Det er sjældent, at et samråd i Folketinget får deltagerne helt op at støde, men dagens emne burde gøre det.
Ministeren for udviklingssamarbejde, Rasmus Prehn (S), var blevet indkaldt af Rasmus Nordquist (ALT) og Christian Juhl (EL) til en diskussion om det omstridte emne: private investeringer til finansiering af både klima- og verdensmål.
På dagsordenen var ministerens holdning til rapporten fra den britiske tænketank ODI, der peger på, at én offentlig krone ikke bliver til en mangedobling i private investeringer.
I praksis kommer der ikke flere penge til verdens fattigste
Blandt deltagerne til samrådet var politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke, Lars Koch, der selv har sat ord på problemstillingen i Globalnyt tidligere på ugen. Ifølge ham er der en del faldgruber, vi skal være opmærksomme på, hvis private investeringer skal komme verdens fattigste til gavn. Koch skriver blandt andet, at der for de 59 fattigste lande stadig mangler 3-500 milliarder dollars årligt for at nå Verdensmålene – og det er en illusion, at den private sektor vil lukke dét finansieringsgab.
Efter samrådet er det Lars Kochs indtryk, at der hos forligspartierne er en stor vilje til at øge bistanden, hvilket er positivt. Men i praksis er der stadig dårlige nyheder for verdens fattigste lande.
”Ministeren fastholder en tolkning af, hvad klimafinansiering er. I praksis betyder det, at der kommer færre penge til fattigdom, fordi at de penge der skulle være gået til langsigtet udvikling, bliver brugt til at kompensere for de skader vi (de rige lande) har påført dem for klimaforandringerne.”
Ministeren fører tråden videre
Udviklingsminister Rasmus Prehn understreger, at der i samrådet ikke er nogen hurtige løsninger på problemstillingen, men at han vil fortsætte linjen, den tidligere VLAK-regering har lagt, hvor Danmark med Prehns egne ord “har god grund til at være stolte af” både klimainvesteringsfonden og de 0,7 procent af BNP, som Danmark bidrager med til udviklingsbistanden.
Det er Venstres medlem af udenrigsudvalget Karen Ellemann Jensen glad for at høre, men fra de to spørgere Christian Juhl og Rasmus Nordquist er der fortsat bekymrede miner, da de herrer stadig savner svar på, hvor penge til finansiering af klima- og verdensmålene skal komme fra.
Udvalget vil kigge nærmere på IFU
Udviklingsministeren henviser til, at pengene skal findes på finansloven, hvorfor han ikke kan levere et endeligt svar til samrådet. Han udtrykker samtidig, at han har lyttet til spørgernes budskab og går klogere fra mødet.
Lars Koch går derfra med en stadig forhåbning til udviklingsministeren om, at han skal træde i karakter som selverklæret solidaritetsminister og økonomisk udleve det, der står i forståelsespapirene fra regeringen om at tage internationalt ansvar.
”Det er fint med en hensigtserklæring, men hvad er trinene? Hvordan kommer vi op på de fem milliarder nye midler udover de 0,7 procent af BNP? Hvis man sætter et ønske uden at konkretisere det, så minder det om Peter Pan,” lyder det fra Mellemfolkeligt Samvirkes politiske chef.
De to politikere, der indkaldte til samrådet, lader ikke til at være tilfredse med ministerens ord. Ifølge Christian Juhl fra Enhedslisten er det ikke ambitiøst nok, og der er stadig brug for at være enige om, hvad vi i Danmark mener om finansieringen af klima- og verdensmålene.
En ting, de alle kunne blive enige om, var at lægge op til en evaluering af IFU’s indsats. Derudover blev det slået fast i udviklingsministerens afsluttende bemærkning, at alle parter til stede deler samme ønske om en klimaomstilling og højere udviklingsbistand. Men hvordan de skal nå dertil, er ikke blevet yderligere afklaret.