Det lange seje træk for at skaffe rent vand, der er afgørende for sundhed og mindskelse af fattigdommen, er ikke hot news. Det er heller ikke nem bistand, Danmark giver. Og så plager korruptionen.
Af Adam Jacobi Møller og Peter Busk Stehr
Hvor er de positive udviklingshistorier? Hvor er de historier, der fortæller om udviklingsprojekter, der virker på lang sigt? Der er ikke mange af dem.
Danske medierne mener vel, at sådanne historier ikke sælger, og det selvom millioner af danske skattekroner er med til at hjælpe lokalbefolkninger at undgå katastrofer.
Den danske bistand til Ugandas vandsektor er en sådan ikke meget omtalt historie. Som en af de største donorer bidrager Danmark til den positive udvikling inden for sektoren, der dog plages af blandt andet korruption.
Vand er som bekendt nødvendigt for livets opretholdelse. En ret, vi ofte tager for givet i Danmark, hvor vi har nem adgang til vand. Men der er millioner af mennesker, for hvem adgang til vand er en daglig kamp.
Manglende adgang kan føre til fattigdom, sygdomme, tab af arbejde, eksempelvis i landbruget og dermed nedsat økonomisk udvikling, og i værste tilfælde kan mangel på vand føre til tab af liv.
Derfor er vand utroligt vigtigt både til personligt brug, husdyrhold og landbrug. I Uganda lever størstedelen af befolkningen på landet og ernærer sig ved landbrug, mest subsistenslandbrug, og at skaffe vand til landbefolkningen er en af den ugandiske regerings prioriteter.
Denne prioritet får stor dansk støtte. Et samlet budget på 395 millioner danske kroner over en fem årig periode gør Danmark til en af de største donorer inden for den ugandiske vandsektor.
Af disse går 65%, hvilket er 256,75 mill. kr., til sektorbudgetstøtte, 25%, som er 98,75 mill. kr., til basket support og 10%, som er 39,5 mill. kr., til NGO’er og CBO’er.
Danmark anses af det ugandiske Ministerium for Vand og Miljø også som en af de bedste, hvis ikke den bedste, donor inden for vandsektoren.
Det skyldes nok primært, at omkring halvdelen af bistanden går direkte til vandsektor-budgettet, hvilket giver regeringen mulighed for at arbejde for sine egne prioriteter, uden diktat fra donorlandet.
Sektor budget støtte giver således ejerskab til den ugandiske regering – og betyder mindre administration for donoren. Sektorbudget-støtte er også en naturlig følge af Paris Deklarationen om at effektivisere udviklingsbistanden, bl.a. gennem harmonisering af bistanden gennem donorsamarbejde.
Sektorstøtten går primært til at opbygge kapacitet ude i regionerne og distrikterne, hvor det kan være en udfordring at finde kvalificeret lokal arbejdskraft. Derudover går støtten til otte tekniske kontorer, der er spredt i regionerne til støtte for distrikterne.
Den resterende portion af den danske støtte går til NGO’er og CBOs, lokale civilsamfundsorganisationer. Deres opgaver ligger mest i at sikre god regeringsførelse gennem kvalitetskontrol, monitorering og advocacy.
Den danske støtte til vand sektoren i Uganda er altså karakteriseret af en holistisk tilgang: Den forsøger at opbygge kapaciteten i Uganda, på regeringens præmisser, med hensyn til gennemførelse af dens udviklingsplan, samt monitorering og medvirken fra befolkningens side.
Stigende korruption
Transparancy International, den internationale vagthund mod korruption, har nedjusteret Uganda på deres liste over korrupte lande. Det betyder, at korruptionen er steget i løbet af de sidste år. Det er som sådan ikke positivt for landets borgere og heller ikke for støtte, som den danske sektor budget støtte, der har færre kontrol- og evalueringsredskaber end mere traditionel øremærket udviklingsstøtte.
Ministeriet for Vand og Miljø, medgiver de da også, at støttekronerne er svære at spore.
Danida har en nul tolerance politik over for korruption. Det betyder, at findes der bevis på korruption, så er konsekvensen, at Danmark standser sin støtte.
