UMs chef til OECD i Paris

Forfatter billede

Den 49-årige topdiplomat får nemlig posten som vicegeneralsekretær for de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation OECD, der har hovedsæde i den franske hovedstad.

Ulrik Vestergaard Knudsen har tidl. været Danmarks ambassadør til OECD (2008-09) og har i to perioder siddet som formand for OECDs globale strategigruppe. Han har en lang karriere med tunge poster både hjemme og ude. Der er tale om en to-årig stilling, som kan forlænges i yderligere to år. Mere om ham på 

https://globalnyt.dk/content/udenrigsministeriet-henter-ny-departementschef-i-london

Ulrik Vestergaard Knudsen vil afløse den tidligere finske statsminister Mari Kiviniemi, men bliver som departementschef i Udenrigsministeriet til hen mod årets slutning.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) ønsker til lykke:

”Ulrik vil i den grad blive savnet i Udenrigsministeriet. Igennem de sidste halvandet år har han været min tætteste udenrigspolitiske medarbejder. Jeg tøver ikke med at sige, at han er en af Danmarks allerdygtigste embedsmænd”.

“Min tid som udenrigsminister havde ikke været den samme uden Ulriks kompetente rådgivning. Han er altid ekstremt godt inde i sagerne, og han er i stand til at identificere politiske løsninger i selv de mest komplicerede sager. Han bliver svær at erstatte.”

Ulrik Vestergaard Knudsen udtaler:

”Det har været og er et privilegium at stå i spidsen for de mange dygtige medarbejdere i Udenrigsministeriet, der hver dag knokler benhårdt for at varetage danske interesser ude i verden. Med de internationale udfordringer, som Danmark står over for i en stadigt mere usikker og uforudsigelig verden, tror jeg aldrig, at det har været vigtigere end nu med en stærk udenrigstjeneste”.

“Samtidig er jeg også meget glad og stolt over udnævnelsen. OECD er en organisation, hvis faglighed og integritet jeg sætter meget højt, og som har fyldt meget i mit arbejdsliv de seneste 10 år.  Multilateralismen og de internationale samarbejdsstrukturer er under stort pres i disse år, hvor der måske mere end nogensinde netop er brug for mere internationalt samarbejde”. 

Karriere

Ansat i Udenrigsministeriet siden 1994, herunder med udsendelser til danske ambassader i Moskva, Washington og London. Ambassadør ved OECD og UNESCO, Paris 2008-2009. Direktør for Strategi og Policy/Politisk Direktør, Udenrigsministeriet 2009-2010.

Departementsråd, Statsministeriet 2010-2013. Group Director for International Policy, Vodafone, London 2013. Departementschef i Udenrigsministeriet, 2013-2018.

Uddannelse: 1994 cand.polit. fra Københavns Universitet

Født den 14. februar 1969

Thorkil Livrem og DAC

OECD – og forløberen OECC – har gamle danske forbindelser. Tidl. Venstre-finansminister Thorkil Kristensen med tilnavnet “Thorkil Livrem” (1899-1989) var generalsekretær for organisationen fra 1960 til 1969. Han var bl.a. dybt engageret i u-landenes sag. Kristeligt Dagblad modtog således inden hans død den særlige Thorkil Kristensen pris for sin u-landsdækning.

Det er under OECD, at den særlige bistandskomite – DAC – henhører. Den eksaminerer løbende valøren af udviklingsbistanden i komiteens nu 30 medlemslande.

Læs også “Grænsen mellem sikkerhed og udviklingsbistand er en voksende gråzone”

samt “Lemmingeeffekt skævvrider rige landes bistand”

og analysen “Grundlæggende svækkelse af dansk bistand”