Vækstmarkederne i Asien og Afrika står i centrum i de ambassadeændringer, som udenrigsministeriet præsenterede torsdag. Det er godt for danske fødevarevirksomheder og vor eksport, mener Landbrug & Fødevarer, mens der er tænders gnidsel hos Dansk Industri (DI).
Omlægningen indebærer en justering af Danmarks tilstedeværelse i over 25 lande. Hovedpunkter er, at Danmark åbner ambassader i Nigeria, Filippinerne, Colombia og Burma og et handelskontor i Lagos i Nigeria.
Og at regeringen samtidig lukker andre repræsentationer, især i Europa. Det er specielt det sidste, der vækker harme hos DI.
Udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF):
”De globale magtbalancer ændrer sig, og den økonomiske vækst findes andre steder i dag og i morgen, end den gjorde i går. Derfor åbner vi nye ambassader og styrker tilstedeværelsen der, hvor vi får mest gavn af det – politisk og økonomisk.
Men vi har ikke ubegrænsede midler til rådighed, og som alle andre, så må regeringen også her prioritere hårdt. Vi skærer derfor nogle steder for at få råd til at styrke andre steder.
Dagens reform er den største i nyere tid. Ændringerne i ambassadestrukturen giver samlet set Danmark direkte adgang til over 300 millioner mennesker og forbrugere mere end hidtil – fordelt på tre kontinenter, herunder de nye vækstmarkeder.
Vi åbner i regioner og lande, hvor den økonomiske vækst buldrer derudaf, hvor der er et stort potentiale – og hvor den økonomiske magtforskydning følges af øget politisk vægt. Det gælder lande som Nigeria, Filippinerne og Colombia. Og så laver vi en egentlig ambassade i Burma – bl.a. for at støtte landets positive demokratiserings- og reformproces.
Mere EU
Holger K. Nielsen fortsætter:
“I vores nærområde prioriterer vi særligt indsatsen i EU’s beslutningscentre. EU er en helt afgørende politisk platform for at varetage danske interesser – og derfor skal vi fremme danske synspunkter endnu mere i f.eks. Bruxelles og Berlin.
For at få plads til at åbne og styrke er vi også nødt til at lukke og skære en række steder. Det er en vanskelig og kedelig beslutning at lukke repræsentationer. Det berører både ambassadens brugere og ansatte.
Men de steder det sker, som fortrinsvis er i Europa, vil vi finde andre og nye måder at samarbejde med de pågældende lande på og fremme danske interesser. Men det bliver på en anden og mindre intens måde.
Samlet set bliver vi nu skarpere på, hvor og hvordan vi repræsenterer danske interesser, og det er jeg meget tilfreds med. Som et lille land med en åben økonomi skal vi hele tiden se på den politiske og økonomiske bundlinje, så vi får mest mulig udenrigspolitik for pengene og skaber mest mulig værdi for Danmark. Kort sagt er den bundlinje ‘Mere verden, mindre Europa – men mere EU”, slutter Holger K. Nielsen.
Handels- og europaminister Nick Hækkerup (S):
”Familien Danmark har en kæmpe interesse i, at vi åbner nye ambassader de steder, hvor der er gang i væksten. Hver gang danske virksomheder sælger for en milliard til andre lande, betyder det alt andet lige 600-700 nye arbejdspladser herhjemme.
Også når det kommer til vore ambassader skal vi tænke nyt. Regeringen og jeg vil have at ambassaderne i endnu højere grad skal bruges til at hjælpe danske virksomheder med at sælge deres varer rundt om i verden. Det er ikke mindst det, denne her modernisering handler om.”
Udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen (R):
”Åbningen af en dansk ambassade i Burma understreger den danske støtte til det burmesiske forår og landets tigerspring i retning af demokrati og menneskerettigheder.
Vi styrker fokus på at hjælpe landets fattigste med at få del i den positive udvikling. Og vi styrker danske interesser, og ikke mindst danske virksomheders muligheder for at etablere sig i Burma med 55 millioner mennesker.”
