Det er snart længe siden, diskussionen omkring DR’s tv-serie ”Liberty” er faded ud. ”Liberty” skabte stor debat på udviklingsfeltet og i offentligheden. Et argument gik på, at det slet ikke står så slemt til i dag. Vi er blevet meget bedre til at lave udviklingsbistand end dengang ”Liberty” udspillede sig. Vi har fået bugt med dårlige, misforståede projekter ledet af ildsjæle, der ikke ved bedre, og vi har fået bugt med korruption.
Men er det rigtigt? Er vi blevet så meget bedre til at lave udviklingsbistand, eller er der måske oven i købet ting, vi er blevet dårligere til? Var der faktisk noget godt ved den måde, samarbejdet foregik på ”i gamle dage”, og som vi er i risiko for at miste i dag?
Det er måske ikke så sort og hvidt, som tv-serien får det til at fremstå. Når jeg i øvrigt er enig i de udfordringer, der bliver fremstillet i tv-serien, selvom de nok er lige vel karikerede, hvad er det så, der mangler? Og hvad er det, vi skal sørge for at holde fast i i dag – og som der er fare for, at vi mister, hvis vi ikke passer på?
Vi må alle, og måske specielt os der har arbejdet med udvikling i en del år, forholde os til, at vi i dag står overfor en verden i hastig forandring, udfordringer af enorme dimensioner, geopolitisk turbulens, og vi har et ansvar for at nytænke og transformere de institutioner og samarbejdsformer, der skaber rammen om udviklingsarbejdet. Conducive Space for Peace er sat i verden for at gøre dette.
Find tilbage til kernen i udviklingsarbejdet
Prioriteringer og vilkår i udviklingsbistanden er i stigende grad styret af nationale donor-interesser. Det er legitimt at fastholde, at Danmark skal have noget ud af de penge, vi investerer i udviklingssamarbejdet. Det skal bidrage til VORES vækst og sikkerhed, og det skal vi kunne måle.
Det er legitimt at flytte flere penge til nærområder for at forebygge migrations- og flygtningestrømme til Europa og til Danmark, og det er legitimt at ændre diplomatiets fokus i en række lande til være ambassadører for virksomhedssamarbejde, også selvom der lige udenfor ambassadør-porten udfolder sig en bragende ulighed, en ikke bæredygtig fred, og hvor folk har brug for støtte i deres arbejde med at tackle udfordringerne.
Populistiske og nationalistiske stemmer i europæiske lande udfordrer regeringer og udviklingsbureaukratier og kræver mere dokumentation for, at udviklingsbistanden gør en forskel. Det skal være effektivt, målbart og vi skal kunne se synlige fremgange. For at kunne måle må vi opstille resultat-indikatorer, før vi går i gang. Vi skal kunne forudse vejen til forandring og budgettere de tiltag der skal til; og vi skal, når indsatsen er lavet, kunne måle og kvantificere, at der er sket forandring. Vi skal kunne tælle de mennesker der er berørt af forandringen, og de workshops der er afholdt.
Min kollega fra Sydsudan, Gatwal Augustine Gatkuoth, er en af de mange lokale NGO-folk, der bruger alt for meget tid på at skrive projektforslag og dokumentere resultater. Gatwal og hans organisation udfører vigtigt freds- og udviklingsarbejde i områder af Norduganda med over en million flygtninge. Det er komplekst og svært at arbejde der, men de gør et fantastisk stykke arbejde. De gør det arbejde, der ikke rigtigt kan måles – for hvis der kommer en million flygtninge ind i et område, hvor ressourcerne er små, spændingerne mellem forskellige etniske grupper er store, og usikkerheden gør det umuligt for kvinderne at hente vand og børnene at komme sikkert i skole, hvordan måler man så det arbejde organisationer gør for at skabe bedre vilkår? Hvordan måler man en relativ mindskning af risiko for noget, der er værre?
