Højt spil om freden på Sri Lanka bringer landets udvikling i fare
Af Jørgen Harboe
Mens krigene bragede løs i Afghanistan, Israel-Palæstina og Irak var der ét lyspunkt, der tydede på, at det var muligt at løse konflikter og skabe udvikling uden brug af militær magt. Det var Sri Lanka.
I 2001 mæglede Norge mellem Sri Lankas regering og partisanbevægelsen De Tamilske Tigre. Mæglingen lykkedes så vidt, at parterne blev enige om en våbenhvile i begyndelsen af 2002 og indledte forhandlinger om fred efter 18 års borgerkrig. Danida og andre bistandsorganisationer sluttede op om processen med løfter om milliardbistand, hvis parterne bare kunne blive enige om fred og forsoning.
Nu er også denne fredsproces på vej til at kæntre.
Sri Lankas præsident Chandrika Kumaratunga har brugt 14 hektiske dage på sende den ene tordnende bredside mod processen efter den anden.
Sidst i oktober forlangte hun, at Norge fyrede chefen for det nordiske observatørkorps, der har overvåget de sidste 20 måneders våbenhvile mellem regeringen og De Tamilske Tigre. Ifølge præsidenten var chefen partisk og bragte landets sikkerhed i fare.
Den norske regering har hjemkaldt ham til “konsultationer”, d.v.s. i praksis pareret ordre. De 60 observatører – herunder 12 danske – fungerer derfor uden chef. De har ikke bare til opgave at overvåge, om parterne overholder våbenhvileaftalen. Parterne har også givet observatørkorpset myndighed til at fælde dom over krænkelser og give parterne bindende påbud.
Den ret har præsidenten anfægtet ved at sende besked til Sri Lankas militær om, at de fremover ikke behøver rette sig efter våbenhvileobservatørernes påbud. Hun har også erklæret selve våbenstilstanden ugyldig, – uden dog at ophæve den.
Derefter fyrede præsidenten på én gang landets forsvars-, indenrigs- og informationsminister og opløste parlamentet midlertidigt (frem til 18. november). Det skete, mens regeringschefen Wickremesinghe var på statsbesøg i USA.
Aktionen kunne ligne en optakt til et regulært statskup, men sådan er det foreløbig ikke gået, selv om Kumaratunga i et par dage satte sit land i undtagelsestilstand. Når præsidenten kunne gå så langt uden at kuppe, hænger det sammen med, at grundloven giver hende vide beføjelser. Hun er chef for de væbnede styrker og har ret til at opløse parlamentet og udskrive nyvalg.
Nu har hun derudover svækket regeringen ved at overtage forsvarsministerens, indenrigsministerens og informationsministerens beføjelser, hvilket betyder, at hun ud over hær, flåde og luftvåben har politiet og informationspolitikken under sig. Pressen har allerede rettet ind efter de nye realiteter og priser præsidenten, der tør tale med store bogstaver.
5. november fulgte Kumaratunga op med et krav om, at Wickremesinghe opløser sin regering og udnævner en samlingsregering. Kumaratunga står i spidsen for Sri Lankas Frihedsparti og Wickremesinghe for Nationalistpartiet, der har kæmpet om magten i årtier. Nationalistpartiet er i koalition med andre partier, der for tiden har flertal i parlamentet. En samlingsregering giver Frihedspartiet en adgangsbillet til regeringsmagt uden et parlamentsvalg, som Frihedspartiet – og præsidenten – sandsynligvis vil tabe. Man kan kalde det et indirekte delvist statskup, der måske endda er legalt.
Alt tyder på, at Kumaratunga udelukkende er ude efter Wickremesinghes skalp, så hun selv kan overtage den politiske magt i Sri Lankas hovedstad Colombo. I den forstand har den politiske krise intet at gøre med De Tamilske Tigre og fredsprocessen.
Ikke desto mindre gennemførte hun sin kampagne samtidig med, at Tigrene offentliggjorde et vigtigt udspil, der kan sætte skub i fredsforhandlingerne, som har ligget stille i mange måneder. Det var ikke tilfældigt.
Så at sige alle Sri Lankas 20 millioner indbyggere ønsker fred og er dødtrætte af den 18 år lange borgerkrig, der har kostet 65.000 mennesker livet og lagt gift for social udvikling og økonomisk vækst.
Den økonomiske vækst kom i gang igen med våbenstilstanden, og befolkningen er i fuld gang med at bygge et nyt livsgrundlag op i de krigshærgede nordlige og østlige provinser. De frygter krigen mere end noget andet og vil belønne de politikere, der henter freden hjem og får udviklingsmilliarderne til at rulle.
Den gevinst vil Kumaratunga ikke forære Wickremesinghe. Og hun er parat til at sætte alt på spil for at tage den fra ham.
Kumaratunga ønsker sandsynligvis også fred, men det er sekundært i forhold til at besejre arvefjenderne i Nationalistpartiet. Derfor kan man håbe, at hun vil overtage fredsprocessen, hvis det lykkes for hende at nedlægge Wickremesinghe og kompagni.
Men det er et uhyggelig kynisk og kortsigtet chancespil! Der er allerede rapporter om, at De Tamilske Tigre ruster op. De har al mulig grund til at frygte for, hvad den stormfulde præsident kan udløse af tilsigtede eller utilsigtede ulykker.
Gidslerne er naturligvis de 20 millioner srilankanere, der frygter, hvad morgendagen vil bringe og kigger længselsfuldt efter al den lovede bistand, der skulle lægge et økonomisk grundlag for en varig fred og forsoning på Sri Lanka. Alt sammen sandsynligvis på grund af én kvindes magtbrynde.
FN vrider hænder. EU vrider hænder. Indien vrider hænder. Norge forsøger stadig at mægle, men synes træt.
Der er i høj grad brug for at andre hjælper aktivt til for at redde fredsprocessen og vise, at det kan lykkes at løse konflikter ved brug af forsoning frem for missiler.
————
Jørgen Harboe er freelance journalist med speciale i Den 3. Verdne. Han var fra marts til september 2003 udsendt af Udenrigsministeriets Internationale Humanitære Beredskab til den nordiske våbenhvileovervågningsmission – Sri Lanka Monitoring Mission.
Læs også “Ugens Kommentar: Ikke-krigen på Sri Lanka – Kan man bruge observatørmissioner mere aktivt til fredsskabende arbejde?” under rubrikken Arkiv, dato 03.10.03, i menuen ude til venstre.
