¿Qué pasa? – Podcasten om Latinamerika
Podcasten sætter fokus på stort og småt i Mellem- og Sydamerika og dækker både aktuelle begivenheder, tendenser og kulturelle fænomener fra hele regionen.
Bag podcasten står Josefine Aude Raas og Mette Mølgaard, journalister med speciale i Latinamerika.
Alle afsnit af podcasten på Globalnyt
Lyt til ¿Qué pasa? – Podcasten om Latinamerika på Buzzsprout
“Fodbold fylder kolossalt meget. Uden tvivl.”
Det siger Gerardo Herbert Pinto, der er fra Uruguay, men som i dag bor i Danmark.
Uruguay var faktisk det første land, der vandt VM i fodbold. Det var i 1930 med kun 13 deltagere, hvor det lille land klemt inde mellem Argentina og Brasilien, også var vært.
Selvom Gerardo Herbert Pinto ikke selv spiller fodbold, er han som stort set alle andre i Uruguay også helt vild med fodbold – og med landsholdet, La Celeste. Faktisk er Uruguay den mest succesfulde internationale fodboldnation.
Men Uruguay er mere end fodbold.
Det er “et lille bitte land”, og det ligner Argentina meget i gastronomi, kultur og musik. Og også los uruguayos drikker den populære the mate:
“Det har altid været populært. Hver søndag går alle familier en tur med en termokande under armen, mens de drikker mate. Man kan købe kogende vand alle steder i Uruguay. Mate er en meget populær drik, og det er meget socialt, for man deler altid,” fortæller Gerardo Herbert Pinto, mens han tager en slurk af sin mate.
“Når man drikker mate, kan man ikke lave andet. Man skal bare drikke mate og tale med folk. Det er så hyggeligt.”
Der bor kun omkring 3,5 millioner mennesker i det sydamerikanske land, der er næsten fire gange større end Danmark. Så det er et lille land, men det skiller sig ud.
Under den tidligere præsident José Mujico (2010-2015), bedre kendt som ‘Pepe’, blev marihuana tilladt – som det første land i verden. Også abort og ægteskab af samme køn blev tilladt.
“Uruguay er et pragtfuldt sted,” siger Gerardo Herbert Pinto.
Men hvad bør vi vide om Uruguay? Det spørger ¿Qué pasa? – Podcasten om Latinamerika Gerardo Herbert Pinto om. Han er medstifter af Casa Latinoamericana og den uruguayanske forening i Danmark.