Vi kan blive dygtigere og dygtigere til at måle resultater og forandringer. Men er det det, vi skal bruge mere og mere tid på, fremfor at bruge tid på at støtte det gode og vigtige arbejde, der foregår?
Skal vi sikre, at Gatwal bliver bedre til at skrive ansøgninger og rapportere, eller skal vi genfinde tilliden til det vigtige arbejde han laver og give ham plads til det?
Der er behov for at finde tilbage til noget af det, som tidligere var kernen i udviklingsarbejdet, nemlig partnerskabsrelationen og ligeværdigheden; solidariteten og tilliden til hinanden. De vilkår der rammesætter udviklingsbistanden i dag, i højere grad end tidligere, er ikke tænkt til at undergrave disse grundlæggende elementer i samarbejdsrelationen. Men realiteten er, at det gør de.
Sværere at skabe lokalt ejerskab
I en slags “værdi-kæde”-reaktion mindskes muligheden for lokalt ejerskab, når prioriteringer fastsættes på donor-niveau (i et komplekst samspil mellem befolkning, politikere, regering og bureaukrati), når resultat-styring skærpes, når programmer får en kortere tidshorisont, og læring nedprioriteres til fordel for dokumentation; når partnerskabsrelationen ikke får den tid og plads den skal have.
Og her er ikke tale om ubetydelige teknokratiske vilkår. Nej, der er tale om, at vi i udviklingsbistanden ikke fastholder værdige, og ligeværdige, relationer som kernen i samarbejdet.
Dermed forspilder vi en mulighed for et fornyet globalt samarbejde på et kritisk geopolitisk tidspunkt. Der har aldrig været så meget brug for at os, der tror at vi gør noget godt i verden, tager ansvar for at gøre det endnu bedre og er klar til at forandre tingene, der hvor vi går galt.
Der er adskillige organisationer i Danmark og globalt, der er opmærksomme på disse udfordringer. Og der er dem, der formår at oversætte donorkrav til en samarbejdsmodel med lokale aktører, som er på deres vilkår. Jeg har set mange gode eksempler også blandt de dansk-baserede NGO’er.
Men der er også mange, der ikke gør – eller ikke gør det godt nok – simpelthen fordi det bliver sværere og sværere at skabe lokalt ejerskab i en donor-drevet virkelighed.
Enkelte donorer forsøger ihærdigt at gøre tingene anderledes, og her går især de nordiske donorer og små ”ligesindede lande” som Schweiz forrest. I fredsopbygningsarbejdet er svenskerne et hoved foran de andre. De afprøver nye fleksible finansieringsmekanismer, stiller krav til INGO’er og multilaterale organisationer om lokalt ejerskab, udvikler nye ”local accountability” mekanismer osv.
Danida har også i flere tilfælde skabt rammen for lokalt forankrede samarbejdsrelationer med finansiering, der giver en tilstrækkelig lang tidshorisont til at fokusere på svære samfundsmæssige forandringsprocesser og udvikle viden og nye måder at skabe forandring på lokalt. Det gælder f.eks. for den måde, Det Arabiske Initiativ blev etableret på og ført videre i nye former.
Her er det så op til de danske NGO’er at bruge disse rammer på en måde, så det er lokalt ledede organisationer, viden og idéer, der er i centrum for arbejdet. Der er dog samtidig donorer (og repræsentanter indenfor de førnævnte donorbureaukratier), der mener at et succeskriterium er at påføre modtagere af finansiering hårdere og hårdere krav til dokumentation af resultater og mål, der er opstillet allerede før en indsats går i gang.
Det skaber ikke lokalt ejerskab; det skaber ikke fleksibilitet til at agere effektivt og innovativt i en omskiftelig verden; det skaber ikke reelle resultater og bæredygtig forandring.
Lokale helte mangler
Jeg vil godt lave en lille afstikker tilbage til ”Liberty”. Der var mærkeligt nok ingen, så vidt jeg ved, der angreb tv-serien for fuldstændig at mangle lokale helte. Billedet af de lokale bønder, fagforeningsledere, hushjælpere var gennemsyret af at være underlagt ”de hvide” og af ikke at vide bedre, ja nærmest tilbagestående. Jeg kunne ikke forestille mig et mere misvisende billede.
