Ulla Tørnæs strammer grebet om Operation Dagsværk

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) understreger i et indlæg i Berlingske Tidende torsdag, at indsamling til Operation Dagsværk – gymnasieelevernes årlige solidaritetsdag for u-landene – fremover er forbudt i undervisningstiden. Det skyldes en stramning af reglerne, som hun netop har gennemført.

Undervisningsministeren føler sig provokeret til at præcisere dette på baggrund af en lederartikel i bladet, hvor lederskribenten harcellerer over, at gymnasieelever i forbindelse med Operation Dagsværk “har lov til at forsømme en undervisningsdag for at samle penge ind til et selvvalgt formål”.

Ulla Tørnæs skriver, at “udover at stille specifikke krav til Operation Dagsværks valg af samarbejdspartnere, så har jeg med de nye regler også præciseret, at indholdet af undervisningen på Dagsværksdagen skal tilgodese fagenes mål og ikke bruges på indsamlingen af penge”.

Det hedder videre, at “på en skole, der vælger at deltage, kan Dagsværksdagen afvikles ved enten at benytte en fridag eller en skoledag til formålet. Såfremt man vælger at benytte en skoledag til formålet, skal indholdet af undervisningen tilgodese fagenes mål. Indsamling af penge o. lign. tilgodeser ikke dette mål og kan derfor ikke indgå i undervisningen”.

– Elever, der af den ene eller anden grund ikke deltager i undervisningen, skal derfor noteres som fraværende, hedder det advarende fra ministeren, som derved strammer skruerne markant om Dagsværksdagen.

Det gør hun også på et andet punkt. Fremover vil Operation Dagsværks valg af samarbejdspartner i Den 3. Verden blive nøje gransket – formentlig for ikke at støde den siddende VK-regerings prioriteter.

Danida skal således kunne bekræfte, at Operation Dagsværks samarbejdspartner i de seneste mindst 5 år har haft et anmærkningsfrit samarbejde med Danida om minimum 2 Danida-bevillinger på mindst 3 mio. kr., fremgår det af ministerindlægget i Berlingske Tidende.

Et lignende krav stillles efter det foreliggende ikke til nogen anden privat dansk bistandsorganisation, erfarer u-landsnyt.dk.