Nyt landeprogram for Uganda 2018-22
Globalnyts skribent Marie Visti Hansen er, i anledningen af Danmarks kommende landeprogram for Uganda, rejst til Kampala for at tage temperaturen på landets økonomiske vækst og privatsektorudvikling, og se nærmere på hvordan Danida vil arbejde for at løfte landestrategiens første målsætning:
At bidrage til fattigdomsbekæmpelse gennem inklusiv og bæredygtig økonomisk udvikling
Rejsen er gennemført med støtte fra Timbuktufonden.
Marie Visti Hansen har beskæftiget sig indgående med Afrika (herunder Uganda), dansk og international bistand i mangfoldige år og har bl.a. deltaget i udformningen af dansk bistandspolitik via tillidshverv i Danida-regi. Hun har også siddet i den dav. U-landsstyrelse.
Hvad er baggrunden for det nye landeprogram? Hvordan adskiller det sig fra tidligere programmer og hvad er de vigtigste prioriteter for Danmark?
Det nye er, at vi for første gang får et egentligt og samlet landeprogram med sammenhængende tematiske programmer og indsatser. En anden nyskabelse er, at landeprogrammet skal bidrage til at opnå de tre strategiske målsætninger, som vi har beskrevet i udkastet til landepolitikpapiret: For det første er det programmets grundlæggende målsætning at bidrage til at en bredere politisk udvikling, som styrker civilsamfundet, pressen og de demokratiske institutioner.
For det andet skal programmet bidrage til at skabe en mere inklusiv økonomisk vækst og reducere arbejdsløshed gennem støtte til udviklingen af den private sektor især små og mellemstore virksomheder.
Og endelig for det tredje er det hensigten at støtte Ugandas stabiliserende rolle i regionen, bl.a. ved fortsat at støtte Ugandas modtagelse af de mange flygtninge fra konflikter i området.
Uganda har de senere år været et relativt stabilt land. Hvad for en rolle spiller Uganda i regionen og hvordan vurderer du muligheden for at Uganda også fremover vil udgøre en stabiliserende faktor?
Det er rigtigt at Uganda spiller en overvejende stabiliserende rolle i den meget urolige region mellem Afrikas Horn og De Store Søers Område. Uganda er det land, der bidrager med det største antal tropper – over 7000 – i Somalia til den afrikanske fredsmission, Amison.
Og Uganda har også været aktiv i forsøget på at mægle i konflikter i regionen, f.eks. i Burundi. Når jeg siger ”overvejende stabiliserende rolle”, er det fordi der også er eksempler, hvor det er usikkert om Uganda konstruktivt bidrager til fred og stabilitet.
Det drejer sig ikke mindst om borgerkrigen i Sydsudan, som er en af de frygteligste konflikter i mange år i Afrika. Ugandas entydige støtte til den siddende præsident og fortsatte modstand mod våbenembargo er ikke med til at fremme freden i Sydsudan.
Nogle observatører i Uganda fremfører, at Uganda hermed selv bidrager til at der nu er masseflugt fra landet. Når det er sagt, er den måde flygtningene bliver modtaget på i Uganda et positivt bidrag til stabilitet i regionen.
Museveni gik ved valget sidste år ind i sit 31 år ved magten og samtidig ser der ud til at være en noget bekymrende indskrænkelse af demokratiet. Hvordan vurderer du udviklingen?
Uganda har været forholdsvist stabilt siden Museveni kom til magten for over 30 år siden, og den interne politiske stabilitet er en af betingelserne for at landet fortsat kan spille en stabiliserende rolle i regionen. Men hvis det politiske rum bliver yderligere indsnævret og de grundlæggende demokratiske institutioners uafhængighed fortsat undermineres kommer stabiliteten under pres.