Liste over de samlede justeringer samt faktaark og oversigtskort over de danske repræsentationer findes på www.repraesentationer.um.dk
Tilfredshed hos L&F
Hos Landbrug & Fødevarer hilser man de nye ambassadeåbninger i Asien og Afrika velkommen. Selv om organisationen aldrig har ønsket at udenrigstjenesten skulle beskæres, bifalder direktør Susie Stærk Ekstrand i høj grad de nye prioriteringer.
“Vi er glade for, at den danske udenrigstjeneste i højere grad kommer til at afspejle de globale forandringer, der lige nu finder sted i verden. Vi bakker fuldt ud op om, at der skal være mere fokus på verden og EU og mindre på Europa. Landene udenfor Europa spiller både en større rolle politiske og økonomisk”, siger Susie Stærk Ekstrand.
“Danske eksportvirksomheder har brug for kompetente råd og vejledning fra fagpersoner. Derfor er udenrigstjenestens repræsentationer af vital betydning for, hvor stor succes danske virksomheder får på vækstmarkederne”.
“Afrika og Asien er store vækstcentre – ikke mindst for fødevarevirksomhederne. Derfor er Landbrug & Fødevarer meget glade for, at der bliver opprioriteret i Asien og Afrika, siger Susie Stærk Ekstrand.
“Der er foretaget nogle hårde prioriteringer, men når jeg ser på resultatet, kan jeg kun være glad for de prioriteringer, der er foretaget både i forhold til ambassader og i forhold til styrkelsen af den fagpolitiske ekspertise på EU-repræsentationerne og på vækstmarkederne”.
“Jeg forudser, at det kommer til at have en stor betydning for danske virksomheder og dansk eksport”, slutter hun.
DI: Lukningerne skader dansk eksport
750.000 danske arbejdspladser er afhængige af eksporten. Og eksporten er drivkraften i dansk økonomi. Derfor hænger det ifølge Dansk Industri (DI) ikke sammen, når regeringen skærer ned på antallet af danske ambassader på nærmarkederne i Europa.
DI’s afsætningspolitiske chef Peter Thagesen advarer om, at ambassadelukningerne er direkte skadelige for dansk eksport, og at enhver lukning af en officiel dansk repræsentation vil få konsekvenser og hæmme danske virksomheders udviklingsmuligheder på det pågældende marked.
“Der findes ikke nogen ambassader i dag, som er overflødige og heller ikke på nærmarkederne i Europa. Ambassaderne leverer en uvurderlig hjælp til, at danske virksomheder kan etablere sig i et givent land”, siger Peter Thagesen.
“Det er (dog) især spændende med Nigeria, hvor der vil være masser af erhvervsmuligheder fremover. Det passer godt ind i en strategi med større fokus på lande, hvor der er lagt op til stor fremtidig vækst, siger Peter Thagesen.
Reformen træder generelt i kraft den 1. august 2014, men der vil være enkelte undtagelser.
Baggrund (fra udenrigsministeriet)
Ændringerne af repræsentationsstrukturen kan opsummeres med følgende hovedpunkter:
• Der åbnes ambassader i Nigeria, Colombia, Filippinerne og Burma, samt et handelskontor i Lagos i Nigeria.
• Indsatsen styrkes på vækstmarkeder som Kina, det sydlige Afrika, Tyrkiet, Peru, samt vækstlommen Erbil i Irak. Desuden styrkes indsatsen i EU’s vigtigste beslutningscentre (Bruxelles, Berlin, Paris, London). Og endeligt afsættes flere ressourcer til det arktiske arbejde.
• Der lukkes repræsentationer i Cypern, Luxembourg, Schweiz, Slovenien, Slovakiet, Milano (handelskontor) og Libyen.
• Desuden udfases repræsentationskontoret i Niger (hvor ambassaden i Burkina Faso overtager landeprogrammet). Samtidig vil der ske reduktioner eller stillingsnedlæggelser på en række andre ambassader rundt om i verden,
* Ambassaden i Afghanistan reduceres de kommende år.
Yderligere oplysninger hos:
Henrik Røjgaard, særlig rådgiver for
udenrigsministeren, tlf. 20 46 14 63
Søren Lippert, særlig rådgiver for
handels- og europaministeren, tlf. 23 23 00 03