Færgen fra Buenos Aires i Argentina til Colonia del Sacramento i Uruguay (i daglige tale blot Colonia) er fyldt til randen her få dage før jul. Den minder mig om en forstørret udgave af Molsliniens katamaran mellem Odden og Aarhus, og passagererne minder også om folk på vej på juleferie i Danmark.
Sproget er imidlertid den umiskendelige rioplatense-dialekt af spansk, men da den breder sig på begge sider af grænsen, kan jeg ikke umiddelbart regne ud, om passagererne kommer fra Uruguay eller Argentina. Det er dog sandsynligt, når jeg tager bagagestørrelsen i betragtning, at mange af dem er uruguayanere, som benytter sig af Argentinas økonomiske krise og muligheden for at veksle sort til at handle billigt ind i nabolandet.
I dag har byen Colonia et lille, men forholdsvis velbevaret centrum, som er med på Unescos verdensarvsliste, og husene vidner om, at både portugisere og spaniere var her i kolonitiden
Færgen når frem hen på aftenen, og vi har på forhånd overvejet, om det nu er sikkert at gå de 900 meter fra havnen til vores hotel. Fem års ophold i Brasilien har gjort det til en refleks at tænke på sikkerhed. Der er ganske vist aldrig sket os noget alvorligt, men vi er også næsten altid opmærksomme på omgivelserne.
De fleste andre passagerer hopper i en ventende bus eller starter bilen på vogndækket, men vi beslutter os for at tage chancen til fods. Det er da også problemløst at gå gennem de aftenstille gader i byens historiske centrum.
For godt 500 år siden var forholdene nogle andre. Dagen efter kommer jeg forbi en lille mindetavle, som står for enden af pynten i byen. Her lagde Fernando de Magellan til i 1519, står der, på den jordomrejse, der siden førte ham syd om Sydamerika og videre til sit endeligt på Filippinerne. Skiltet meddeler også lakonisk, at han mødte kannibaler i Colonia.
I dag har byen et lille, men forholdsvis velbevaret centrum, som er med på Unescos verdensarvsliste, og husene vidner om, at både portugisere og spaniere var her i kolonitiden. De var på jagt efter en havn og dermed et udgangspunkt for handel og pirateri i Rio de la Plata-regionen.
Tannat, corned beef og TikTok
Der er ikke så meget mere at se i Colonia, så vi har fundet en guide, som tager os på en tur til en vingård en times kørsel fra byen. Vi er hurtigt ude på landet, og landskabet minder ved et hurtigt øjekast om Vestsjælland: grønne marker, enkelte græssende køer, gårde og bløde bakker. Genkendeligt, men så alligevel ikke. Palmer, vinmarker og papegøjer fortæller mig, at klimaet er varmere end vest for Holbæk.
Vores guide, som vel er i 40’erne og har et internationalt hipsterlook, er veloplagt. Han snakker ivrigt om løst og fast og er tilstrækkeligt begejstret for sit land til, at han godmodigt forsøger at overbevise os om, at vi bør flytte hertil. Der bor kun 3 millioner i Sydamerikas mindste land, og hvis det ikke var for immigration, ville landets befolkning snart falde og hurtigt blive ældre, forklarer han. Her er også meget bedre end i Argentina og Brasilien, siger han. Her er sikkert, og økonomien går godt.
Landet har i øvrigt ikke noget navn, tilføjer han, for den officielle betegnelse er República Oriental del Uruguay, det vil sige Republikken øst for Uruguay(floden). Det er imidlertid for forvirrende for alle andre, og befolkningen lever derfor med, at uden for det altså navnløse lands grænser bliver landet kaldt Uruguay.
Vingården viser sig at være en lille sag med 3-4 hektar primært beplantet med Uruguays næsten enerådende drue, tannat. Rundvisningen i marken og kælderen er ret hurtigt overstået, og vi lander derefter ved et bord, som hurtigt fyldes med en stor mængde tapas. Det viser sig at være forretten. Herefter kommer en bordgrill ind med en overdådig mængde grøntsager og især kød.