Hvis den økonomiske ulighed og den allerede høje ungdomsarbejdsløshed så samtidig vokser, kommer hele den sociale og økonomiske stabilitet i fare. Nogle mener, at Museveni er en betingelse for stabilitet, mens andre påpeger at der også er fare for at modsætningerne og oppositionen vokser og der opstår konflikt hvis han fortsætter som præsident.
Mange frygter, at Musevenis partimedlemmer i parlamentet vil ændre grundloven, så det bliver muligt for Museveni at genopstille i 2021. Det kan være det, som udløser uroligheder. Der er behov for en inklusiv national dialog med alle politiske, økonomiske og sociale grupper, der kan udstikke landets fremtid for at fremme en fredelig politisk udvikling. Danmark støtter en sådan national dialog.
I Danmark har der det seneste været meget fokus på det exceptionelt høje antal flygtninge Uganda har modtaget fra Sydsudan. Noget tyder på at uganderne takler flygtningeudfordringen anderledes end resten af verden. Hvordan håndterer Uganda situationen?
1,6 mio. mennesker er flygtet siden juli sidste år som resultat af konflikten i Sydsudan. Halvdelen er flygtet til Norduganda. De bliver godt modtaget, får asyl, bliver etableret i bosættelse og ikke egentlige flygtningelejre og – ikke mindst – får de tildelt et mindre stykke jord.
Og så er det sådan, at den hjælp der gives til flygtningene også kommer lokalbefolkningen til gode.
Det drejer sig f.eks. om skoler og sundhedscentre, som lokalbefolkningen på lige fod med flygtningene har adgang til. Denne åbne og konstruktive flygtningepolitik skyldes måske også, at mange ledere i Uganda selv har været flygtninge. Hertil kommer at det ofte er de samme etniske grupper – nogle gange med familiære bånd – der findes på begge sider af den nordlige grænse.
I Danmark er der meget fokus på omkostningerne ved at modtage flygtninge. Hvordan kan et fattigt land som Uganda klare at modtage så mange?
Det viser sig ofte, at flygtningebosættelserne faktisk bliver en slags motor for den økonomiske udvikling i regionen. Derfor er der også en vis konkurrence mellem de nordlige distrikter for at etablere flygtningebosættelser.
Men tilstrømningen af flygtninge i de senere måneder med 2-3000 dagligt lægger selvfølgeligt også et stigende pres på de lokale ressourcer som jord og vand.
I en af bosættelserne er der kommet over 250.000 flygtninge på få måneder, og det er nok i overkanten.
Uganda har indtil videre også kunne klare modtagelsen af de mange flygtninge, fordi det helt overvejende er det internationale samfund, som betaler for flygtningemodtagelsen.
Fra dansk side støtter vi humanitær bistand både via FN’s Flygtningehøjkommissariat og via danske NGOer, som Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp.
Og i det kommende landeprogram vil vi lægge større vægt på at styrke sammenhængen mellem nødhjælp og udviklingsbistand, der traditionelt har fungeret adskilt. Det er nødvendigt de to tænkes sammen for at skabe en bæredygtig udvikling for de mange flygtninge, som nok ikke vender tilbage til Sydsudan lige med det samme.
Den økonomiske udvikling i Afrika Syd for Sahara er stagneret på omkring 1,4 %, men Uganda er med høje økonomiske vækstrater med til at trække gennemsnittet op. Samtidig er det lykkedes at halvere den andel af befolkningen, som lever under ekstrem fattigdom. Men kan vi regne med at væksten er bæredygtig?
Ja, i 2016 oplevede Afrika Syd for Sahara den laveste vækst i 20 år på godt 1 procent, det vil sige negativ vækst per indbygger. Det skyldes i sær faldende efterspørgsel på olie og gas og andre råstoffer. Østafrika har klaret sig forholdsvis godt, fordi landene ikke er så afhængige af råstofeksport. Uganda er væksten faldet til 4-5 pct. i de senere år.
