Indsatsen for skrøbelige stater står højt på regeringens udviklingspolitiske dagsorden. Sammen med Øst-Timors finansminister er Christian Friis Bach genvalgt som formand for Den Internationale Dialog for Fredsopbygning og Statsopbygning.
Udviklingsminister Christian Friis Bach er af samtlige OECD-lande blevet genvalgt som medformand for Den Internationale Dialog for Fredsopbygning og Statsopbygning ved et stort ministermøde i Washington den 19. april 2013. Udviklingsministerens medformand af den Internationale Dialog er lederen af de skrøbelige staters sammenslutning (g7+), Øst-Timors finansminister, Emilia Pires.
Udviklingsministeren udtaler:
”Jeg er stolt over, at Danmark går forrest, når det kommer til nye måder at skabe fred og sikkerhed i verdens mest skrøbelige lande.”
”Vores formandskab for den Internationale Dialog er udtryk for, at vi fra dansk side tager ansvar for en af de største udviklings-udfordringer i verden i dag – at skabe udvikling i skrøbelige stater. Vi støtter aktivt gennemførelsen af en ny model for engagement i skrøbelige stater. En ”New Deal” der sætter landene selv i førersædet for deres egen udvikling.Denne internationale indsats er i Danmarks interesse. Ved at skabe en mere stabil situation i disse brændpunkter gavner vi også vores egen sikkerhed og værdier – samtidig med at vi gør en forskel for verdens fattigste.”
”Ved mødet i Washington i dag sendte vi et vigtigt budskab om betydningen af inddragelse af den private sektor og civilsamfundsaktører i indsatser i skrøbelige stater. Økonomisk vækst og beskæftigelse er helt afgørende for at sikre fred og stabilitet. Derfor skal vi have øget fokus på private investeringer i skrøbelige stater.”
Om Den Internationale Dialog for Fredsopbygning og Statsopbygning
Den Internationale Dialog for fredsopbygning og statsopbygning er et forum, hvor skrøbelige stater er gået sammen i en ny sammenslutning (g7+), der fører dialog om effektive udviklingsindsatser med de største donorlande, herunder blandt andet USA, EU, Sverige, Norge, Frankrig, Australien og Danmark.
Dialogen har på kort tid fået voksende betydning i det internationale samfund med fokus på at gennemføre en ny engagementsmodel i skrøbelige stater. Den nye model går under navnet ”New Deal” og baseres grundlæggende på de skrøbelige staters egen styring af deres udviklingsprocesser.
Under dansk formandskab er der bl.a. blevet lagt et stort arbejde i at gøre indsatsen mere målbar gennem at støtte udvikling af indikatorer for fredsopbygning og statsopbygning.
Ved ministermødet i Washington den 19. april, som Danmark var vært for sammen med USA og g7+ formandskabet fra Øst-Timor, blev man enige om, at disse indikatorer nu vil skulle testes på frivillig basis i en række pilotlande. Herudover blev man bl.a. enige om betydningen af inddragelse af nye lande og donorer i den Internationale Dialog og understregede værdien af et aktivt samarbejde med den private sektor og civilsamfundsrepræsentanter.
Udviklingsministeren deltog også, i kapacitet af sit medformandskab for den Internationale Dialog, i et stort møde om private investeringer i skrøbelige lande. Ved dette møde var fokus på, hvordan private virksomheder gennem at skabe job og beskæftigelse kan bidrage til langsigtet fred og stabilitet i skrøbelige stater.