Køer og kød har præget Uruguay, men vi når desværre ikke forbi kødfabrikken i byen Fray Bentos, som ligger yderligere godt hundrede kilometer mod nord. Her blev der tidligere slagtet uendelige mængder af køer, som i stort omfang blev transformeret til corned beef – sprængt oksekød – som brødfødte den engelske arbejderklasse i store dele af det 20. århundrede. Fabrikken er for længst lukket, men dens vigtighed for landets udvikling viser sig ved, at den også er på Unescos verdensarvsliste.
Mens vi forsøger at kæmpe os igennem de højst nutidige bjerge af kød, afslører vores guide, at hans turisttjans kun er et weekend-job. Han arbejdede før på et hotel, men det stoppede på grund af covid-19-pandemien. Nu lever han primært af at være moderator af brasilianske TikTok-videoer.
Han forklarer, at TikToks algoritmer er tilpasset kropskulturen i Brasilien. Videoer, som i andre lande automatisk bliver sorteret fra som pornografiske, glider oftere igennem i Brasilien på grund af den brasilianske strand- og kropskultur. Den overlader ikke meget til fantasien bortset fra, at bare brystvorter er kriminaliserede i det offentlige rum. Vores guides job som moderator er derfor primært at afgøre, om der er tale om videoer, som er lavet af børn, der ikke må have en TikTok-konto, eller der er tale om videoer, som er optaget af lastbilchauffører, mens de kører på de brasilianske landeveje. Som daglig bilist i Brasilien er det skræmmende at høre, at de hasarderet kørende lastbilchauffører også optager videoer, mens de kører.
Piri og Punta
Næste stop er badebyen Piriápolis, som blev anlagt på en åben strand øst for Montevideo omkring år 1900. Den oprindelige bagmand var den lokale forretningsmand Francisco Piria, som så mulighederne i at tilbyde strandophold til samtidens velhavende uruguayanere og argentinere, som nød godt af den blomstrende kødeksport.
Hovedværket i byen, der altså er opkaldt efter Piria, er Hotel Argentino, som åbnede i 1930. Det var dengang Sydamerikas bedste og største hotel med 1.200 sengepladser og en privilegeret beliggenhed med udsigt til stranden og direkte skibsforbindelse til Buenos Aires.
Vi konstaterer, at dansen er gået lidt af Skt. Gertrud. En del af græsset foran facaden er spærret af på grund af risikoen for at få facadepus i hovedet, og de fleste gæster går nu i forskellige varianter af joggingdragter i stedet for fortidens rober og smoking. Hotellets lange gange får os til at tænke på, at hvis vores ferie var en film, ville det være The Shining. Hvert øjeblik forventer vi at se en lille dreng dreje om hjørnet på en trehjulet cykel. Men stedet har også sin charme, selvom morgenmaden er fantasiløs og præcist det samme hver eneste dag.
Der er ikke så meget at lave andet end at gå tur på stranden og besøge de halvforfaldne rester af det, som i sin tid var Pirias “slot”. I sin tid gik der en jernbane – også anlagt af Piria – fra byen, forbi slottet og til den nærmeste hovedlinje. Den er for længst nedlagt, og i dag er der kun sørgelige rester tilbage i form af et lille damplokomotiv og et par vogne, som ruster på en skinnestump i Piriápolis.
Nutidens mondæne badeby, Punta del Este, ligger længere østpå, hvor Río de la Plata mødes med Atlanterhavet. Byen er domineret af højhuse i hvid beton, hovedgaden minder os om en amerikansk provinsby, strandene er bedre end i Piriápolis, men egentlige seværdigheder er der ikke rigtig nogen af. Postkortbilledet er en skulptur, som forestiller en gigantisk halvbegravet hånd, hvor kun fingerspidserne stikker op af sandet. Michelangelo har i dette tilfælde levet forgæves. Det er alligevel her, at en stor del af det argentinske og brasilianske jetset hænger ud om sommeren, og den lokale lufthavn er godt besøgt af private jetfly.