Kenneth Nielsen, fungerende dansk ambassadør i Kampala understreger dog i en samtale, at man har redskaber, der kan begrænse korruption.
Et af dem er den danske støtte til NGO’er. NGO- netværket Uganda Water and Sanitation Network (UWASNET), med ca. 250 NGO’er inden for vand- og sanitetssektoren, har således som formål, at rapportere om uregelmæssigheder i gennemførelsen af de årlige vandsektorinvesteringsplaner, som regeringen har vedtaget.
UWASNET og den internationale NGO ActionAid fremhæver begge korruption som en forhindring for adgang til vand for befolkningen.
Ifølge ActionAid har Uganda fine og veludviklede guidelines og policy dokumenter om god regeringsførelse. Problemet er imidlertid, at der er et stykke fra retningslinjer til den praktiske implementering.
Blandt årsagerne er formentligt, at der er forskellige prioriteter i den nationale udviklingsstrategi, der er udformet af regeringen med input fra distrikterne og NGO’er, og regeringpartiets eget program. Udviklingsstrategien bliver ganske enkelt forfordelt, da politikerne er mere interesseret i at blive på deres poster end at opfylde den.
Da der heller ikke allokeres ressourcer til at sikre ordentlige lønninger, er der åbnet for korruption på et lavere niveau.
Oftest er distrikternes vandkommissioner desuden baseret på frivilligt og ulønnet arbejde. Det skulle være godt, fordi lokalbefolkningen dermed inddrages direkte i vandforsyningen. Men det kan gå galt. Den månedlige brugerbetaling til vedligeholdelse af vandpumperne ender ikke sjældent i kommissionsmedlemmernes lommer, der tager sig betalt for arbejdet.
Og hvis distriktskommissionerne arbejde ikke giver et konkret resultat i form af nye eller forbedrede vandpumper og deres vedligeholdelse og dermed nemmere adgang til vand, så mister kommissionerne deres værdi for de lokale og så rammes også den overordnede nationale vandsektor strategi.
ActionAid forsøger at komme disse udfordringer til livs blandt andet ved at arbejde på at styrke den lokale befolknings kapacitet gennem informationskampagner, hvor befolkningen lærer om deres rettigheder. Det gøres gennem træning af brugerkomiteer. De lærer om deres rettigheder og at stille regeringen til regnskab for implementering af sin strategi.
Manglende folkelig indflydelse
UWASNET giver også input til den årlige vandinvesteringsplan. Netværket kan, som andre NGO’er og lokale distriktsrepræsentanter, deltage i sektorens arbejdsgruppemøder. Ifølge Ministeriet for Vand og Miljø er det dog sjældent, at repræsentanter fra distrikterne deltager.
Den manglende deltagelse fra distrikterne i planlægningsprocessen betyder, at lokalbefolkningen ikke har indflydelse på planernes udformning, og det er derfor et spørgsmål, om planerne afspejler behovet i regioner langt fra det centrale niveau i Kampala.
Regionernes dækningsgrad viser da også store forskelle på adgangen til rent vand i forskellige regioner. Eksempelvis har 77% af befolkningen i distriktet Buikwe, lidt uden for Kampala, adgang til rent vand, mens det i Katikekile i den nordlige del af Uganda kun er ca. 18% af befolkningen der har adgang.
Dyrt vand i fattige regioner
UWASNET udtrykker også andre bekymringer for den ugandiske vandsektor, og det selvom NGO netværket har sit mandat fra regeringen.
I et interview peger UWASNET på prisforskelle på vand som et problem. I landdistrikter, hvor vand skal hentes fra en brønd, kan prisen være væsentlig højere end i de mere velstillede byområder.
De fattigste i samfundet er ofte tvunget til at betale en højere pris end de velstillede, og der er vel og mærke ofte tale om meget fattige mennesker, som må vende og dreje hver en krone for at få råd til at dække de mest basale behov. Det ses tydeligt, når betalingen f.eks. sker i form af en kylling.
