Det giver af mange grunde rigtig god mening, at Danmark samarbejder med lande som Kina, Brasilien og Tyrkiet om energieffektivisering, fjernvarme og andre løsninger, der kan være med til at bremse de globale CO2-udledninger – og måske endda samtidig være med til at fremme dansk teknologieksport. Men skal samarbejdet finansieres af den udviklingsbistand, som regeringen og et flertal i folketinget har besluttet højst skal udgøre 0,7 procent af den danske bruttonationalindkomst?
Det skal det kun, hvis det – målbart – er med til at reducere fattigdom, mener et flertal i Udviklingspolitisk Råd. Rådets opgave er at rådgive udviklingsministeren, og på sit møde 1. juni behandlede rådet en indstilling om, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet de kommende år skal have 118,46 millioner kroner af udviklingsbistanden til såkaldte myndighedssamarbejder med i alt ti lande, hvoraf de syv er valgt ud: Brasilien, Kina, Colombia, Egypten, Ghana, Kenya og Tyrkiet.
Rådet anbefalede indstillingen, men med betingelser og bekymrede bemærkninger, som det fremgår af referatet fra rådsmødet: ”Når programmet skal finansieres af budgettet for udviklingsbistand (og ikke af additionelle midler for klimaindsatser), vurderes det at være helt centralt, at det også adresserer udviklingsudfordringer, herunder fattigdomsreduktion og menneskerettigheder,” hedder det i referatet, hvor det også fremgår, at rådet godkender programmet på betingelse af, at fattigdomshensynet indarbejdes i programmet og specifikt i resultatmålene. For en sikkerheds skyld beder rådet også om at se programmet – og de ønskede ændringer – igen inden seks måneder.
Rådet udtrykte også betænkelighed ved, om Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet besidder de kompetencer, der skal til, for at sikre, at samarbejderne bliver fattigdomsorienterede og baseret på retningslinjerne for godt udviklingssamarbejde. Også landevalget – der er renset for mindst-udviklede lande – understreger ifølge rådet, at programmet er på kanten af, hvad der bør finansieres af udviklingsbistand.
Dan Jørgensen i krydsild
De mange indvendinger fik rådet lejlighed til at rejse direkte over for minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen (S), for han deltog senere i mødet for at diskutere den gældende strategi for udviklingspolitik med rådet. Den diskussion kom især til at handle om, hvordan udviklingssamarbejde og indsatsen mod klimaforandringer kan supplere – og ikke skade – hinanden. Og her henviste rådsmedlemmerne netop til de konkrete dilemmaer, som bevillingen til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets myndighedssamarbejder illustrerer.
Ministeren svarede helt overordnet, at det er dybt uretfærdigt, hvis de fattigste, der rammes hårdest af klimaforandringerne, også rammes negativt af den grønne omstilling. Han understregede også, at udviklingseffekten altid vil være vigtig for Danmark, når vi støtter energiprojekter. Og at myndighedssamarbejder, der kan bidrage til betydelige reduktioner af udledningerne af klimagasser, for eksempel i Kina, er et vigtigt redskab for Danmark.
Ministeren blev også spurgt om Danmarks nej til at støtte gas som et alternativ til sundhedsskadelige brændsler som kul og trækul i udviklingslande. Han indrømmede, at det var et dilemma, men fastholdt sin tøven over for at bruge udviklingsbistand til at fremme brugen af fossile brændsler.
For mange skrøbelige partnerlande?
Rådet benyttede også ministerens besøg til at spørge, om Danmark har fundet den rette balance mellem skrøbelige og stabile lande i sit valg af partnere. Af de syv danske partnerlande har både Etiopien, Mali, Burkina Faso og Somalia (og indirekte Niger) de seneste år været ramt af konflikter, der har besværliggjort samarbejdet. Rådet forslog, at Danmark fortsætter det langsigtede partnerskab med flere stabile udviklingslande med henblik på at lære af erfaringer, for eksempel med klimatilpasningsindsatser. Her er det oplagt at tænke på et land, der dog ikke blev direkte nævnt, Tanzania.
Til det svarede ministeren, at balancen imellem de to typer af partnerlande er et centralt dilemma, der vil blive analyseret og taget op i regeringens bebudede Afrika-plan. Og så tilføjede han, at ja, udviklingssamarbejde i skrøbelige stater er dyrt, men at afslutte det, vil få enorme konsekvenser for mennesker i nød.
