I løbet af de næste 3 dage vil over 6 millioner afghanske børn blive vaccineret mod den farlige sygdom, børnelammelse eller polio.
Den landsdækkende vaccinationskampagne indledtes tirsdag i et samarbejde mellem UNICEF, WHO og det afghanske sundhedsministerium. 40.000 sundhedsarbejdere rejser til fods, på hesteryg og på motorcykler for at nå ud til børn i selv de mest ufremkommelige områder med den livsvigtige vaccine.
Sundhedsarbejderne er trænede af UNICEF og WHO og vil gå fra hus til hus for at sikre sig, at hvert eneste barn under fem år bliver beskyttet mod den farlige sygdom, der invaliderer eller dræber sine ofre. Poliovaccinen gives som dråber, der dryppes i munden på barnet.
Afghanistan er et af de sidste 6 lande i verden, hvor børn stadig risikerer at blive smittet med polio. Indtil nu er der i 2004 kun registreret 3 tilfælde af polio hos afghanske børn, og UNICEF håber, at landet kan erklæres poliofrit ved udgangen af 2005. De gode resultater skyldes de store landsdækkende vaccinationskampagner, hvor millioner af børn bliver vaccineret på ganske få dage.
Træning af sundhedsarbejdere og opbygningen af et sundhedssystem, der fungerer, har været en stor del af indsatsen. For at sikre sig, at familierne forstår betydningen af, at deres børn bliver vaccinerede, har UNICEF arbejdet tæt sammen med lokale landsbyledere og præster for at få deres støtte til kampagnen.
Vaccination er en af det 20 århundredes største succes-historier. Hvert år redder vaccination livet for mere end 2 millioner børn, som ellers ville være døde. En sygdom som polio er takket være de verdensomspændende vaccinationskampagner tæt på at være udryddet.
Mens sygdommen i 1988 lammede eller dræbte 350.000 børn om året, blev der sidste år kun registreret 784 tilfælde af polio i verden. Siden vaccinen mod polio blev opdaget i 1955, er antallet af lande med poliosmitte faldet fra 125 til 6.
UNICEF har vaccineret børn i verdens fattigste lande gennem de seneste 50 år. Men på trods af, at vaccination er en af de allerbilligste og mest effektive metoder til at redde børns liv og sikre deres helbred, bliver næsten en tredjedel af verdens børn stadig ikke vaccinerede.
Vaccinations-programmerne vanskeliggøres af stadig flere væbnede konflikter, stigende fattigdom og nedgang i ulandsbistanden fra de rige lande.
– Vaccinerne har sparet milliarder af menneskeliv i det 20. århundrede, men de når langt fra ud til alle, der har mest brug for dem, siger generalsekretær i UNICEF Danmark, Steen M. Andersen og fortsætter:
– Hvis der blev taget afgørende skridt til at finansiere både den nødvendige forskning i vacciner og eksistensen af de globale vaccinationsprogrammer, kunne endnu 3 millioner børns liv reddes hvert eneste år. I 1990 døde der 40.000 børn under 5 år i verden hver eneste dag, mange af dem som følge af banale børnesygdomme.
– I dag dør der “kun” ca. 30.000 børn om dagen. Det er stadig alt, alt for mange! Men det er også beviset på, at det kan betale sig at gøre noget ved det, konkluderer Steen M. Andersen.
De 6 lande, hvor poliosmitte stadig udgør en fare for børnene, er Afghanistan, Pakistan, Indien, Nigeria, Niger og Egypten.
For yderligere oplysninger kontakt UNICEF Danmarks pressechef Karin Aaen på tlf. 35 27 38 28, mobil 25 39 60 99, email [email protected]