Afrikanske stjerner giver virtuel koncert
Over 100 afrikanske musikere, heriblandt nogle af kontinentets største stjerner som Salif Keita og Angelique Kidjo, er gået sammen om en stor koncert, der blev sendt mandag via Worldwide Afro Network og 200 forskellige afrikanske tv-stationer.
Skuespilleren Idris Elba var vært, og der var taler fra blandt andre Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa.
Ud over Salif Keita og Angelique Kidjo er der også bidrag fra kendte navne som Seun Kuti fra Mali, den congolesiske sanger Fally Ipupa og fra Lady Black Mambazo.
Alle optræder i deres egne stuer, hjemmestudier eller haver til fordel for blandt andet UNICEF’s indsats mod coronapandemien i Afrika.
Konceptet er bygget op efter samme model som koncerten ”One World: Together At Home”, der blev sendt i april, og hvor internationale stjerner som Lady Gaga og Elton John optrådte.
True crime fra Sydafrika
Mord og mysterier er populært lyttestof. Mange har sikkert hørt – eller hørt om – den amerikanske podcast ‘Serial’, hvor første sæson langsomt og grundigt forsøger at hitte rede i en gammel drabssag, som muligvis endte med et justitsmord, og danske ‘Mørkeland’, der dykker ned i danske drabssager. Men der er også noget at kigge efter uden for de sædvanlige podcastmarker.
Fra Sydafrika kommer ‘Alibi’, der i grundformen ligner og lyder meget som Serial: En mand har muligvis været fængslet i 17 år for noget han ikke har gjort. To journalister graver i sagen og historien stykkes sammen af de to journalisters interviews, rapportager og samtaler med hinanden krydret med telefoninterviews, som til tider kræver en hjælpende stemme at kunne forstå.
Man får meget mere end mord og mysterier, når man hører en god “true crime” podcast. Man får et indblik i livet det sted, hvor historien udspiller sig, de sociale, økonomiske og kulturelle forhold. ‘Alibi’ er således en spændende rejse ind i et Sydafrika, som de fleste ikke ser andet end overfladen af, når de besøger landet.
Første sæson har 8 afsnit, som varer omkring en halv time hver. Anden sæson – som tager fat i en ny hårrejsende historie – har 6 afsnit af samme længde.
Gratis film fra store filmfestivaler
Fra fredag er der filmguf at hente på YouTube. En række af verdens største filmfestivaler, heriblandt Cannes, Sundance, samt filmfestivalerne i Berlin og Venedig lægger en god håndfuld film på YouTube. Der er også spændende bud på film fra filmfestivalerne i blandt andet Mumbai og Tokyo.
Filmene kan ses i 10 dage fra 29. maj til 7. juni – og det er helt gratis. Dog opfordres publikum til at donere et beløb til kampen mod coronavirusset.
Online-filmfestivalen ”We Are One” og det fulde program kan findes her.
To timer med Idi Amin
Den amerikanske skuespiller Forest Whitaker fik ganske fortjent en Oscar for sin fortolkning af den utilregnelige diktator Idi Amin i ‘Last King of Scotland’ (2006). Under Amins styre i Uganda i 1970’erne mistede mindst 300.000 mennesker livet. I filmen følger vi den unge, idealistiske, skotske læge Nicholas Garrigan, der ad omveje ender i Uganda, hvor han møder Amin og udnævnes til dennes personlige læge. Gradvist går det op for Garrigan, præcis hvor brutal og hensynsløs Amin er, og snart frygter han for sit eget liv.
Lej ‘Last King of Scotland’ på Blockbuster.