UNICEF anmoder om 4,99 mia. kr. til katastroferamte børn i glemte kriser verden over

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

FNs Børnefond (UNICEF) appellerede mandag til verdenssamfundet om at bidrage med 805 mio. dollar (4,99 milliarder kr.) til at hjælpe børn og kvinder i 29 humanitære nødsituationer verden over.

Mere end halvdelen af midlerne skal bruges til børn i Sudan, Afrikas største land, fremgår det af en pressemeddelelse fra UNICEF Danmark.

– Katastrofer underminerer den basale omsorg for og beskyttelse af børn. I det forløbne år har en lang række naturkatastrofer og fortsatte humanitære kriser gjort millioner af børn særligt udsatte for sygdom, fejlernæring, vold og misbrug, siger generalsekretær i UNICEF Danmark, Steen Andersen.

Mere end halvdelen af det beløb, UNICEF beder om, skal bruges til at hjælpe børn i Sudan. Fortsat væbnet konflikt og ustabilitet i den vestlige Darfur region har ødelagt tilværelsen for omkring 3,4 millioner mennesker. 1,4 millioner børns liv er i fare, heraf 500.000 børn under 5 år.

UNICEFs Humanitarian Action Report 2006 giver et overblik over det nuværende behov for akut humanitær indsats for børn berørt af menneske- eller naturskabte katastrofer overalt i verden.

Rapporten opregner for hvert enkelt land, hvilke akutte problemer børnene står overfor, hvilken indsats UNICEF gerne vil foretage, og hvor meget indsatsen vil koste.

Bidragene til UNICEFs katastrofehjælp slog alle rekorder i 2005, takket være den ekstraordinære gavmildhed og støtte til ofrene for tsunamien i det sydøstlige Asien, jordskælvsofrene i Pakistan og en række andre nødsituationer.

Men mens de voldsomme og akutte tragedier tiltrak verdens opmærksomhed sidste år, sætter Humanitarian Action Report fokus på de kriser, der aldrig nåede mediernes søgelys, eller som hurtigt blev glemt igen.

Af de 33 lande, som var med i Humanitarian Action Report 2005, blev UNICEFs appel om bidrag til katastrofehjælp mindre end halvvejs finansieret i 23 af landene.

Et af de lande, der har svært ved at påkalde sig mediernes og donorernes opmærksomhed, er det borgerkrigshærgede Somalia, fortæller lederen af UNICEF i Somalia, Christian Balslev-Olesen.

– Situationen i Somalia er den værste i 10 år. 1,5 millioner mennesker – 340.000 børn – er i akut nød og 100 procent afhængige af hjælp udefra. Flere steder er 85 procent af kvæget døde på grund af tørke, og vi har nu rapporter om mæslinge-dødsfald samt flere udbrud af diarré-epidemier og kolera. Vi har netop hørt, at vilde dyr – aber og hyæner – er gået til angreb på børn i en landsby på grund af desperat vandmangel, siger Christian Balslev-Olesen.

De øvrige lande omfattet af rapporten er Haiti, Colombia, Nepal, Afghanistan, Sudan, de besatte palæstinensiske områder, Zimbabwe, Zambia, Uganda, Tanzania, Swaziland, Somalia, Mozambique, Malawi, Kenya, Ethiopien, Eritrea, Burundi, Angola, Liberia, Guinea, DR Congo, Elfenbenskysten, Congo, Tchad (Darfur), Den Centralafrikanske Republik, Nordkorea, nord Kaukasus og Georgien.

I Humanitarian Action Report opregner UNICEF behovet for en akut humanitær indsats for børn, som supplerer den langsigtede udviklingsbistand.

I mange af landene lever børn i en næsten kronisk nødsituation, fordi de vokser op i ekstrem fattigdom, uden adgang til sundhedshjælp og uddannelse. Men det er nødvendigt at sætte ind hurtigt og effektivt under humanitære kriser, hvis man skal gøre sig håb om at nå de langsigtede udviklingsmål.

– Hurtig indsats under katastrofer redder ikke kun menneskeliv – den sikrer også bedre udnyttelse af bidragydernes penge. Man får helt reelt mere for pengene, hvis der sættes ind tidligt, før børnenes situation forværres yderligere. For eksempel kan forebyggende vaccinationer i et katastrofeområde forhindre spredningen af livstruende epidemier, som er billigere at forebygge end at behandle, siger Steen Andersen.

UNICEFs katastrofehjælp omfatter basale nødhjælpsforsyninger, midlertidig skolegang, sundhedshjælp, vaccinationer, ernæring, rent vand og beskyttelse af børn – herunder demobilisering af børnesoldater.

Yderligere oplysninger hos Steen Andersen, generalsekretær i UNICEF Danmark, tlf. 35 27 38 11, mob. 28 44 38 30, Karin Aaen, informationschef i UNICEF Danmark, tlf. 35 27 38 28, mob. 25 39 60 99 og Jakob Ebeling, kommunikationsmedarbejder, tlf.35 27 38 00, mob. 61 65 61 95