UNDP-rapport: 6 ud af 7 mennesker i verden føler sig utrygge

I de seneste årtier er uligheden vokset, når man ser på sundhedssystemers ydeevne mellem lande med lav menneskelig udvikling og lande med meget høj menneskelig udvikling.


Foto: Getty Inages
Forfatter billede

9. februar 2022

Global udvikling fører ikke nødvendigvis til en stærkere følelse af tryghed. Det viser en ny rapport fra UNDP om menneskelig sikkerhed (human security), som er udkommet tirsdag.

Ny data og analyser i rapporten, ”Nye trusler mod menneskelig sikkerhed i den antropocæne tidsalder”, viser, at menneskers følelse af sikkerhed og tryghed er på sit laveste i næsten alle verdens lande. Det gælder såvel verdens fattigste som rigeste lande – og det på trods af flere års udviklingsfremskridt, skriver UNDP i en pressemeddelelse.

Selv de mennesker, der nyder godt af de højeste niveauer af sundhed og velstand og har de bedste uddannelsesmuligheder, melder om en større følelse af utryghed og angst end for 10 år siden.

Klima og Covid-19 kræver liv

Nødvendigheden af at gribe til handling har aldrig været tydeligere, især nu hvor nye tal viser, at den globale forventede levealder falder for andet år i træk på grund af Covid-19, og at menneskelig udvikling overordnet set er nedadgående.

Samtidig forventes det, at klimaforandringerne bliver den hyppigste årsag til dødsfald på verdensplan. Selv med en drastisk reduktion af CO2-udledning kan omkring 40 millioner mennesker risikere at dø på grund af temperaturforandringer inden slutningen af dette århundrede.

Rapporten undersøger en gruppe af trusler, der er blevet mere prominente i de senere år, inklusiv trusler fra digitale teknologier, ulighed, konflikter og sundhedssystemers evne til at håndtere nye udfordringer som Covid-19-pandemien.

Stigende ulighed på sundhedsområdet

På trods af den højeste globale BNP nogensinde og på trods af en mere udbredt adgang til Covid-19-vacciner i nogle lande, faldt den globale forventede levealder i 2021 for andet år i træk. Den er i dag omkring halvandet år lavere end før Covid-19, viser UNDP-rapporten.

Der er store og voksende forskelle mellem landes sundhedssystemer. Ifølge det universelle sundhedsindeks (Healthcare Universalism Index) voksede uligheden i sundhedssystemers ydeevne mellem lande med lav menneskelig udvikling og lande med meget høj menneskelig udvikling i perioden fra 1995 til 2017.

Konflikt er en anden faktor, som – ikke overraskende – får folk til at føle utryghed. Cirka 1,2 milliarder mennesker lever i konfliktpåvirkede områder, hvoraf næsten halvdelen af dem (560 millioner) lever i lande, der ikke sædvanligvis opfattes som skrøbelige. Det bør få os til at genoverveje vores traditionelle opfattelse af, hvilke lande, der er mest sårbare overfor konflikter, lyder det fra UNDP.

Ny og mere solidarisk tilgang

Begrebet menneskelig sikkerhed (human security) blev første gang introduceret i UNDP’s Human Development Report i 1994 og signalerede et radikalt skift fra opfattelsen af, at menneskers sikkerhed udelukkende er et spørgsmål om territorial sikkerhed.

Rapporten understregede vigtigheden af også at se på menneskers basale behov, værdighed og tryghed.

For at komme denne afkobling mellem udvikling og tryghedsfølelse til livs, opfordrer UNDP til større global solidaritet og en ny tilgang til udvikling: En, der tillader mennesker at leve deres liv uden nød, angst, utryghed og uværdighed.

”På trods af den globale rigdom er større end nogensinde, er et flertal af befolkningen betænkelige ved fremtiden, og de følelser er sandsynligvis blevet forstærket af pandemien,” siger chef for FN’s Udviklingsprogram, Achim Steiner, i en pressemeddelelse fra UNDP.

”I vores higen efter uhæmmet økonomisk vækst bliver vi ved med at ødelægge naturen, alt imens ulighed øges både indenfor og mellem lande. Det er på tide at anerkende tegnene på, at samfund er under enormt pres, og at redefinere, hvad fremskridt egentlig betyder. Vi har brug for en udviklingsmodel med fokus på beskyttelse og genopretning af vores planet med nye, bæredygtige muligheder for alle.”

Den fulde rapport kan downloades her.