Strandpromenade, mate og tjald
Vores sidste stop er hovedstaden Montevideo, som huser halvdelen af landets befolkning, men hvor den historiske bykerne er semiforfalden og øde om aftenen. Vi har lejet en Airbnb-lejlighed ganske tæt på havnen, som endnu ikke er blevet “udviklet”, men fortsat er fyldt med container- og krydstogtskibe og færgerne til Argentina.
Lidt nede ad vejen fra vores lejlighed ligger en rustik udgave af Torvehallerne i København. Vi indser, at det overvældende måltid på vingården ikke var værtens fejlvurdering af vores appetit. Enorme mængder af kød grilles over brænde og konsumeres i overdrevne portioner af montevidensere og turister.
Mange montevidensere holder dog til uden for centrum ved den mere end 20 kilometer lange strandpromenade langs Río de la Plata, hvor strande og højhuse blander sig med hinanden. Det er sommer og ferietid, og mange montevidensere ruller som et fast ritual ned til promenaden i deres bil sidst på eftermiddagen. De åbner bagagerummet, hiver et par campingstole ud og sætter sig ned med en termokande og et mate-bæger, som herefter går rundt, mens de ser på solnedgangen, forbipasserende og, forestiller jeg mig, vender verdenssituationen.
Vi har prøvet mate for en del år siden, og det er helt klart en tillært smag, hvor førstehåndsindtrykket minder om lugten hos næsehornene i zoologisk have. Men uruguayanerne drikker det morgen, middag og aften. Nationen må have været i kollektiv krise under covid-19-pandemien, da en væsentlig del af det at drikke mate er ritualet om, at alle i en gruppe drikker af ét fælles sølvsugerør.
Vores sidste stop er hovedstaden Montevideo, som huser halvdelen af landets befolkning, men hvor den historiske bykerne er semiforfalden og øde om aftenen
Det er dog ikke kun mate, som konsumeres på strandene. Med jævne mellemrum løber vi ind i duften af tjald, men ingen løfter et øjenbryn. Cannabis har været legaliseret i 10 år, registrerede dyrkere må have op til 99 planter hver, og tjald sælges legalt i både butikker og på nogle apoteker.
Stemningen på stranden er helt anderledes end den strandkultur, vi kender fra Brasilien, og som er defineret ved høj musik, drinks, strandsælgere og princippet om “at en god strand er en fyldt strand”. Det virker afslappet og ustresset i Uruguay, men enten bedrager skinnet, eller også har tingene ændret sig siden 70’erne.
Fængsel, tortur og drab
På et par skramlede lejede cykler tager vi turen ud til Museo de la Memoria – Erindringens Museum – som ligger i en villa i et boligkvarter. Udstillingen fortæller os historien om det civil-militære diktatur, som regerede Uruguay fra 1973 til 1985. Det havde i sin tid den tvivlsomme og nedslående ære at være det regime i Latinamerika, som havde flest politiske fanger i forhold til befolkningens størrelse.
Det er trykkende at se udstillingerne. Det lille museum er fyldt med slørede sort-hvid fotografier af ofrene, beretningen om præsident Juan Maria Bordaberry, der først lavede et kup, men siden blev afsat af militæret fordi han var for højreradikal, filmklip med demonstranttævende politi, fortællingen om samarbejdet med tilsvarende diktaturer i Argentina, Brasilien og Chile under USA’s supervision, samt rekvisitter og erindringer fra fængslerne.
Det fandt sted i min levetid, men det føles alligevel uendeligt langt væk fra de mate-drikkende – eller skæve – afslappede uruguayanere på campingstolene langs strande. Men nogle af dem, deres venner eller deres familie må have været med på den ene eller den anden side i den nære fortids blodige opgør, som tilfældet også er i Argentina, Brasilien og Chile.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.
Thomas Christiansen er PhD i Økonomisk historie, London School of Economics and Political Science, Cand. Comm. med historie, Roskilde Universitet, HD(O) i Strategisk Ledelse og Forretningsudvikling, Copenhagen Business School.
