Et fransk ægtepar blev forleden stoppet i tolden i byen Porto Torres på den italienske ø Sardinien med 40 kilo sand i bagagerummet. De er nu tiltalt for tyveri af offentlig ejendom efter en paragraf, der i værste fald kan give mellem et og seks års fængsel. Er de heldige, nøjes de med nogle dage i fængsel og 3000 euro i bøde. Det er cirka 22.500 kroner.
Nyheden er fra den italienske avis Corriere Della Sera nået verden rundt, og forargelsen vil ingen ende tage – vel at mærke forargelsen på turisternes vegne. De to hævder selv, at de 40 kilo sand stoppet i 14 store plastflasker bare var en souvenir, og at de ikke vidste, at det var ulovligt at udføre.
De italienske myndigheder har efterhånden haft mange sager, hvor der bliver forsøgt stjålet endda rigtigt meget sand fra de berømte strande ved Chia, som ligger i den modsatte ende af den store ø i Middelhavet, hvorfra også ægteparret havde fået fat i den famøse last. Her er der især en strand, Sa Giudeu, som har noget særdeles eftertragtet lyserødt sand, og – viser det sig – der er endda rigtigt gode penge i at udføre det eftertragtede sand fra Sardinien.
Går du på Ebay og søger på ordene ”sand” og Sardinien” kommer der hurtigt et væld af annoncer op.
Det eftertragtede sand bruges som selvbruner, altså for folk, der vil fremstå med en smuk teint hele året. Og det er ikke billigt. En lille dåse med 2,5 gram af mærker, der med navne som Sardinia Sand, intet skjuler omkring oprindelse, koster op mod 80 kroner. Så den lille uskyldige souvenir, som det franske par havde med i deres store SUV, har faktisk en markedspris på gaden på over en million kroner.
Det er adskillige år siden, at man på Sardinien så sig nødsaget til at få en lovgivning på området. Som Corriere Della Sera skriver det:
”Der er udbredt forargelse blandt de lokale, der på sociale medier fordømmer tyveriet og opfordrer myndighederne til en reaktion.”
Der er nemlig på Sardinien stor opmærksomhed på ulovlig handel med sand, småsten og muslinger, ikke mindst den såkaldte penmusling, som er truet af udryddelse, og er en af de arter, der har de såkaldte byssus-tråde, som muslingen bruger til at fastholde sig på en sten, og som man har brugt til at lave tøj af i siden antikken. Det kaldes såmænd for hav-silke og er meget kostbart.
Globalt problem
Tyveri af sand er blevet et globalt problem, selv om man mest forbinder det med byggebranchen.
Det kan den amerikanske journalist, Vince Beiser, som i 2016 skrev bogen ”The World in a Grain: The Story of Sand and How it Transformed Civilization”, tale med om.
I bogen rapporter han fra et Vietnam, som blot er et af mange lande, der er udsat for kriminelle bander, der udfører det der kaldes minedrift efter sand (Sand Mining).
Her er der især fokus på byggebranchen, hvor især Asiens hastigt voksende byer har brug for sand til beton, og her kan man hverken bruge den form for sand, der fremkommer ved erosion eller ørkensand, for begge har den forkerte tekstur.
Det eneste sand, der dur, er derfor det sand der findes i flodsenge, på strande og andre steder, og den massive rovdrift har ført til, at øer forsvinder og økosystemer bliver smadret, hvilket blandt andet ifølge Vince Beiser sker omkring Mekongfloden i Vietnam. I en artikel i National Geographic skriver han blandt andet om resultatet af ulovlig sandsugning:
”I byer og landsbyer langs hele Mekongfloden og mange andre floder rundt om i landet, er det sådan, at flodbreder undermineret af mudder kollapser ned i vandet og tager marker, fiskedamme, butikker og private hjem med sig. Indenfor de sidste år er tusindvis af hektar af rismarker gået tabt og mindst 1.200 familier er blevet flyttet. Hundredevis flere er blevet evakueret fra øer i floden, som faktisk forsvandt under deres fødder. Regeringsrepræsentanter anslår at en halv million mennesker i Mekong-deltaet alene, bliver nødt til at blive flyttet ud af sådanne zoner med fare for jordskred”.
Den amerikanske journalist citerer desuden lokale folk for, at udvindingen af sand betyder, at der ikke mere er fisk og snegle i vandet. I rapporten for tre år siden skønnede han, at globalt blev 50 milliarder ton sand udvundet om året til brug i byggebranchen. I Vietnams tilfælde er den helt store synder bystaten Singapore, som importerer ekstreme mængder ulovligt sand til at skabe nye øer i havet.
For et land som Vietnam betyder det ifølge den amerikanske journalist, at sandsugningen får hele floddeltaet i Mekong-floden til at forsvinde helt, ganske vist i slow-motion.
Her bor 20 millioner mennesker, og området er kilde til mad til over 50 procent af Vietnam, ligesom det er et af Asiens store kornkamre, fordi der her produceres en stor del af den ris, der spises i hele Sydøstasien.