USA dropper jagten på Joseph Kony

usmc-120228-m-cf241-480
Amerikansk soldat underviser ugandiske soldater, der trænes til at kæmpe mod al-Shabaab in Somalia og mod Lord’s Resistance Army.
Foto: United States Marine Corps (Public Domain)
Laurits Holdt

Det amerikanske militær har siden 2010 været aktivt involveret i bekæmpelsen af Lords Resistance Army (LRA) i et område, der går på tværs af Uganda, Sydsudan, Centralafrikanske Republik og Demokratiske Republik Congo. Men nu er det slut, lyder det for general Thomas Waldhauser, der står i spidsen for USA’s militære engagement i Afrika. Det skriver Deutche Welle 

Den næsten mytiske leder af LRA, Joseph Kony, er fortsat på fri fod på trods af at militære styrker fra flere lande har været på jagt efter ham i årevis.

LRA er dog i dag så svækket, at den ikke længere er en militær trussel lyder det fra generalen. 

Det skønnes at gruppen har dræbt op mod 100.000  personer og kidnappet 60.000 børn i de tre årtier, den har hærget området.

Gruppen, som Joseph Kony har stået i spidsen for alle årene, har sit udspring i det nordlige Uganda. Her begyndte den i 1987 som en oppositionsgruppe til oprørsbevægelsen National Resistance Army (NRA), der under ledelse af Yoweri Museveni havde taget magten i landet.

Kony var stærkt inspireret af den kristne leder Alice Lakwena, der i 1986 grundlagde oprørsgruppen Holy Spirit Movement (HSM), der bekæmpede det nye styre under Museveni. HSM blev nedkæmpet og splittede op i en række mindre grupper.

Lord’s Resistance Army slog sig op som en fundamentalistiske kristen gruppe, der ville gøre de 10. bud til landets lov. Men med årene degenererede gruppen til bandit- eller terrorgruppe, der især gjorde sig bemærket ved at kidnappe børn.

Ifølge den amerikanske general er “hundreder – måske tusinder” af LRA’s soldater blevet dræbt af de amerikanske soldater og soldater fra de berørte lande. Han anslår ifølge Deutche Welle at LRA i dag består af omkring 100 soldater.

Joseph Kony er eftersøgt af den internationale straffedomstol for krigsforbrydelser.