De europæiske lande har reelt intet valg: Vi er nødt til at åbne dørene for flygtningene, der forsøger at komme hertil, for der er ikke mere plads i deres nabolande. Det vil være uciviliseret ikke at gøre det, mener den tidligere udenrigsminister.
Vi skal vælge mellem at lukke flygtningene ind og lade dem drukne i Middelhavet. Så skarpt trække tidligere udenrigsminister og formand for partiet Venstre Uffe Ellemann-Jensen de europæiske landes dilemma op.
Det handler om de mange flygtninge, der forsøger at komme til Europa i både fra Nordafrika – primært Libyen.
Udtalelsen kom i programmet ”Vi ses hos Clement” på DR2 mandag aften, skriver DR.
Ideen om at placere flygtningene i såkaldte ”nærområder” – lande i nærheden af flygtningens hjemlande – er ikke længere en mulighed i Mellemøsten, for de har allerede modtaget så mange flygtninge, at de er fyldt op, siger Ellemann-Jensen.
Den tidligere udenrigsminister mener ikke at de europæiske lande har et reelt valg – de er nødt til at tage imod de mange flygtninge. Alternativet – at lade dem drukne – ville være uciviliseret, mener han.
”Ved du hvad? Det Europa, som ville komme ud af det, som vikler sig ind i pigtråd og lader folk synke til bunds i Middelhavet udenom os, det er ikke et Europa, der er værd at leve i for anstændige mennesker,” sagde han.