Lokale aktører er eksperter i udvikling, menneskerettigheder og fredsopbygning; de har den kontekstuelle viden, den substansmæssige viden, idéerne der skal til at skabe udvikling ad nye veje og løse op for fastlåste konflikter, legitimiteten til at samle folk omkring nødvendige fælles dagsordner, og de er der på den lange bane – altså den eneste bane der tæller, når det gælder udvikling og fredsopbygning. Ingen forandringer sker på den korte bane, og det er netop her de internationale institutioner så ofte fejler, når de tror, at forandring kan designes og ske indenfor en treårig periode. Det kunne det ikke i Danmark eller Europa, og det kan det heller ikke i Nepal eller Uganda.
Når jeg kalder dem ”lokale helte”, så er det ikke, fordi de er få og helt exceptionelle. Det er fordi helte er noget man har på film, og skurke er noget man har på film. Men her var kun skurkene, både dem der ødelagde det for de andre for at opnå fordel selv, og dem der fulgte med og ikke havde mod til at gøre oprør mod den åbenlyse undertrykkelse.
De lokale ”helte” der manglede, er alle dem, der får samfundsudviklingen til at køre, og arbejder for menneskerettigheder, udvikling og bæredygtig fred. Det er almindelige mennesker, altså dem der er flest af, og som vi må prøve at støtte bedst muligt i deres vedholdende arbejde.
Vi kan forsøge at gøre os nyttige og akkompagnere dem i deres bestræbelser. Men vi kan ikke komme med en dagsorden og sige, ”det er dén her vej vi skal, venner”; det er det her vi kan støtte jer i og ikke andet, og I har tre år til at skabe resultater. Så undergraver vi den viden, legitimitet, innovation og de prioriteringer, der allerede er skabt lokalt, og dermed undergraver vi det åbenlyst største potentiale for fred og udvikling.
Det vidste de ”internationale”, der arbejdede med udvikling i Afrika på Liberty’s tid, og det ved de i dag. Men gør vi noget ved at ændre på de vilkår, der står i vejen for at kunne samarbejde med lokale partnere på den bedst mulige måde og give dem den støtte, de beder om?
Gør vi noget for at stå op imod de tendenser i bl.a. New Public Management og en stigende underlæggelse for nationale donor-interesser, der gør partnerskaber mindre ligeværdige og undergraver lokale aktørers legitimitet?
Brug for en informeret diskussion
Jeg taler med mange mennesker, der fortæller mig, at de er fuldstændig enige i mine og CSPs betragtninger – men som konkluderer at ”det kan man jo ikke gøre noget ved”, enten fordi det er sådan ”systemer” eller New Public Management fungerer. Mit argument er, at når udfordringerne har den karakter og alvorlighed, som vi ser i dag, ja, så er vi nødt til at gøre noget ved det. Vi er i hvert fald nødt til at prøve. Og trods alt, er systemer jo lavet af mennesker – de kan derfor også forandres af mennesker!
Min pointe her er ikke, at vi skal i gang med en ny diskussion omkring ”Liberty”. Men vi har i den grad brug for en informeret diskussion af, hvor udviklingssamarbejdet bevæger sig hen i dag, og hvordan vi formår at holde fast i de ting, som vi var gode til tidligere og skabe nogle vilkår for samarbejdet i dag, der giver mulighed for et effektivt og ligeværdigt globalt samarbejde omkring udvikling og fred.
Mie Roesdahl er leder af Conducive Space for Peace, en dansk NGO etableret i 2016 med det formål at bidrage til forandring af det internationale system og samarbejde omkring fred og udvikling, så det i højere grad skaber et befordrende rum for lokale aktører. CSP arbejder i et netværk af globale og lokale aktører og organisationer, der sammen ønsker at skabe forandring. Se også www.conducivespace.org.
