UNICEF gav torsdag et overblik over organisationens hjælpearbejde i de første 3 måneder efter flodbølgekatastrofen i Sydøstasien
Øjeblikkelig efter katastrofen indtraf den 26. december gik medarbejdere fra UNICEFs landekontorer i alle de berørte lande i gang med at yde nødhjælp til ofrene, hedder det i opgørelsen, som er tilgået pressen.
UNICEF har samarbejdet med lokale myndigheder, regeringer, andre FN-organisationer og private hjælpeorganisationer for at beskytte børn mod de humanitære følger af katastrofen som f.eks. udbrud af epidemier, mangel på skolegang og sundhedshjælp, traumer, udnyttelse og misbrug.
Til stort held for de millioner af mennesker, der er berørt af katastrofen, har opbakningen fra private og regeringer verden over været både hurtig og stor. Alene i Danmark gav private bidragydere omkring 35 mio. kr. til hjælpearbejdet i det sydøstlige Asien.
På verdensplan har UNICEF modtaget bidrag for mere end 2,6 milliarder kroner til tsunami-ofrene, hvilket er det største indsamlede beløb til en enkelt katastrofeindsamling nogensinde. Muligheden for at sætte ind så hurtigt med meget omfattende initiativer har givet positive resultater i den indledende fase af hjælpearbejdet:
– Meget få børn er døde som følge af smitsomme børnesygdomme. Antallet af udbrud af epidemier er en af de vigtigste indikatorer for en effektiv indsats i den akutte nødhjælpsfase
– I de værst ramte områder i Indonesien og Sri Lanka er mellem 80 og 100 procent af børnene tilbage på skolebænken, de fleste inden for den første måned efter katastrofen
– Der er etableret pålidelige systemer for midlertidig vandforsyning, så befolkningen i de mest udsatte distrikter har adgang til rent drikkevand
– Næsten alle bortkomne eller særligt udsatte børn modtager en eller anden form for beskyttelse, såsom husly, mad, tøj, traumebehandling og hjælp til at opspore deres familier
Nedenstående tal dækker perioden 26. december til 15. marts. Da UNICEF arbejder tæt sammen med andre internationale og private hjælpeorganisationer, er det vigtigt at understrege, at de opnåede resultater er effekten af en omfattende hold-indsats og ikke af UNICEFs indsats alene.
Bidrag på verdensplan
UNICEF appellerede efter flodbølgekatastrofen om 144 mio. US dollar til at finansiere det akutte hjælpearbejde i de første 6 måneder efter katastrofen. Den enorme støtte fra private bidragydere, virksomheder, fonde og regeringer overgik hurtigt dette beløb, hvorefter UNICEF meldte ud, at yderligere donationer ville blive brugt til genopbygning og rehabilitering over en 3-5 årig periode.
Næsten 2/3 af det indsamlede beløb kom fra private bidragydere gennem UNICEFs netværk af nationale komiteer i 37 industrilande (herunder UNICEF Danmark) og direkte via UNICEFs internationale hjemmeside, www.unicef.org. Det resterende beløb er doneret af regeringer via FNs samlede appel om katastrofehjælp efter tsunamien.
Bidrag globalt per 15. marts 2005. Alle beløb angivet i US dollar:
– Lovede bidrag i alt: 442 mio., heraf regeringer 146 mio. og private 296 mio.
– Total beløb brugt indtil nu, i den indledende akutte fase: 70 mio.
– Total beløb afsat til UNICEFs landekontorer i de berørte lande: 362 mio.
– Indonesien: 168,0 mio.
– Sri Lanka: 115,0 mio.
– Maldiverne: 31,0 mio.
– Thailand: 18,8 mio.
– Indien: 14,4 mio.
– Burma: 8,9 mio.
– Somalia: 2,6 mio.
– Malaysia: 2,2 mio.
Vand og sanitet
For at forebygge udbrud af epidemier har en topprioritet været at sikre forsyning af rent drikkevand og ordentlige toilet-forhold. Den største indikator for succes er, at der indtil nu ikke har været betydelige udbrud af epidemier med vandbårne sygdomme i nogle af de berørte områder.
UNICEF har hjulpet med at koordinere hele indsatsen på dette område, og har selv udført følgende aktiviteter:
– Sikret vandforsyning til børn og deres familier
– Uddelt sæbe, vanddunke, spande, vandrensningstabletter m.m.
– Bygget midlertidige latriner
– Renset og repareret brønde
– Støttet oplysningskampagner om hygiejne og sundhed
Hovedresultater for UNICEFs indsats:
– Antal personer med adgang til midlertidige latriner: 290.000
– Antal personer med adgang til rent drikkevand (min.15 liter per dag): 160.000
Sundhed og ernæring
Sideløbende med arbejdet for at forebygge epidemier har UNICEF hjulpet med at sikre basal sundhedshjælp til børn og deres familier. Indledende aktiviteter har bl.a. inkluderet:
– Behandling af og forebyggelse mod sygdomme som diarré og malaria
– Leverancer af særlige kosttilskud til børn, gravide og ammende kvinder
– Genopbygning af sundhedsklinikker
Hovedresultater for UNICEFs indsats:
– Antal børn der har modtaget ORS-pulver (salt-sukker blanding mod diarré): 1,12 millioner
– Antal børn der har fået tilskud med A-vitamin for at styrke deres immunforsvar: 384.000
– Antal vaccinerede børn: 360.000
Særlig beskyttelse af børn
Indenfor dette område fokuserer UNICEF på: Omsorg for og beskyttelse af bortkomne og forældreløse børn, med opsporing af familier som første prioritet.
Psykosocial hjælp til børn og familier, som er berørt af katastrofen. Beskyttelse af børn mod vold, misbrug og udnyttelse. UNICEFs strategi er at styrke lokalsamfundene og de lokale institutioner i deres bestræbelser på at beskytte særligt udsatte børn.
Yderligere oplysninger hos UNICEF Danmarks pressechef Karin Aaen på tlf. 25 39 60 99
En mere omfattende 90-dages report for hvert enkelt katastroferamt land findes på UNICEFs internationale hjemmeside www.unicef.org