Udviklingsministeren begiver sig lørdag i en kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten ud på et omfattende forsvar for sin omstridte projektkonkurrence, som hun – ikke overraskende – finder fuldt berettiget; samtidig skyder hun med skarpt mod sine kritikere, først og fremmest NGOerne, hvoraf flere har sagt, at de ikke vil medvirke i det stats-styrede tiltag
Af Ulla Tørnæs (V)
Jeg har valgt at finansiere et nytænkende oplysnings- og udviklingsprojekt: ”Dilemmaer i u-landsbistanden”. Dels går projektet ud på at gennemføre udviklingsprojekter til gavn for de fattigste. Dels går det ud på at oplyse om – og ikke mindst få flere danskere til at interesse sig for – de dilemmaer, vi står i, når den danske u-landsbistand skal fordeles.
Projektet er blevet kritiseret voldsomt. I mine øjne er kritikken uberettiget.
For det første kritiseres projektet for at involvere kendte mennesker; at kendte mennesker ikke har forstand på u-landsbistand og derfor ikke kvalificeret kan udvælge projekter til gennemførelse i ulandene.
Nej, det har de ikke og derfor er det også bistandsfaglige eksperter, der på baggrund af forslag fra NGOer og andre bistandsaktører i udviklingslandene, har identificeret og udvalgt de projekter, der skal tages stilling til.
Det er altså projekter, som alle er støtteværdige og bæredygtige og kan tænkes ind i det eksisterende udviklingsarbejde. De kendte mennesker, der skal besøge landene og projekterne, er valgt ud fra deres svar på en lang række moralske spørgsmål og dilemmaer, således at de, der sendes af sted, afspejler danskernes generelle holdninger til de samme spørgsmål.
De udvalgte personer har til opgave til at forholde sig til en række projekter (20 i alt) og derefter pege på, hvilke projekter de ville gennemføre, hvis det var dem, der skulle vælge.
Meningen er altså ikke, at kendte mennesker skal bestemme, hvad dansk bistand skal bruges til. Derimod er meningen med projektet at gøre opmærksom på, at u-landsbistand i høj grad handler om politik og holdninger – og ikke kun om faglighed og teknokratiske beslutninger.
I Danmark kan vi ganske enkelt ikke gennemføre alle projekter og bistå alle fattige lande med udvikling i alle sektorer – heller ikke hvis vi antager, at alle de appeller og ønsker om bistand som Danmark modtager, er fagligt bæredygtige, relevante, nødvendige og kan tænkes sammen med øvrige udviklingsinitiativer.
Derfor prioriterer vi i Danmark vores indsats. Men det er ikke eksperterne, der gør det. Det er politikerne.
Når den danske regering har valgt at fokusere på Afrika, og når den danske regering har valgt at give flere penge til hiv/aids, kvinder, god regeringsførelse og udvikling af de fattige landes erhvervsliv, så er det ikke fordi disse indsatsområder ud fra en faglig betragtning er mere ”rigtige” at satse på end andre indsatsområder. Så er det fordi vi prioriterer vores indsats ud fra de holdninger, vi har.
Derfor vil der være andre partier, som er uenige med regeringen i vores prioriteringer. Derfor har Danmark ikke den samme politik på området som USA, Japan og Frankrig, og derfor vil eksperterne forholde sig forskelligt.
Ligeledes vil både partier, NGOer, eksperter og regeringer i forskellige lande forholde sig forskelligt til hvor stor en del af bistanden, der skal gå til henholdsvis akut nødhjælp versus langsigtet udviklingsbistand, hvor stor en andel, der skal gives bilateralt til u-landene eller via multilaterale organisationer, hvorvidt man skal give større eller mindre bistand til lande med korrupte diktatorer som statsledere, og hvorvidt og i hvilket omfang man skal stille politiske krav til lande, der modtager bistand.
Når Danmark indleder et samarbejde med et udviklingsland om større indsatser i f.eks. uddannelses- eller sundhedssektoren eller om enkelte projekter (f.eks. via civilsamfundet), så er det klart, at det er eksperter, der identificerer og gennemfører opgaverne og tænker dem ind i landets generelle udvikling og egne tiltag. Men prioriteringen af indsatsområder – geografisk såvel som indholdsmæssigt – er og bliver politisk.
En del af kritikken lyder derfor, at jeg med Dilemma-projektet skulle fralægge mig ansvaret for selv at træffe disse politiske beslutninger.
Må jeg først og fremmest sige, at omfanget af Dilemma-projektet udgør under en promille af den samlede danske bistand. Dernæst vil jeg sige, at jeg selvfølgelig som minister er ansvarlig for de politiske prioriteringer. Jeg træffer hver dag politiske beslutninger om anvendelsen af danske bistandsmidler.
Det gør jeg, fordi der ikke findes nogen faglig, videnskabelige opskrift på, hvordan Afrika kommer på fode. Hvis der gjorde det, så havde vi løst Afrikas problemer for mange år siden; så ville oppositionen aldrig kritisere regeringens udviklingspolitik, og så ville alle de rige donorlande føre den samme politik og følge den samme opskrift. Det gør vi ikke.
