstre eller højre.
Den nuværende udviklingspolitiske strategi er dog ikke nogen god strategi, hvis man gerne vil have tydelighed og retning. Den kan meget muligt være en god strategi, fordi den sikrer opbakning på tværs af det meste af Folketinget, eller hvis man ønsker en høj grad af fleksibilitet. Men nogen rettesnor er den ikke. Og det bliver den kommende formentlig heller ikke, af den simple grund, at den også skal have et bredt parlamentarisk fundament (modsat for eksempel Afrikastrategien, der alene er en regeringsstrategi).
I sidste ende betyder det strategier, som groft sagt ikke foretager fravalg, og som derfor kan bruges til at retfærdiggøre, hvad end man nu engang vil have retfærdiggjort.
Det rejser så også spørgsmålet, om det kan betale sig at bruge så mange ressourcer på at påvirke, hvad der står i så bred en strategi?
I min verden bør de danske civilsamfundsaktører bekymre sig mindre om den overordnede strategi (uden helt at stoppe med at bekymre sig, selvfølgelig) og mere om det der rent faktisk sker imellem strategiprocesserne: programmeringen. Der er både formelle og uformelle muligheder for at udøve løbende indflydelse på de valg, der reelt gør en forskel på jorden i tiden mellem strategiprocesserne, og begge skal aktiveres, hvis man vil gøre en reel forskel.
Fra min stol i Udviklingspolitisk Råd synes det tydeligt, at langt fra alle danske civilsamfundsaktører er involveret der, hvor der rent faktisk er reel indflydelse at hente på, hvad der i sidste ende sker på jorden.
Jeg tror, det er vigtigt for 2025, at de danske civilsamfundsaktører bliver ved med at stille sig selv kritiske spørgsmål om, hvad det er, de forsøger at påvirke, hvorfor de fokuserer netop der, hvilken effekt det har, og hvilke alternativer der måtte være.
Skarpere forandringsarbejde
Inden jul var jeg inviteret af Udenrigsministeriet til at give et oplæg om danske civilsamfundsorganisationers rolle og udfordringer i en omskiftelig tid.
Mit budskab var det, jeg allerede har skrevet her, nemlig at langt de fleste danske organisationer er dygtige til at arbejde med forandring. Men at det altid er sundt at kigge forandringsteorier og -tilgange efter i sømmene i jagten på at skabe blivende og bæredygtige resultater i de voldsomt vanskelige kontekster, der arbejdes i.
Omskiftelige kontekster der ikke kun præges af geopolitiske forskydninger og spændinger, men også en voksende kløft mellem behov og tilgængelige ressourcer, øget usikkerhed, kompleksitet og autokratisering, store afkoloniseringsbehov og voksende politisering (både herhjemme og når der arbejdes ude i verden), de mange nexus’er og så videre og så videre.
Der synes stadig at være organisationer, der balancerer på kanten af nogle af de klassiske faldgruber, som er med til at underminere mulighederne for at skabe systemisk forandring, så jeg synes de fortjener en gentagelse. Her er – kort og uretfærdigt – fire af de mest udbredte:
Det første handler om holdningen, der kan reduceres til, at hvis man holder sig til sin egen mindre del af det samlede forandringsbehov, skal der nok være ‘en anden, der tager sig af resten’. En holdning, der især fremmer fragmenterede projektlogikker, som hakker interventioner op i stykker og ikke er produktivt for blivende forandring.
Nogle civilsamfundsaktører har efterhånden porteføljer så brede, at det virker, som om de tror, de er FN.
Ingen kan dække hele ’cirklen’, der udgør systemisk forandring, men en bevidsthed om, hvem og hvad der skal til for at komplimentere ens eget arbejde, samt et strategisk engagement med disse aktører, er nødvendigt.
Anden faldgrube angår mission creep, som vi kalder det, når organisationer over tid tager det ene område efter det andet ombord uden at stoppe op og overveje, om man nu også skal og kan arbejde med så mange ting.
Nogle civilsamfundsaktører har efterhånden porteføljer så brede, at det virker, som om de tror, de er FN. Det er selvfølgelig fuldt ud en subjektiv holdning, men hvis vi gerne vil arbejde systemisk, tror jeg, der er behov for fokusering. Også for at man som organisation kan konstruere en portefølje, der er stærk vertikalt (evnen til at dække adskillige niveauer inden for få temaer) snarere end horisontalt (få niveauer, mange temaer). Systemisk forandring kræver løsninger, der sigter mod at forandre underliggende problemer, og det kræver en dybde i engagementet.
Som det tredje er det tydeligt, at den svære kontekst, der i stigende grad opereres i, kan virke som en sammenhæng, hvor der udelukkende kan tænkes kortsigtet. Men det er en skam, hvis man gør det.
Selv de sværeste kontekster giver mulighed for at lægge nogle mere langsigtede strategisk goal posts, der ikke skal være en spændetrøje, men snarere give retning. En retningsvisning, som gør fleksibilitet og adaptive tiltag meget mere effektive. Stigende usikkerhed har desuden den effekt, at den hurtigt giver os lyst til at genvinde den kontrol, vi måske føler er gået tabt. Det er farligt, og vi skal turde bevæge os derud, hvor tillid i stedet bliver det styrende.
Sidste og fjerde punkt handler om, hvordan vi organiserer os.
Det er ikke ligefrem et nyt fænomen, men det er måske endnu vigtigere, end det har været længe: Vi har historisk set haft et problem med, at vi overfører interne organisatoriske taksonomier på de problemer, vi gerne vil løse. Altså at vi kigger på en konkret udfordring og så spørger os selv, hvilke redskaber vi har i værktøjskassen, snarere end at lade udfordringen definere, hvordan vi arbejder.
Det kan være, man finder ud af, at ens værktøjskasse i virkeligheden ikke er perfekt til det konkrete problem, og så er det måske en god anledning til enten ikke at blande sig eller at overveje, hvilken værktøjskasse man gerne vil have som organisation.
Det var fire pointer fra min subjektive stol.
Det danske civilsamfund er stærkt, men det har vi også brug for med den stigende vigtighed, civilsamfundsaktørerne får som centrale implementeringspartnere.
Her til sidst er det vigtigt at sige, at det jo ikke alene er organisationerne selv, der styrer hvad de skal lave, og hvordan de kan gå til udfordringerne, men at de ofte skal manøvrere inden for nogle rammevilkår, som simpelthen gør det umuligt at arbejde grundigt og systemisk nok med forandring.
På den måde ligger udfordringen ikke kun hos civilsamfundsaktørerne, men i lige så høj grad hos donorer og andre partnere, der har et ansvar for, at disse skift kan realiseres.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i debatsektionen, så skriv endelig på [email protected]