Men der er desværre ikke tale om en inklusiv vækst og uligheden har været voksende. Dette betragtes blandt andet af Verdensbanken og IMF som et stort problem. For nylig var lederen af IMF på besøg i Uganda og hun understregede netop den voksende økonomiske ulighed, som en bremseklods for Ugandas økonomiske udvikling.
Den meget høje befolkningstilvækst udfordrer også væksten. Faktisk er Uganda det yngste land i Afrika med 50 pct. af befolkningen under 15 år.
Men på trods af at regeringen har ambitioner om at Uganda skal være et mellemindkomstland i løbet af de næste 4-5 år, er befolkningstilvæksten ikke en udfordring man adresserer seriøst fra politisk hold. Og selv om der så kom øget politisk fokus på udfordringen, vil en ændring være længe om at slå igennem. Så det virker ikke realistisk at Uganda i løbet af få år skulle blive et mellemindkomstland.
Det er rigtigt at Uganda de seneste par årtier har set en væsentlig reduktion af den ekstreme fattigdom – fra to til én tredjedel af befolkningen. Men det er en skrøbelig udvikling for to ud af tre, falder tilbage til fattigdom.
Ligesom for det øvrige Afrikas vedkommende, kan man heller ikke i Uganda tale om dannelse af en middelklasse, selvom den afrikanske middelklasse under stor opmærksomhed blev annonceret for et par år siden. En sådan middelklasse kunne ellers spille en afgørende politisk og økonomisk rolle.
Hvad vi kan iagttage i Uganda er en lille stærk elite omkring præsidenten, der ikke blot har sat sig på den politiske magt og kontrollerer statsapparatet, men også dominerer de økonomiske nøglepositioner i landet.
Der er fundet olie i Uganda, og olien ses af regeringen som en redningsplanke for økonomien. Men der er, en stor fare for at olien – som i mange andre afrikanske lande – bliver en forbandelse og ikke en velsignelse. Især fordi forvaltningen af de offentlige finanser ikke er gennemsigtig og der er udbredt korruption. Selv om man gør en indsats for at forbedre den offentlig styring af finanserne – bl.a. med dansk støtte – er der lang vej igen.
Og med de lave priser på olie og gas pt. er spørgsmålet hvor rentabelt et foretagende det er. Uganda har allerede belånt en ikke ubetydelig del af den forventede fremtidige indkomster fra olie og oplever som en lang række andre afrikanske lande en hurtigt voksende gæld, som i stigende grad belaster de offentlige finanser.
Man kan sige at forbandelsen er kommet før den første dråbe olie er kommet op af jorden. Nu kun 10-15 år efter de mange gældseftergivelsesprogrammer i Afrika er det foruroligende at landenes gæld igen er vokset til et niveau der udgør en alvorlig belastning for den økonomiske udvikling.
Uganda er ikke just kendt for et godt forretningsklima og korruption er udbredt. Hvilke muligheder ser du for at dansk erhvervsliv kan bidrage til en positiv udvikling og økonomisk vækst under de forhold?
Der er gode muligheder for udenlandske investorer, herunder danske, i Uganda. Og de særlige danske kompetencer inden for eksempelvis vedvarende energi, vandforsyning, agroindustri og fødevareforarbejdning er et godt match til de opgaver Uganda står overfor at skulle løse de komme år.
Men der er sandelig også udfordringer, som det er vigtigt virksomhederne har kendskab til inden de engagerer sig. Korruption, og uklarhed omkring ejendomsret er nogle af de ting, der spiller ind.
Ser man på Verdensbankens Doing Business indeks, ligger Uganda langt nede og er i de senere år faldet yderligere. Ingen tvivl om at korruptionsbekæmpelse og større klarhed om ejendomsforhold må højere op på den politiske dagsorden, hvis man for alvor skal tiltrække store udenlandske investeringer.
Problemet er at korruptionen er systemisk og bruges politisk, hvorfor det er vanskeligt at komme til livs.