Et andet problem UWASNET gør opmærksom på er, at vandsektorbudgettet ofte nedskæres i løbet af året, hvilket kan gøre det meget svært at implementere de vedtagne vandsektorstrategier. Regeringen mister troværdighed og befolkningen får ikke vand.
Til disse problemer kommer manglen på lokalt ejerskab i mange distrikter – et ejerskab, som skal sikre bæredygtighed.
En årsag til manglende lokalt ejerskab er manglende kapacitet. Der er ganske enkelt ikke nok ugandere, der kan lede vandprojekterne ude i distrikterne. Distrikter der for øvrigt bliver flere og flere af.
Derfor forsøger UWASNET også, at forbedre kapaciteten ved at tilbyde træning af trænere til vandkommissioner, lokale NGO’er og CBO’er.
Utilfreds med regeringsstøtte
Også Ministeriet for Vand og Miljø tilbyder teknisk støtte til distrikternes vandprojekter, hvis distrikterne søger om det. Ministeriet har afdelinger som tilbyder teknisk træning samt træning af vandkommissionernes medlemmer, så de kender deres ansvarsområder.
Derudover kan de lave de behovsanalyser, kan monitorere vandprojekterne og kan bidrage til arbejdsplaner. Men opgaverne er så mange, at ministeriets folk umuligt kan deltage i alle distriktsmøder.
I Buikwe distrikt, lidt udenfor Kampala, er der også utilfredshed med støtten til distriktets vandsektor, selvom dækningsprocenten ligger i den højere ende. 78% af befolkningen har her adgang til rent vand.
Formanden for vandkommissionen pegede på en række udfordringer: For få brønde og for lidt fokus på landområderne, ulighed i vandpriser mellem fattig og rig, dårlige rørsystemer, manglende teknisk støtte og konflikter.
Det sidste punkt underbyggede han med et eksempel fra Kankunjo, hvor 12,000 mennesker deler 8 tappesteder fra samme kilde, der kun giver nok vand i regntiden. Den sparsomme adgang til vand har uundgåeligt skabt hyppige konflikter i lokalsamfundet.
Ingen vej uden om et sejt træk
I Uganda arbejder regeringen, civilbefolkningen og donorer som Danida seriøst for at forbedre adgangen til rent og sikkert vand.
Dækningsgraden i landdistrikterne lå i 1997 på 32% af befolkningen, og nu har Uganda allerede oversteget 2015- målet om at opnå 62% dækningsgrad.
Målet er derfor hævet til 77 %, og donorlandene med Danmark i front belønner regeringen med udviklingsstøtte uden megen øremærkning. Også selvom det seneste mål ifølge Ministeriet for Vand og Miljø, NGO’er og den danske ambassade i Uganda er urealistisk.
Der er nemlig- som nævnt – mange udfordringer på vejen til målet. Der kræves en koordineret indsats og ikke kun om adgang til vand, men om befolkningsvæksten, som må begrænses. Det er også nødvendigt at fokusere på bedre adgang til vand i de fattige yderkantsområder, der har lav dækningsgrad, ligesom strategier og vandplaner må følges op af et realistisk budget.
Korruptionen skal begrænses, og lokalbefolkningens kapacitet opbygges.
Donorerne på deres side bør sikre, at budgetstøtten ikke bliver en sovepude for regeringen, som så ikke selv allokerer de nødvendige midler til sektoren, ligesom de i højere grad bør støtte uafhængige og lokale NGO’er og CBO’er til kontrol af gennemførelsen af regeringens vandplaner og sikring af befolkningens rettigheder.
Det lyder enkelt med budgetstøtte til vandsektoren. Det er det ikke. Det er vanskelig, livsvigtig støtte, som også fortjener at komme i medierne. For kedelig er den ikke.
Adam Jacobi Møller er Cand. Merc. Jur og M.Sc. Human Rights. Peter Busk Stehr er M.Sc Design, Communication, and Media. Begge har de studeret og arbejdet i Afrika. Peter Busk Stehr bor pt i det Nordøstlige Uganda, hvor han arbejder med bl.a kommunikation for internationale og lokale NGO’er.
Artiklen er den første i en serie af udviklingsrelaterede historier fra Danida partner lande i det østlige og sydlige Afrika
