Globalnyt præsenterer: Ugens tre
“Globalnyt præsenterer: Ugens tre” er en tilbagevendende artikelserie.
Her giver vi vores læsere mulighed for at stifte bekendtskab med (måske) ukendte kunstnere, ferieperler, egnsretter, kulturpersonligheder, musikgenrer, sportsgrene, forfatterskaber, film mm.
Det bliver med skiftende fokus, når vi afslutter arbejdsugen med en ny omgang ”Globalnyt præsenterer: Ugens tre”.
Thomas Sankara (1949-1987)
Præsident i Burkina Faso fra 4. august 1984 til 15. oktober 1987.
”Revolutionære kan myrdes som individer, men du kan ikke dræbe idéer”
1980’erne var for de fleste afrikanske lande et lorteårti. Begejstringen efter 60’ernes selvstændighedsbølge havde taget af, pengekasserne var tomme, og Bretton Woods organisationernes stramme og ubønhørlige strukturtilpasningsprogrammer ventede rundt om hjørnet.
I ludfattige Burkina Faso havde en ung mand imidlertid en anden plan for landets fremtid. Thomas Sankara var kaptajn i den burkinske hær – han var revolutionær, nationalist, panafrikanist, men først og fremmest var han burkiner. Hans vision var at give magten tilbage til folket. Landbrugsreformer skulle sikre selvforsyning, og landet skulle distancere sig fra imperialisme og kolonimagterne.
Præsidenten gik forrest og efterlevede selv sine principper: Han cyklede til arbejde, udskiftede regeringens Mercedes-flåde med billigere Renault 5, og hans tøj var lavet af lokalproduceret bomuld.
Afrikas Che Guevara, som han også kaldes, blev dræbt ved et statskup 15. oktober 1987. Mordet blev aldrig efterforsket, men der er generel enighed om, at hjernen bag var Sankaras nære ven Blaise Compaoré, der efterfølgende satte sig tungt på magten i Burkina Faso, indtil en folkelig opstand væltede ham i oktober 2014.
Siden har folket krævet ’retfærdighed’ i sagen om landsfaderen Sankaras død, og hans grav er blevet åbnet som et led i undersøgelserne.
Benazir Bhutto (1953-2007)
Premierminister i Pakistan fra 1988-1990 og igen fra 1993-1996
”Et folk inspireret af demokrati, menneskerettigheder og økonomiske muligheder vil beslutsomt vende ryggen til ekstremisme.”
Benazir Bhutto blev, efter sigende efter eget ønske, tiltalt ”BB” af sine politiske kollegaer.
Foto: Thierry Ehrmann (Flickr)
I 2007 gik nyheden verden rundt: Benazir Bhutto, tidligere premierminister i Pakistan, var blevet dræbt ved et valgmøde, blot få måneder efter hun var vendt hjem efter otte år i eksil.
Da Bhutto overtog magten i Pakistan i 1988, var landet netop blevet fri fra et militærdiktatur, og hun satte alt ind på at få gang i en demokratisk proces. Hun kæmpede for nationale reformer, modernisering og kvinders rettigheder. Hun forsøgte at bedre det betændte forhold til nabolandet Indien og at få landets skrantende økonomi på ret køl med omfattende privatiseringer. Hvert af hendes tiltag blev ihærdigt modarbejdet indefra af stærke konservative kræfter, der opfattede Bhuttos politik som et forsøg på at gøre Pakistan mere vestlig.
På trods af, at hendes to perioder som statsoverhoved er voldsomt omdebatterede, og at korruptionsanklager tvang hende i eksil, står én ting fast: Benazir Bhutto var det første kvindelige overhoved for et muslimsk land. Hun brød med konventionerne om, hvad pakistanske kvinder kan og ikke kan og står i dag for mange som et symbol på kvindelig empowerment.
Den pakistanske Nobel-prisvinder Malala Yousafzai har nævnt Benazir Bhutto som et af sine forbilleder.
José Mujica (1935-)
Præsident i Uruguay fra 1. marts 2010 til 1. marts 2015
”Jeg er ikke den fattigste præsident. Den fattigste er den, som har brug for en masse for at leve.”
Selv som præsident insisterede José Mujica på at køre i sin gamle lyseblå VW ’bobbel’ fra 1987.
Foto: Global Panorama, Jose Mujica
Måske har du set et billede af ham? José Mujica – verdens fattigste præsident. Slips er bandlyst, ofte med bare tæer i sandaler og i tøj, der har mange år på bagen. Og så de kloge øjne, der kigger frem under den hvide manke og de buskede bryn. De der øjne.
Ligesom mange andre sydamerikanske lande, var Uruguay under militærdiktatur i 70’erne og 80’erne. José Mujica var en del af guerillabevægelsen, der kæmpede mod styret, og tilbragte 13-14 år i fængsel – heraf to i isolation, hvor han sad på bunden af en gammel brønd. Han har siden fortalt, at han førte lange samtaler med frøer og insekter for ikke at blive sindssyg.
Under sine fem år som Uruguays præsident blev Mujica stadig mere kendt rundt i resten af verden. Kendt for sine udfald mod en kapitalistisk levestil, der udpiner klodens beboerne. Kendt for at tale dunder mod langsomme klimaforhandlinger. Kendt for at gennemføre love og reformer, der har gjort Uruguay til Sydamerikas mest socialliberale land. Og kendt for sin egen simple livsstil, der har givet ham tilnavnet ’verdens fattigste præsident’.
Under sin præsidentperiode blev Mujica boende på sin kones lille ejendom, hvor de to dyrker krysantemummer. Han takkede nej til privatfly og donerede 90 procent af sin præsidentløn til velgørende formål.
