Under African Skies
USA, 2012
Instruktion: Joe Berlinger
Vises som en del af Det danske Filminstituts Sydafrika-tema i Cinemateket, København, og kan ses:
Fredag 19.04. kl 21.00
Fredag 26.04. kl 19.00
Råmaterialet til Paul Simons album Graceland fra 1986, der blandt andet indeholder klassikeren ”You can call me Al”, er optaget i Sydafrika. Både musikken og teksterne er inspireret af de rige, sydafrikanske musiktraditioner. På en tid, hvor apartheid var på sit højeste, og FN havde igangsat en økonomisk og kulturel boycott. Efter optagelserne i Sydafrika har Paul Simon skrevet tekster, hans lydmand har mixet, og de har inviteret flere af musikerne igen for at lave nye optagelser.
Paul Simon ville ikke tilbage til Sydafrika, både på grund af protesterne mod hans brud på boycotten og på grund af de racistiske spændinger, han kunne mærke dernede. For de sydafrikanske musikere, der deltog, var det en oplevelse af, at en hvid kunne behandle dem som ligemænd. En genopbyggelse af deres menneskelighed, som apartheid-styret ellers gjorde, hvad det kunne, for at tage fra dem. Da de efter 25 år ser hinanden igen, er de stadig nære venner på grund af de oplevelser, de delte. Men for samtidens anti-apartheid-forkæmpere var det et utilgiveligt svigt.
”How can you want to re-victimise a victim?”
Trodsede Paul Simon den kulturelle boycott af Sydafrika, da han rejste derned for at optage sydafrikansk inspireret musik med sydafrikanske musikere, der kun vanskeligt eller slet ikke kunne udleve deres kreative karrierer under apartheid-systemets restriktioner på bevægelses- og forsamlingsfriheden? Og da han efterfølgende rejste på verdensturné med musikerne og dermed gav dem mulighed for – i hvert fald for en tid – at leve det liv, de drømte om? Da samme verdensturné satte á capella-koret Ladysmith Black Mambazo, som næsten ingen uden for Sydafrika ellers nogensinde havde hørt om, på alles musikønskelister? Det mente ANC, både i Sydafdrika og i eksil-komiteerne. Han mødte den skarpeste kritik fra de mennesker, der stod på samme side som ham i kampen mod apartheid.
Paul Simon mente det modsatte. De sydafrikanske musikere, han spillede med, mente også det modsatte. Han og de sydafrikanske musikere fik sat ansigt og ikke mindst lyd på Sydafrika i store dele af verden. De gjorde opmærksom på styrker og kultur i stedet for at fokusere på den elendighedsjournalistik, der også dengang prægede mediebilledet. Han inviterede store verdensnavne – der også var eksil-sydafrikanere – med på turné, herunder Miriam Makeba og Hugh Masekela. ANC og deres allierede mente, at musikerne skulle rejse tilbage til Sydafrika for at opretholde boycotten. Musikerne følte, at deres egne havde vendt sig imod dem. ”Hvis man kæmper imod apartheid-systemet, hvordan kan man så forlange, at vi skal rejse tilbage til Sydafrika og underlægge os det igen?” som en af musikerne formulerer det.
Dokumentaren Under African Skies veksler mellem interviews med dem, der i 1986 var implicerede, både musikere og anti-apartheid-forkæmpere, der ville stoppe Paul Simon, og øvelses- og koncertoptagelser fra både 1986 og 2012, hvor dokumentaren er optaget. Der er mange kendte kulturpersonligheder med i filmen, blandt andet Harry Belafonte, Whoopy Goldberg og Paul McCartney. Nogle har skiftet mening i mellemtiden, andre har ikke. Filmen rejser mange åbne spørgsmål og belyser mange modsætningsforhold, som bliver hos én i flere dage efter.
Kan hvide og sorte samarbejde som ligemænd i en racistisk verden?
En del af kritikken gik på, at Paul Simon stjal de sydafrikanske musikeres musik og udnyttede dem til at fremme sin egen karriere. Den anklage måtte han forholde sig til i mange debatter med blandt andre intellektuelle, amerikanske sorte. Kunne en privilegeret, hvid mand overhovedet samarbejde med undertrykte sorte i Sydafrika i 1986? Hvis man spørger Paul Simon og de sydafrikanske musikere, er svaret et rungende ja. Hvis man spurgte alle andre end dem, der deltog i optagelserne og koncertturnéerne, var svaret nej.
Paul Simon beskrev selv oplevelserne i Sydafrika som en konfrontation med sin egen, ubevidste racisme. Han lod sig næsten overtale af de hvide sydafrikanere, der var involveret i projektet, til ikke at stole på de sorte musikeres kreativitet og professionalisme. Da de så kom og modbeviste det, måtte han se sig selv i øjnene. Samme slags oplevelse havde han, da han skulle skrive teksterne. Han undervurderede kompleksiteten i musikken. Og først, da han virkelig begyndte at lytte, kunne han skrive tekster, der virkede.
Men hvor går grænsen?
Der er ingen tvivl om, at samarbejdet på det personlige plan har været øjenåbnende, opløftende og afgørende for både Paul Simons og de sydafrikanske musikeres personlige og musikalske udvikling. Men var deres personlige udvikling værd at trodse den kulturelle boycott for? Opnåede de så meget i form af oplysning og fortalervirksomhed på verdensturnéerne, at det kunne opveje den skade, en turné med sydafrikanske musikere kunne give apartheid-styret i form af det normalitetsstempel, turnéen gav det? Var det værd at slække på et entydigt princip for? Der er ikke nogle nemme svar, og dokumentaren forsøger heller ikke at give nogle.