Sagen er, at der findes mange uafhængige eksperter, NGOer, internationale organisationer og bistandsaktører i de fattige lande, der foreslår indsatsområder og projekter, som hver især er bistandsfagligt velbegrundede – men som ikke alle kan føres ud i livet af den danske regering, alene af den årsag, at Danmark ikke kan løse alle problemer i verden.
Ganske ligesom de danske NGOer modtager mange projektforslag fra deres samarbejdspartnere, som ikke alle kan imødekommes – selv om projekterne er relevante og støtteværdige. Man må prioritere og fokusere sin indsats – både som NGO og som minister med ansvar for den statslige ulandsbistand.
Når faktum er, at bistand også handler om politik, så undrer det mig, at almindelige mennesker ikke må forholde sig til, hvor vi skal sætte ind. Jeg kunne aldrig drømme om at bede mennesker uden sagkundskab om at identificere projekter eller gennemføre dem.
Men i sidste ende er og vil det altid være en politisk beslutning at vælge mellem de mange relevante forslag til indsatser og projekter, der er til gavn for verdens fattigste.
Det undrer mig, at det kommer bag på nogen, at Danmark ikke kan imødekomme og bevillige penge til alle henvendelser fra eksperter eller organisationer med udmærkede forslag til udviklingsprojekter og -indsatser i hele verden.
Og det undrer mig, at kritikere af Dilemma-projektet kan acceptere det som helt legitimt, at almindelige mennesker uden særlig sagkundskab kan have holdninger til indholdet og indretningen af f.eks. vores folkeskole, ældrepleje, sygehuse, børnepasning osv – holdninger, som det faktisk forventes at politikerne lytter til og tager bestik af.
Mener kritikerne, at når vi nu engang har valgt en undervisningsminister, en sundhedsminister, en indenrigsminister og en socialminister, så er det alene disse mennesker, der træffer beslutninger ud fra ene og alene faglige overvejelser? At holdninger og politik ikke spiller ind og at ministrenes beslutninger for alt i verden ikke må farves af, hvad almindelige mennesker uden sagkundskab mener?
NGOerne har selvfølgelig en interesse i at fremstille u-landsbistanden som noget, der kun handler om faglighed og ikke om politik og holdninger. Men selvfølgelig gør det det!
Når almindelige mennesker overvejer om de vil give penge til Folkekirkens Nødhjælp, Røde Kors, Care eller Mellemfolkeligt Samvirke, så vælger de jo ikke ud fra en faglig vurdering – men ud fra en personlig vurdering af, hvad de helst vil støtte. Velvidende at alle NGOer selvfølgelig laver gode, bæredygtige projekter, som der alle er behov for.
Og faktum er jo, at sendte vi 5 danske NGOer til Tanzania og bad dem om hver deres svar på, hvordan vi bedst muligt skabte udvikling i landet med en given mængde penge, så ville de komme hjem med 5 forskellige svar.
Nogle mener ikke jeg kan tillade mig at bruge penge på oplysning, når jeg sidste år omlagde en del af NGOernes oplysningsbevilling, således at flere af disse penge fremover skal bruges på konkrete projekter i Afrika.
Men sagen er, at Dilemma-projektet handler om noget andet. Det handler om at få flere mennesker til at indse – og forholde sig til – at Danmark ikke kan hjælpe alle fattige mennesker i verden – at vi må vælge.
I dette valg spiller mange hensyn ind. Størstedelen af disse hensyn har en moralsk eller politisk karakter og ikke en bistandsfaglig karakter.
Til dette siger kritikerne, at NGOerne altid har oplyst om de svære dilemmaer i u-landshjælpen.
Men når nogen helt alvorligt kan finde på at spørge mig, hvad jeg vil gøre for de mennesker, der ville have fået gavn af de projekter, der ikke vælges og måske gennemføres som konsekvens af Dilemma-projektet, så står det tydeligt for mig, at NGOerne ikke har været særlig succesfulde i deres arbejde med at berette om de mange relevante og støtteværdige projekt-forslag NGOerne selv dagligt må afvise – ikke fordi projekterne er dårlige, fordi kvaliteten halter eller fordi der ikke er behov for dem.
Men fordi vi ganske enkelt ikke kan hjælpe alle. Uanset om vi brugte 10, 20 eller 30 mia. kr. på u-landsbistand. Derfor må også NGOerne – ligesom staten – prioritere forskellige fokusområder og lande indenfor deres økonomiske rammer. Og det gør de forskelligt.
Det er disse svære dilemmaer, jeg gerne vil have flere danskere til at interessere sig for – i stedet for blot at sige, at så længe vi betaler skat, så har vi i al fald gjort hvad vi kunne for at hjælpe fattige og nødstedte mennesker uden rettigheder. Så nemt er det ikke.
Og jeg håber at Dilemma-projektet kan gøre flere mennesker interesseret i u-landsbistand og de svære valg, der skal træffes, når vi i en realistisk stund må erkende, at selv et land som Danmark – der ligger i den internationale top-5 over de lande, der giver mest u-landsbistand – ikke kan hjælpe alle, slutter Ulla Tørnæs.
Kronikken stod i Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag den 9. december 2006
Læs mere på www.jp.dk
Kilde: www.um.dk
