Lars Engberg-Pedersen
Lars Engberg-Pedersen (født 1964) er forskningsleder og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han arbejder med forskellige sider af udviklingssamarbejdet.
Han har tidligere været rådgiver i Burkina Fasos indenrigsministerium med fokus på decentralisering og kommuner, og han har været international chef i Mellemfolkeligt Samvirke.
Forskningsmæssigt har han især erfaring fra Burkina Faso, men også lidt fra Karnataka i det sydlige Indien.
Han har forsket i emner som lokale organisationer, fattigdom, naturressourceforvaltning, lokal politik, institutionel udvikling og decentralisering.
I en glimrende gennemgang af de seneste tal fra OECD for den internationale udviklingsbistand lægger Knud Vilby op til, at den traditionelle udviklingsbistands epoke er ved at være slut.
Hovedargumentet er, at der over de senere år er sket et skift væk fra de fattigste lande og fra det langsigtede udviklingssamarbejde.
Der er ingen tvivl om, at betingelserne for bistanden ændrer sig radikalt i disse år, og der er meget, der taler for, at den traditionelle bistand synger på sidste vers. Men det betyder ikke nødvendigvis, at der ikke er god brug for penge og viden til at skabe udvikling, hvilket Knud da heller ikke hævder.
Lad os tage presset på bistanden først. For det første er der i disse år en voksende tendens i donorlandene til at kigge på deres egne kortsigtede egeninteresser. Bistanden bruges i stigende grad til at støtte donerlandenes virksomheder, og en del penge anvendes på sikkerhedspolitiske målsætninger. Samtidig er den folkelige opbakning skrøbelig i mange lande.
For det andet er bistanden blevet udsat for større konkurrence hovedsageligt fra en række mellemindkomstlande, men også fra fonde, der anvender metoder hentet ind fra den private sektor. Det gør udviklingssamarbejdet kaotisk, fordi der er stadig mindre enighed om, hvad der er god bistand.
For det tredje har en del udviklingslande fået bedre muligheder for at øge deres skatteindtægter enten i forbindelse med udvindingen af naturressourcer eller som følge af økonomisk vækst. I mellemindkomstlandene har det ført til en meget mere selvsikker optræden over for donorlandene.
For det fjerde er der nye globale udfordringer, som bistanden er oplagt at anvende på. Der er brug for rigtigt mange ressourcer til begrænsning af og tilpasning til klimaforandringerne ikke mindst, men det vil også være oplagt at kanalisere midler i retning af f.eks. epidemier og migranter.
Så ja, den traditionelle bistand er jaget vildt. Ikke desto mindre kan man godt håbe på en glorværdig fremtid for udviklingsarbejdet i bred forstand. Det er der flere grunde til.
Ingen grund til at stikke piben ind
For det første vil verden rumme mange hundrede millioner ekstremt fattige og fattige mennesker i hvert fald de næste 20 år. For de, der faktisk synes at det er ganske urimeligt i en umådeligt rig verden, er der således ingen grund til at stikke piben ind.
For det andet vil fattige og mange andre mennesker få umådeligt meget gavn af, at der gøres noget ved de globale udfordringer. Så hvis målsætningen udvides til at skabe en stabil og fredelig verden, hvor alle mennesker kan have et berettiget håb om, at morgendagen er bedre end gårsdagen, er der så meget mere at tage fat på.
For det tredje vil det snart stå klart for befolkningerne i de rige lande, at disse målsætninger ikke kun angår ’de andre’. Skal vi have håb om en god fremtid for os selv og vore børn, bliver vi nødt til at smøge ærmerne op og være med til at gøre noget ved de globale udfordringer. Det er nødvendigt af hensyn til vores langsigtede egeninteresse.
For det fjerde kan udviklingsarbejdet kun blive bedre og mere ligeværdigt, hvis alle parter yder deres bidrag. Den traditionelle donor-modtager opdeling har alle dage undergravet udviklingssamarbejdets effektivitet.
Vil vi forstå det?
Den afgørende udfordring er, om befolkninger og politikere særligt i de rige lande vil forstå dette. Der er intet naturnødvendigt i, at det skal gå ned af bakke. England er nået op på at bruge 0,7% af BNI på udvikling på et tidspunkt, hvor de øvrige ministerier har skullet skære ned, og hvor andre lande har brugt den økonomiske krise som argument for nedskæringer på udviklingsmidlerne.
Det er en politisk kamp, som jeg tror godt kan vindes, fordi langt de fleste mennesker er parate til at løfte for det fælles bedste, hvis bare det er klart, at indsatsen kan bære frugt. Det gælder om at mobilisere med det nære som udgangspunkt og så bygge oven på det.
Lad os derfor ikke begræde, hvis den traditionelle udviklingsbistand står over for sit Waterloo. Lad os ikke kæmpe med næb og kløer for at bevare den, men for at erstatte den af et bredere udviklingssamarbejde, der skal skabe en stabil og fredelig verden med muligheder for alle.
Det stiller dog krav til os alle (politikere, Danida, NGOer og mange flere) om ikke at køre videre i den sædvanlige rille, men se med friske øjne på mulighederne. Måske udviklingssamarbejdet begynder hos naboen.
